Da Cecilie blev mor, meldte spørgsmålene sig: "Jeg tænker på det, hver gang min mand afleverer børnene i børnehaven"

Cecilie Ramona Kåss Furuseth mindes tilbage til, hvad der egentlig var en helt almindelig onsdag morgen i februar 1992. Hun var syv år gammel og stod i gangen klar til at tage i skole sammen med sine storesøskende.

Madpakkerne var i tasken, og hue og vanter var trukket på de små hoveder og hænder. Klar til at gå ud en vintermorgen. Moren vinkede farvel til dem fra indgangsdøren til det gule hus.

Det gør ondt at tænke på denne morgen. For det er det sidste minde, hun husker klart af sin egen mor. Cecilie var kun syv år gammel, da hendes mor tog sit eget liv.

– Den dag tænker jeg stadig på hver morgen, når min mand afleverer børnene i børnehaven. Det er et stærkt minde.

Store dele af sit liv har den norske journalist og tv-, radio- og podcastvært brugt på at forstå og acceptere det, der skete. At ting blev, som de blev. At opvæksten blev, som den blev.

– Jeg har gået i terapi i mange år og troede egentlig, jeg var færdig med at tænke på min egen opvækst. Men da jeg fik børn selv, dukkede meget op igen. Jeg begyndte igen at tænke på min egen opvækst. Det kom uventet, men jeg mærkede, at der var meget at tage fat i.