Min krop er ikke, hvad den var, men jeg tænker mindre over den end nogensinde

En lille gruppe kvindelige kollegaer talte om kroppe på kontoret forleden. De er yngre end mig. Smukke, sjove, kloge. De har den der blanding af selvsikkerhed og skrøbelighed, som kun mennesker i tyverne kan have –bevidste om alting, men stadig overbeviste om, at alt kan kontrolleres en smule.

En af dem sagde med glimt i øjet og i en humoristisk tone, at hun havde trænet for sin krop og krafteddermame ikke kunne overskue tanken om at ”fucke alt det op” med en graviditet.
De andre nikkede.

Og der sad jeg så på øen ved siden af – både bogstaveligt talt og i overført betydning. 10-15 år ældre end dem, med tre børn og den krop, de ikke orker. Jeg sagde ikke noget. Jeg smilede. Men jeg mærkede også et lille stik. Et øjebliks ubehag. For det er jo min krop, de taler om. Den, de ikke vil ende med.

Det er mig, de mener, uden at mene det. Og jeg forstår dem faktisk godt.

Jeg har levet i 39 år i en krop, der har fulgt mig trofast gennem graviditeter, fødsler, sygdom, kærlighed, hjertesorg, tømmermænd, skuffelser, glæder og alt det midt imellem. Og det kan man godt se. Selvfølgelig kan man det. Min mave er flad, lige indtil jeg lægger mig på siden. Nogen vil nok mene, at den er pænere med tøj på end uden. Det er bare ikke så vigtigt længere.

Jeg har også engang set på kvinder som mig og tænkt, at det virkede uretfærdigt, at man skulle betale så dyr en pris for kærlighed og liv.

Jeg har ikke lyst til at korrigere dem og har intet behov for at sige, at det går over, eller at de får det anderledes, når de bliver ældre. Måske gør de ikke. Måske lærer de bare noget andet, på en anden måde.

Min krop er ikke, hvad den var, og det er heller ikke meningen, den skal være det. Sjovt nok tænker jeg mindre over den, end jeg nogensinde har gjort, og jeg var langt mere selvbevidst, dengang min krop så ud, som jeg troede, den “burde”.

Jeg holder ikke længere vejret eller er hyper opmærksom på belysning og vinkler, når jeg har sex. Jeg skjuler mig ikke for spejlet. Jeg ved, hvordan jeg ser ud, og jeg kan faktisk godt lide det, det meste af tiden. Jeg har ikke en “rejse” mod selvaccept kørende. Jeg er bare nået dertil, hvor det fylder mindre.

Måske fordi jeg simpelthen blev træt. Træt af at bruge så meget energi på et projekt, der aldrig blev færdigt. Der var og er altid et eller andet, der kunne (og kan) strammes op, glattes ud eller tones ned. På et tidspunkt begyndte jeg nok bare at glemme det.

Måske fordi livet blev rigere på andre fronter? Rigere på relationer, børn, arbejde, kærlighed, grin, logistik, alt det, der ikke levner meget plads til konstant selviagttagelse, og jeg opdagede, at kroppen faktisk tager sig bedst ud, når man glemmer at vurdere den.

Der var en periode, hvor jeg troede, jeg skulle vinde kroppen tilbage. Efter hver graviditet havde jeg sådan en forestilling om, at jeg kunne og skulle “finde mig selv igen”, som om jeg havde tabt mig selv et sted. Men det, der vendte tilbage, var aldrig det gamle. Det var bare noget nyt.

Jeg forstår godt, hvorfor mine yngre kollegaer taler, som de gør. De er vokset op i en tid, hvor kroppen ikke bare er et udgangspunkt, men et projekt. Hvor man kan, optimere alting! Hud, hår, hormoner forbrænding, fertilitet. Det er jo næsten umuligt ikke at tro, at man har indflydelse på alt, når algoritmer og eksperter lover, at man kan.

Jeg har bare levet længe nok til at vide, at man ikke kan kontrollere sig fri af forandring. Den kommer alligevel.

Jeg bliver lidt trist på deres vegne – og på mit yngre jegs, og måske også på mine døtres.
For vi er alle sammen vokset op i det samme blik: Et blik, der ser kvindekroppen som noget, der skal passes, vurderes, korrigeres. Og hvor meget energi går der ikke med at forsøge at undgå noget, man ikke kan undgå?

Jeg ved godt, at alverdens forskønnende indgreb og behandlinger findes derude nu. Botox, fillers, fedtfrysning, implantater til hele kroppen og ansigtet, facelifts, buccal fat removal… Det er blevet normalt, nærmest forventet. Mange kvinder gør det tidligere og tidligere, længe før der egentlig er noget at “rette op på”.

Og ærligt talt, fyr den af. Jeg har ingen dom over, hvad andre gør med deres kroppe, og jeg kan ikke sige mig fri for selv at kunne blive fristet. Men jeg synes, det er en skam, at det er blevet så nemt. At forandring er noget, vi skal modarbejde, ikke følge med i. Som om det at blive ældre er et teknisk problem, man kan løse, i stedet for et vilkår, man kan leve med. Jeg savner måske bare et lille mellemrum mellem at passe på sig selv og forsøge at udslette sporene af, at man har levet.

Jeg ved godt, at nogen vil mene, at jeg ikke har lov til at sige det. At jeg, med en krop som min, der for mange stadigvæk passer ind i idealet, fordi jeg er slank, burde holde min mund om kroppe.
Men måske er det netop dér, problemet ligger: At samtalen om kvinders kroppe altid skal kvalificeres, som om man kun må udtale sig fra ét sted ad gangen. At vi placerer os i hierarkier af, hvem der må sige hvad. Jeg gør jo lidt det samme i alt ovenstående.

Jeg genkender alt, hvad de siger, de unge. Den der blanding af kontrol og frygt af at ville passe på noget, der alligevel vil forandre sig. Og måske kæmper jeg stadig lidt. For det sidder jo i os, helt fra vi var små piger, den der fornemmelse af at blive set, vurderet, læst. Den siver ind i alt, selv i de dage, hvor vi tror, vi er ligeglade.

Jeg håber, de får lov at slippe den kamp lidt tidligere, end jeg gjorde. At de opdager, hvor meget frihed der ligger i at være færdig med at overvåge sig selv. For det er vildt, hvor meget tid og sprog, der går med noget, der egentlig bare burde være stilhed.