Krop og kost

Gravid? Sådan skal din vægt være

Det er ikke en god idé at spise løs under din graviditet. Men gravide bør heller ikke gå på kur... Se her, hvordan du skal forholde dig til din vægt under graviditeten.

Gravide og vægt

Hvor meget, netop du skal tage på under din graviditet, er afhængigt af, hvad du vejede, før du blev gravid.

I forhold til din BMI før graviditeten er der forskellige antal kilo, det anbefales at tage på:

• svært overvægtige (BMI på mere end 30) bør tage mellem 8-10 kg på

• overvægtige (BMI på 25-29,9) bør tage mellem 8-10 kg på

• normalvægtige (BMI på 18,5-24,9) bør tage mellem 10-15 kg på

• undervægtige (BMI på under 18,5) bør tage mellem 14-15 kg på

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Vægten går kun en vej, når du er gravid, og det er op. I begyndelsen er det mest fedt og væske, du tager på, og senere er det barnet, der vokser.

Vægtøgningen er naturlig og gør godt for både dig og dit barn, men det er samtidig vigtigt at sørge for, at den ikke kommer helt ud af kontrol.

15 kilo er det maksimale, du bør tage på som gravid ifølge Sundhedsstyrelsen. Men er du på forhånd overvægtig, så anbefales imidlertid maks. 10 kilo.

Sådan fordeler graviditetskiloene sig

Graviditetskiloene i en sund graviditet fordeler sig ca. som følgende:

• Barnet 3,5 kg
• Livmoder, moderkage fostervand og bryster 3,5 kg
• Øget blodmængde og væske i kroppen 3,5 kg
• Ekstra fedtdepoter 1-4 kg

Vær fysisk aktiv

Det er under alle omstændigheder vigtigt at få sund kost og motion som gravid. Det vil også hjælpe dig til at komme i god 'fødeform'. Men hører du til de kvinder, hvor vægten ryger hurtigt i vejret i begyndelsen af graviditeten, bør du være ekstra opmærksom på at røre dig, og på hvad du drikker og spiser.

Læs også: Motion under graviditet

- Styr uden om de værste kaloriebomber, og vær fysisk aktiv. Var du overvægtig, før du blev gravid, bør du også holde ekstra øje med kiloene, siger jordemoder og Ph.D. Ellen Aagaard Nøhr, der forsker i gravide og overvægt ved Aarhus Universitet.

Spis sundt, men gå ikke på kur

- At begrænse sin vægtstigning er ikke det samme at gå på slankekur. Det må du ikke, mens du er gravid, fordi det kan skade dit fosters udvikling, understreger Ellen Aagaard Nøhr.

Læs også: Sådan spiser du sundt, når du er gravid

Ud over at dyrke motion opfordrer hun til at tjekke sine madvaner efter i sømmene. Det handler om at spise af det, der er sundt og godt for én, siger hun og foreslår gulerødder, grønne grøntsager og røde frugter. Hun opfordrer også til at skifte de tre store måltider ud med fem-seks små.

Kan du få energi fra andet end mad?

- Det er ok at spise noget mere, men man skal også være i stand til at kunne sige, nok er nok. Trangen til at spise kan være en fejlfortolkning af ens egne behov. Det er en kortsigtet strategi, hvis man bruger sin graviditet som grønt lys for at give los over for mad, siger Ellen Aagaard.

Hun anbefaler, at man hver dag sætter 15-30 minutter af til sig selv, hvor man gør noget godt for sig selv ud fra spørgsmålet: Hvad giver mig energi? Måske er det et par yogaøvelser, svømning, at lytte til musik eller andet. Det behøver ikke komme fra mad.

Spis IKKE for to

Som gravid har du brug for cirka 150 kalorier ekstra i begyndelsen af graviditeten og cirka 250 kalorier senere i graviditeten. 150 kalorier svarer til henholdsvis et æble og en halv skive rugbrød. 250 kalorier svarer til en pære, en banan og en skive rugbrød.

Læs også: Undgå de usunde spiseflip

Spiser du mere, end du har behov for, sætter det sig sandsynligvis som fedt, som kan være svært at komme af med igen efter fødslen.

Læs mere om kost i bogen Kost og graviditet af Jerk W. Langer, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Læs også:
Farlig dille: Superslank og højgravid
Tykke gravide har risiko for komplikationer

Læs mere om: