https://imgix.femina.dk/media/article/1427-mad-4.jpg
Mad

Tyrkisk vegetar-wrap med tzatziki og tomatsalsa

17. februar 2022
af Mai Knauer
Foto: Columbus Leth
Denne uges hverdagsopskrifter byder på lækre hjemmelavede sandwich. Her får du opskriften på tyrkisk vegetar-wrap med tzatziki og tomatsalsa
4 personer

INGREDIENSER

  • 250 g grillost (f.eks. halloumi eller Taverna-grillost)
  • 1 romainesalat
  • 1-2 rødløg
  • 4 tyrkiske fladbrød

TZATZIKI

  • ½ agurk
  • 2 fed hvidløg
  • 1 bundt dild
  • 250 g græsk yoghurt 10 %
  • salt og friskkværnet peber

TOMATSALSA

  • ½ agurk
  • 2 store tomater
  • 1 dåse sorte oliven uden sten
  • salt og friskkværnet peber

Opskrift - sådan laver du tyrkisk vegetar-wrap med tzatziki og tomatsalsa

1. Tzatziki: Skyl og riv agurken groft, og lad den revne agurk dryppe af i en sigte (pres det meste af væden fra med hænderne). Pres hvidløgsfeddene. Hak dilden fint. Rør den revne agurk sammen med yoghurt, hvidløg og dild. Smag til med salt og peber.

2. Tomatsalsa: Skræl agurken, og flæk den på langs. Skrab kernerne ud med en teske, og skær agurken i små tern. Skyl og halvér tomaterne; skrab kernerne ud, og skær det faste tomatkød i små tern. Bland agurk, tomater og oliven sammen i en skål, og smag til med salt og peber.

3. Skær grillosten i 1 cm tykke skiver, og steg dem på en (grill)pande i ca. 2 minutter på hver side. Skyl og tør romainesalaten, og riv den i mindre stykker. Pil rødløg, og skær dem i tynde skiver.

4. Lun fladbrødet let i ovnen. Fordel tzatziki, tomatsalsa, grillost, salat og rødløg på brødene, rul hvert brød sammen til en stram rulle, og servér.

Læs også