Hovedretter

Madspild: Få 10 simple tip til at minimere madspild

Selv om et øget fokus på problemet har gjort det trendy at forholde sig til madspild, smider en dansk gennemsnitsfamilie madvarer for cirka 7.000 kroner ud om året. Det behøver dog ikke være så svært at få noget godt ud af vores mange rester – kodeordet er overblik.

Du kender det sikkert alt for godt. Der står en liter mælk i køleskabet. Den er endnu ikke åbnet, til gengæld er den gået to dage over holdbarhedsdatoen. Hvad gør du? Drikker den eller smider den ud?  
Det kan være svært at vurdere, hvornår maden skal ud, og hvornår den er god og frisk nok til at spise eller drikke. 
 
Her får du 10 simple råd til at mininere madspild
 
1. Flow i køleskabet: Skab overblik i dit køleskab ved at stille resterne og de ældste varer forrest. På den måde får du brugt de ældre fødevarer først, og du får overblik over, hvad du har i køleskabet.
 
2. Tag en mindre kurv, når du handler: Jo større kurv eller vogn du tager, når du er ude at handle, desto mere køber du. 
 
3. Undgå masseindkøb: Pas på med at købe for meget ind af den samme vare på grund af tilbud. Vi får næsten aldrig brugt det hele i tide. 
 
4. Skær ned på indkøbene: Gør det til en del af den ugentlige rytme at købe stort ind én gang om ugen, f.eks. efter aftensmaden, hvor du selv er mæt, og der er færre mennesker i supermarkedet.
 
5. Gæster: Der skal ikke mangle noget, når vi hygger om vores gæster, men i stedet for at sætte alle lækkerierne på bordet på én gang, så sæt lidt frem ad gangen og se, hvor meget der bliver spist.  
 
6. Opbevar maden rigtigt, og giv resterne længere liv. Ved at bruge hygiejniske opbevaringsløsninger med tætsluttende låg kan du forlænge råvarernes holdbarhed i køleskabet/skabet.   
 
7. Datomærkning: Lugt til og smag på fødevarerne og vurdér, om de er for gamle, frem for blindt at stole på mindst holdbar til-datoen. Dog skal maden spises inden den angivne dato, hvis der står ”sidste anvendelsesdato”, for ellers kan du blive syg af maden. 
 
8. Find opskrifter til den kommende uge, hvor du bruger ting, der allerede er i skabene eller fryseren. Det kan gøres til en sjov og hyggelig søndagsaktivitet at gå på opdagelse i køkkenet.
 
9. Enkel mad kræver færre råvarer og mindre tid, men kan smage lige så godt som de mere indviklede retter.
 
10. Hjemmelavet takeaway: I stedet for at se på dine rester som kedelige, så se dem som hjemmelavet takeaway. Du sparer penge på at lave store portioner og gemme resterne i fryseren eller køleskabet til næste dag. 
 
 

 

Læs mere om: