https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/gravid/gravid-uge-for-uge/billeder-beskret/29prim.jpg
Gravid

Gravid uge 29: Sul på kroppen

10. august 2018
af Birgit Thalwitzer, jordemoder.dk
foto: jordemoder.dk
Du er i uge 29 (også kaldet 29. uge), når du er 28+0 - 28+6. I de sidste uger af din graviditet tager barnet i gennemsnit 200 gram på om ugen.

Baby:
Fra 7. måned i en graviditet er barnets vækst afhængig af hormonet insulin, som stimulerer til optagelse af sukker fra blodet. Inde i cellerne bruges sukkeret til at danne proteiner og fedt, og dermed give dit barn "sul" på kroppen. I de sidste uger af din graviditet tager barnet i gennemsnit 200 gram på om ugen. De, børn der vægtmæssigt ligger over gennemsnittet, kan tage op til 300 gram på om ugen. I slutningen af ugen vejer barnet cirka 1400 gram.

Hvornår har du termin? Hvornår mærker du liv? Hvornår går du ind i hvert trimester?

Prøv Mama.dk’s terminsberegner her

Dig:
Velkommen til tredje og sidste trimester i din graviditet. Ideelt set har du taget 5-8 kilo på, men det varierer utrolig meget fra gravid til gravid. Det er optimalt at tage sammenlagt 10-15 kilo i en graviditet. Hvis du har taget lidt vel rigeligt på, er det en god idé at overveje, hvad du spiser i løbet af dagen - de fleste er udmærket klar over, hvad der er hensigtsmæssigt at spise. Overvej også, om du får dig bevæget nok nu, hvor du gradvist bliver mere fysisk belastet af din graviditet.

Hvor ondt gør det egentlig at føde? Og hvordan føles det – sådan helt ærligt? Lyt til Mamas fødselsberetninger i vores podcast her

Gode råd:
Graviditet er en tid med mange ubekendte faktorer og forskellige følelser, som kan være svære at rumme, og som i sidste ende føre til usikkerhed og ambivalens overfor den situation, du befinder dig i. Giv gerne udtryk for alle dine tanker og overvejelser, og del dem med nogle, du har tillid til. Også de negative tanker, som er helt normale og nærmest uundgåelige, når du som gravid oplever jævnlige psykiske svingninger, som du måske ikke er vant til.

LÆS OGSÅ: Det får du brug for til din nyfødte

Vidste du, at…
Amning ofte får skyld for at give "hængebryster"? Imidlertid handler det om tyngdekraften. Amning giver isoleret set ikke hængebryster, men er man særligt disponeret, kan det have indflydelse. Brystets størrelse spiller også en rolle. Man kan sige, at graviditet kan give hængebryster, fordi der foregår en kirtelforstørrelse, og vævet i brystet bliver påvirket af at blive udvidet og bagefter slappe af. Det er en følge af graviditet og ikke amning.

Læs også