Desserter

Whoopie pies med gulerod og citron-frosting

7. februar 2014
af Camilla Biesbjerg Markussen
Foto: Betina Hastoft
Lidt sødt skal der til! Servér de fine kager til eftermiddagskaffen eller med en varm kop te. Få opskriften på lækre whoopie pies med gulerod og citron-frosting her
Whoopie pies med gulerod og citron-frosting (12 sammenlagte kager)   Tid: 25 minutter. Hviletid, dej: 1 time. Bagetid: I alt 20-24 minutter.   INGREDIENSER 200 g hvedemel ½ tsk. salt 1 tsk. natron 1½ tsk. stødt ingefær 1½ tsk. kanel 115 g blødt smør 115 g brun farin 100 g sukker 1 æg 1 dl kærnemælk 150 g revne gulerødder 50 g havregryn   CITRON-FROSTING 200 g flødeost naturel 50 g flormelis saft og skal af 1 usprøjtet citron   Opskrift - sådan laver du whoopie pies med gulerod og citron-frosting   1. Tænd ovnen på 175°. Beklæd 2 bageplader med bage-papir. Bland mel, salt, natron, ingefær og kanel i en skål. Pisk smør, brun farin og sukker sammen med en elpisker i en anden skål. Tilsæt ægget, og pisk grundigt. Rør melblandingen i smørblandingen med en ske, og tilsæt herefter kærnemælk, lidt ad gangen. Skræl gulerødderne, og riv dem groft. Vend gulerødder og havregryn i dejen. Sæt dejen i 24 runde klatter på størrelse med en hel valnød på bagepladerne med god afstand imellem, så der er plads til, at de flyder ud under bagningen. Bag kagerne (1 bageplade ad gangen) i ovnen i 10-12 minutter, og lad dem køle helt af på en bagerist.   2. Citron-frosting: Rør flødeost, flormelis, citronsaft og citronskal sammen til en glat creme. Kom cremen i en sprøjtepose; sprøjt den ud på bunden af halvdelen af kagerne, og læg dem sammen med den anden halvdel. Servér straks, eller opbevar på køl i op til 1 døgn.   PRØV OGSÅ: Muffins med rabarber og ribs