uge 23: Hormonerne raser

Jeg har været svimmel et par gange i denne uge - rigtig ubehageligt, især når det sker, mens jeg er ude blandt andre mennesker og så kan mærke sveden komme, og jeg må ned at sidde med hovedet og have hovedet nedad.

Samtidig har mine fingre været ved at drive mig til VANVID. Det er ved at forsvinde nu, men i fem dage har de kløet uafbrudt. Ikke inde i hånden, men på oversiden. Der har været små hvide knopper, som har kløet, så jeg har kløet og kradset som en besat. Jeg kan selvfølgelig have fået en eller anden allergisk reaktion overfor nogle planter eller andet, jeg har rørt ved, eller jeg kan være blevet stukket igen og igen af et bestialsk lille dyr. Det behøver jo sådan set ikke være graviditeten, der volder problemer. Og det håber jeg heller ikke, at det er, for jeg har læst om graviditetskløe. En kløe, der kan være så belastende, at man ligefrem sætter fødslen i gang for at slippe af med kløen - hvis man altså er noget længere henne end mig.

Men disse irritationsmomenter oven i utilpasheden på grund af varmen og en mave, der lige nu vokser så hurtigt, at jeg næsten kan se det, har ikke gjort mig nemmere at være i nærheden af. Mit humør svinger fra lalleglad og svævende på en lyserød sky til dyb tristhed på grådens rand. Der imellem er så den sædvanlige mig og en ekstrem let irritabel mig. Eksempelvis kan jeg være i den syvende himmel, når en af mine piger holder mig på maven og snakker med babyen, eller når de kysser maven godnat. Andre gange drejer jeg mig vredt væk og giver dem et møgfald og et "så lad mig dog være i fred." Og andre - heldigvis få - gange kan jeg sætte mig ned og tude over småting. For eksempel at mand og børn tager på havnen og køber fisk til frokost uden mig, selv om jeg selv har bedt dem om det.

At jeg er bevidst om det gør, at min familie bliver sparet for en del, men alligevel så går det desværre også ud over dem ind imellem, må jeg erkende. Kun babyen kan være i fred for mine humørsvingninger og lader til at stortrives med at vokse og sparke i komplet uvidenhed om, at dens mor er ved at drive sin omverden fra forstanden.

Faktisk så synes jeg, at min mave virker voldsom stor i betragtning af, at der altså stadig er 17 uger tilbage. Men vi har haft feriegæster et par dage, og de skal have barn ti uger før os. Og så kan jeg godt se, at når min mave skal blive så stor som hendes i løbet af ti uger, så skal den da mindst have sin nuværende størrelse. Det er egentlig lidt skræmmende, at min mave skal vokse SÅ meget på ti uger. Der er ikke noget at sige til, at man får strækmærker.