Drikke

Rigtige kvinder synker da vinen!

af Madredaktør Susanne Gustafsson 13. september 2012
Man behøver ikke tale om solbær og skovbund eller dybe noter af teaktræ og gode gardiner, for at kunne nyde et godt glas vin. Men det er faktisk ret sjovt at prøve at smage vinens nuancer

"Skal jeg virkelig hælde det ud, når det smager så godt?"Det gjorde ondt på mange af de nogle og fyrre vinglade læsere, som var kommet til Côtes du Rhône-smagning med FEMINA og MAD & BOLIG, at hælde de gode dråber i spyttespandene for at gi' plads til den næste vin. Aftenen var dedikeret til vine fra Rhône, og det er vine, som vi danskere er vældig glade for. Vi bevægede os fra det ultra lette og frugtagtige til et par tunge og alkoholstærke sager, og der blev snuset og smagt, udfyldt smageskemaer og vurderet og smagt endnu mere.

Der smages og slubres og spyttes... Vinkyper Malene Smidt Hertz

"Smager den lidt af lakrids! Eller er det karse?" Malene Smidt Hertz, en af de få (hvis ikke den eneste) kvindelige vinkypere i Danmark ledte os igennem de 8 vine med kyndig, vittig og inspirerende hånd. Og kyndig er Malene, som har et stort kendskab til vinproduktion i Frankrig, og som også fortæller om vine i både Mad & Bolig og Go'morgen Danmark.Mange af os blev vist lidt klogere på at smage de dybere nuancer af vinen, og vi lærte endda, at vinen har en "midte". Stemningen, som var god fra starten, blev endnu bedre for hver vin, vi sniffede til og sugede ind, og endnu en gang blev det bekræftet, at smag er ligeså forskellig, som mennesker.