detox
Krop & velvære

Sandt eller falsk – det gør detox kure ved din krop

Er detox en god idé? Få lægens hjælp til at give dig overblikket her

Om udrensningskure er den gyldne vej til en sund og smuk krop – eller om det er det rene fup – er der mange meninger om. Læge Søs Wollesen giver her otte bud på, hvad detox gør (eller ikke gør) for din krop.

1. Tilsætningsstoffer hober sig op i kroppen. Derfor har den brug for detox

Der er nogle typer af tilsætningsstoffer og andre lignende stoffer, som anvendes i produktionen af mad, der er længere tid om at blive nedbrudt af kroppen for så at blive udskilt. Men nogen decideret ophobning af disse stoffer forekommer ikke, som nogle mennesker påstår. Det kan dog sagtens være belastende for kroppen at skulle nedbryde og udskille disse stoffer, men dermed være ikke sagt, at der er behov for detox.

Falsk!

Få 10 tips til, hvordan du kan gå på detox kur derhjemme

2. Kroppen er selvrensende. Udrensningskur er derfor ikke nødvendigt

Den menneskelige krop er ganske fænomenal og udrenser langt hen ad vejen sig selv. Det gør den dog bedst og hurtigst, hvis den behandles ordentligt. Hvis du regelmæssigt belaster leveren med store mængder alkohol, usund mad fyldt med diverse farve- og tilsætningsstoffer samt andre kropsbelastende stoffer, så vil kroppens basale funktioner blive påvirket, og hele kroppen kan fremstå tung og mindre vital. Tag dig derfor kærligt af din krop og fyld den med de ting, der nærer den, så kroppen kører som smurt.

Sandt!

Vil du prøve 5:2-kuren? Se her, hvordan du gør

3. Din hud bliver smukkere og yngre at se på efter en detox kur

Ryger du, spiser du meget sukker, er du inaktiv og får for lidt søvn, vil dit udseende blive derefter. Ingen detox kur kan opveje konsekvenserne af for lang tids massiv, negativ påvirkning af kroppen. Spiser du derimod sund og nærende mad, sover godt, motionerer regelmæssigt og holder dig fra cigaretterne, vil du opleve, at huden og dit udseende forbedres. Men det kræver altså, at du ændrer livsstil – det er ikke nok med et quick fix.

Falsk!

Prøv en komplet kostplan, når du skal tabe dig

4. Med en udrenset krop skærpes sanserne, så du tænker mere klart

Der er en meget stærk barriere mellem krop og hjerne, hvilket betyder, at giftstoffer osv. ikke bare kan trænge indover og påvirke hjernen og sanserne. Stress gennem længere tid belaster til gengæld hjernen, og hvis du i samme omgang så også tyr til flere cigaretter, mere alkohol og usund mad, mindre søvn, luft og motion, kan det til gengæld have stor betydning for, hvor klart du kan tænke. Når du føler, du tænker mere klart og har skærpede sanser i forbindelse med en kur eller udrensning, handler det nok mest om, at du viser omsorg for dig selv, føler dig bedre tilpas og mindre stresset.

Både og!

5. Du taber dig lynhurtigt ved at udrense

Ja, det gør du. Men du skal være opmærksom på, at det er væske, du taber, og ikke fedt. Det hænger sammen med, at du giver afkald på mange af de ting, der binder væsken til celler og væv, som f.eks. salt og kulhydrater. Når du er færdig med din kur, skal du altså være opmærksom på, at væsken sætter sig igen, medmindre du vælger fortsat at holde dig fra de væskebindende føde- og drikkevarer.

Sandt!

6. En udrensningskur med faste sænker forbrændingen, så du tager ekstra på, når du begynder at spise normalt igen

Hvorvidt din kur har en påvirkning på stofskiftet, afhænger af, hvor lang tid du vælger at faste. Der skal nemlig en længere periode til, før kuren kan påvirke stofskiftet negativt.Du skal i højere grad bekymre dig om, hvorvidt dit stofskifte bliver belastet, hvis du ikke spiser regelmæssigt, eller hvis du regelmæssigt er på en kalorierestriktiv kur. Det sætter nemlig kroppen i en mindre konstant hungersnødtilstand, hvor der vil blive skruet ned for forbrændingen og for hjernen. På samme tid signalerer kroppen, at der er noget galt, og sætter systemerne i alarmberedskab.

Både og!

7. Detox kure kan føre til et usundt og fanatisk forhold til mad

Det er nok ikke så meget detox kurene i sig selv, som det er vores kultur, der kan være årsagen til, at mange af os får et fanatisk forhold til mad. Men disse kure er naturligvis også en del af denne kultur. Mange års fokus på mad, kalorier og krop samt en manglende regulær omsorg for krop og psyke har gjort, at mange af os sætter nogle mål og ønsker for krop, form og hverdag, som ikke er realistiske. Lyt i stedet til kroppen, og lad den fortælle dig, hvad den har brug for. Spis, til du ikke længere er sulten, vælg det sundere alternativ, hav fokus på maden, se den, duft til den, og nyd den. Brug kroppen godt og grundigt – og regelmæssigt, men husk også at give din krop og hjerne gode pauser. Sov, elsk, grin, og træk vejret. Så udrenser du helt naturligt.

Både og!

8. Du kan svede giftstofferne ud ved træning, eller når du går i sauna

Godt nok kan det være rart at svede, og meget kan da også svedes ud. Men faktum er, at leveren er den største nedbryder og udrenser af giftstoffer. Derfor er det altså ikke holdbart at leve af slik, alkohol, færdigretter og træning, da leveren kommer på gevaldigt overarbejde. Vær god mod din lever – det vil kunne ses og mærkes.

Falsk!

banner

 

Læs mere om: