uge 32: Størrelse lillebitte

Størrelse lillebitte henviser altså ikke til mig - slet ikke. Tværtimod ser jeg ud som om, jeg kan føde hvert øjeblik, det skal være, når jeg kommer vraltende af sted her to lange måneder før min termin. Men i sikker forvisning om, at de næste otte uger trods alt nok skal gå, selv om de snegler sig af sted, så har jeg fået pigernes aflagte tøj ned fra loftet.

Hold da op, hvor er der mange kasser og sorte sække! Og hvor er tøj i størrelse 50 og 56 dog utrolig småt og nuttet. Men efter at have sorteret det i størrelser, fik jeg lidt af et chok. Der er bunker af tøj fra størrelse 68 og op efter, men til de første måneder har jeg alt i alt i størrelserne 50-62 en lyserød sparkedragt, en lille hvid hæklet kjole, som min farmor lavede til mig, da jeg var ganske lille, en bluse og en body - og intet andet.

Jeg må sige, det var en opdagelse, der gav en del ærgrelse. Jeg havde sådan glædet mig til at gense noget af pigernes mindste tøj - der er jo gode minder ved det. MEN det har også sine fordele. For nu er det jo helt legalt og ikke spor frådseri at gå amok i butikkerne. Foreløbig har jeg dog i størrelse 50 holdt mig til tre sæt tøj og fire sæt nattøj, som jo alligevel kun kan bruges i nogle få uger, inden barnet vokser ud af det, hvis det ellers er et barn i cirka samme størrelse, som de andre to var (51-52 cm og 3100-3200 gram). Og så er resten i størrelse 56. Jeg har ikke købt meget. Bare lige så vi kan klare den første tid, så der stadig er plads til impulskøb og eventuelle gaver, hvis nogle skulle være så flinke.

Vuggen er også kommet ned fra mine forældres loft, og både vuggen, madrassen og det hvide broderistof, der omkranser vuggens sider, er blevet vasket og gjort klar.

Vi har også fået os en ny bil. Ja, det er nu nærmest en bus. Sådan føles det i hvert fald i forhold til den gamle, som ellers heller ikke var nogen lille bil, men den havde jo ikke plads til tre børnesæder. Vi havde overvejet, om vi skulle beholde den gamle, så vi havde to biler, men vi blev enige med os selv om, at fordelene ikke var de ekstra udgifter værd. Til gengæld har vi så købt os en god, stor bil med hele syv sæder, så vi også har plads til et par legekammerater eller bedsteforældrene. Pigerne har været ved at tælle sig frem til, hvor mange babyer vi så kan få med alle de sæder, men der er nu ingen planer om fem børn. Bare tanken… hm… måske en mere...?

Men der er god plads i bilen, også når vi skal hente barnevogn, tremmeseng og babydyner, der ligger og venter i butikken, og så mangler vi vist bare at få autostolen ned fra loftet og rengjort og så skal der lige købes en sut og en pakke bleer, så er vi faktisk klar.

Hvornår vores længe ventede vidunder så er klar til at komme til verden, er en helt anden sag.

Når jeg vågner om natten, fordi det gør ondt, når jeg skal vende mig fra den ene side til den anden. Eller når barnet holder mig vågen, fordi det føles som om, det sidder i klemme under ribbenene, når jeg ligger på siden. Og når jeg næsten ikke kan komme ud af sengen og næsten heller ikke kan gå, selv når jeg bare har ligget og læst en halv times tid, så er det, at jeg håber på, at hun kommer en uge og gerne to før terminen, hvis ellers hun er klar til det. For nu er det ved at være besværligt, og jeg ved, at det bare bliver værre, som ugerne går.