Det er ingen skam at være forfængelig. Det er en skam at lyve om det

Tine Bendixen er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Om lidt bliver jeg 64 år, og jeg havde egentlig forsvoret at komme til at lyde som en bh-brændende rødstrømpe fra 1970-erne, men det er der en risiko for her – nu er du advaret – så here goes.

Magasinet Vogue bragte i deres augustnummer en annonce for modemærket Guess, der havde en AI-genereret model som blikfang. En eventyrligt smækker blondine. Perfekt proportioneret. Med matematisk korrekt afstand mellem øjne, næse og mund. Ikke til at sætte en finger på. Og altså helt igennem snyd konstrueret til lejligheden.

Vi taler ikke længere om ”bare” at foto­shoppe billeder af i forvejen pæne mennesker, som flere og flere kvindemedier med samvittighed holder sig for gode til.

Vi taler om at designe mennesker, der slet ikke findes i virkeligheden. Det ved man jo ikke som læser, medmindre nogen gør sig den ulejlighed at advare om det, hvilket skete i tilfældet Vogue. Det skabte en del debat.

Men lur mig, lige om lidt er det bare the new normal. Så her står vi kvinder igen med fletningerne i postkassen. Om vi vil det eller ej, bliver vi konfronteret med umulige krav, når vi bliver luret til at spejle os i skønhedsidealer, der er kunstigt skabt og dermed gennemført umenneskelige. Hvordan i alverden skal vi navigere i en verden, der er baseret på løgn?

Muligvis ved at insistere på sandheden om os selv hver især.

Jeg har aldrig fået foretaget nogen form for skønheds­kirurgiske indgreb. Jeg har ikke fået sprøjtet noget ind nogen steder i ansigtet. Mine øjenlåg er de oprindelige. Min medfødte næsevægsskævhed har jeg stadig. Misforstå mig ikke, jeg pudser ingen glorie, og jeg er ikke hellig, folk må gøre lige præcis, hvad de ønsker sig i den retning.

Det er ingen skam at være forfængelig. Dét er jeg også selv. Forfængelighed er en naturlig del af menneskets selvopholdelsesdrift og selvomsorg. Personligt har jeg en faible for tøj og makeup og har brugt så meget læbestift i løbet af mit liv. Jeg har spist kilovis af læbestift igennem årene.

Min forfængelighed går bare ikke i retning af plastikkirurgi og botox og så videre. (I hvert fald ikke foreløbig, selv om jeg indimellem er lidt træt af den der lille hængende hudpose på hver kæbelinje, der får mig til at ligne en hund). Men hvis min forfængelighed gik i den retning, og hvis jeg havde fået lavet noget, ville jeg i hvert fald ikke gå og putte med det, men sige det ærligt. Det er dér, den halter lidt, synes jeg.

For hvis man lader som om, at ens usædvanligt glatte pande da slet ikke har noget med botox at gøre, man har bare ”gode gener”, eller hvis man siger, at årsagen til, at man pludselig ser markant yngre ud, er, at man bare har fået løftet sine tunge øjenlåg for at kunne se bedre, men i virkeligheden har fået en fuld ansigtsløftning, er det efter min mening snyd. Og jeg forstår egentlig ikke behovet for forstillelse.

Man snyder især andre kvinder. Så havner man i samme uheldige afdeling som de AI-genererede billeder af overnaturligt perfekte mennesker, der ikke findes i virkeligheden. Man bidrager til at forvrænge skønhedsidealerne. Især for de generationer af unge kvinder, der skal navigere i dem.

Det bliver ikke lettere i fremtiden. Solidaritet må være ordet. Det er ingen skam at være forfængelig. Det er en skam at lyve om det. Med ærlighed har man i det mindste ren røv at trutte i, ikke? Uanset om man har implantater i balderne eller ej.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 35/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.