
Miriam Glæsels pilgrims-sandwich
29. marts 2010Da hun selv fik brug for at geare ned - hvad hun fortæller ærligt om i SØNDAG - begyndte hun at se indad og fandt også vej til de gamle pilgrimsruter, som hun vandrede ad sammen med sin far.
"Og når man sådan går der og filosoferer på de gamle ruter", forklarer hun, "sænker der sig en rolig salighed ned over alting, og man forstår igen, hvordan det simple kan gøre en helt glad i låget.
En ting er dog sikkert, man bliver sulten!
Vi har spist rigtigt mange af disse sandwicher på hvidt brød og uden grill, og vi har ofte på vores vej talt om, hvor meget større fornøjelsen ville være, hvis der lige var en grill at lægge den på!"
Her får du opskriften på Miriams enkle Pilgrims-bocadillo:
Grillmetode:
Kuglegrill: Direkte 2-4 min.
Gasgrill: Direkte Medium 2-4 min.
Sværhedsgrad: 1
Ekstraudstyr: Folieindpakket mursten
DU SKAL BRUGE:
1-4 grove, bløde madbrød
olivenolie
2-3 modne bøftomater,
skåret i skiver
salt
store skiver chorizo
friske basilikumblade
I KØKKENET:
Flæk brødet på langs.
Pensl begge sider af brødet med et strøg olivenolie.
Læg bøftomat på hele underskiven af brødet, drys med salt, læg overdelen på, så brødet kan trække smag og saft fra tomaten, mens du finder chorizoen frem.
Åbn igen, og læg skiver af denne herlige spanske pølse hen over tomaterne som skal dækkes helt. Fest lidt, og læg basilikumblade på også.
Mas sandwichen flad med hænderne.
VED GRILLEN:
Grill sandwichen på en renset og oliesmurt rist over direkte varme 1-2 minutter på hver side, afhængigt af hvor meget varme der er på din grill.
Hvis du ønsker at lave en flad panini så læg en folieindpakket mursten oven på sandwichen, mens du griller den. Så bliver den dejlig flad og sprød!