Jeg har brugt årevis på at gøre mig overflødig, og nu savner jeg at være nødvendig for mine børn

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er sket! Tidspunktet i mit forældreskab, hvor jeg kan sidde midt i stuen derhjemme med fuldt hus, og mine børn reelt glemmer, jeg findes.

I mange år har mit liv været som et meget langt forhindringsløb i meget små cirkler. Altid på vej, altid i gang. Jeg kunne jonglere tre børn, arbejde, vasketøj, madpakker, fødselsdagsinvitationer og lægetider på én gang, og alligevel følte jeg ofte, at jeg kom til kort. Det var et småbørns-liv, hvor alt var akut og ingen pauser fandtes. Og nu er der pludselig pauser. Ikke et helt stille liv, men et liv, hvor jeg ikke hele tiden behøver at løbe. I hvert fald ikke lige så stærkt.

Det er mærkeligt, for siden den dag, de hver især meldte deres ankomst, og i virkeligheden nok også allerede da de boede under mit maveskind, har de fyldt alt. Mit sind, min søvn, min hverdag, mit humør, mit overskud, mine valg.

Jeg har været serviceorgan, mægler, dørmand, psykolog, kok og alt det midt imellem. Og nu føles det pludselig, som om nogen har slukket for den emhætte, der har larmet konstant i årevis, og først dér opdager man, hvor stille der egentlig kan være.

Den ældste er 16 år og på efterskole. Han svarer mig “OK”, “ja” og “ilm” på mine check-ins. Indimellem giver han lidt mere, måske et billede af omgivelserne eller en opdatering fra livet, eller en praktisk information, men oftest bare korte svar, der mere handler om at holde kontakten i live end at fortælle noget som helst. Han er indenunder den obligatoriske teenager-dvaskhed et ordensmenneske, ambitiøs, disciplineret, med humor og et snakketøj, der kan overtale hvem som helst til hvad som helst. Han har lavet sine egne rutiner og følger dem nøje. Han ringer, når han har brug for MobilePay eller login til streamingtjenester, og andre gange bare for at sludre. Det er smukt og mærkeligt på samme tid: Jeg har brugt 16 år på at gøre ham selvstændig, og nu står jeg tilbage og savner at være uundværlig.

Min mellemste, min præteen, er noget helt andet. Hun er den mest tænksomme af os alle. Hun kan sidde længe og bare mærke, hvordan alle andre i rummet har det, uden nogen har sagt et ord. Hun registrerer alt: hvem der sukker, hvem der ser væk, hvem der siger det ene og mener det andet. Hun har en radar for stemninger, som jeg genkender alt for godt. Hun kan ud af det blå, midt i noget andet, opsøge en og spørge, om man er ked af det. Og først dér opdage, at ja, det er jeg faktisk måske lidt. Hun har arvet både min empati og mine bekymringer. Det føles til tider som at se små stumper af mig selv gå rundt uden filter. Jeg vil så gerne tage det tunge fra hende, men jeg ved jo godt, hvor svært det er at skrue ned for den slags.

Og så er der den yngste, otte år, og på mange måder i sin egen verden. Hun vågner om morgenen og springer ud i dagen, som om hun allerede har skrevet tre kapitler i sit eget eventyr, inden jeg har fået min første kaffe. Hun bygger huler, klatrer i træer, opfinder små historier og stiller dagligt spørgsmål som ”Fandtes der egentlig dinosaurer da mormor var barn” eller ”Ville verden ikke være meget nemmere, hvis vi alle sammen var ens og hed Henrik?”.

Hun er skrupskør, finurlig og fantasifuld og bærer sin fars totale bekymringsfrihed som en superkraft. En egenskab, der nogle gange gør mig helt misundelig. Jeg ville ønske, jeg kunne kravle ind i fantasihulen med hende og blive dér, hvor deadlines, bekymringer og forældreintra ikke findes.

Det er mærkeligt, hvordan de tre kan være så forskellige og alligevel bære små ekkoer af mig alle sammen. Min søn der taler med samme fart, som jeg gør, når han virkelig vil vinde en diskussion. Den mellemste kan blive stille på præcis den måde, jeg selv kan og ofte gør, sådan en tung, tænksom stilhed, der siger mere, end man egentlig har lyst til at indrømme. Og den yngste har min fjollethed, som jeg selv alt for ofte glemmer at bruge, fordi jeg er voksen. Det er små, genkendelige stumper af mig selv, drysset ud i mennesker, der bliver mere og mere deres egne.

Som de jo skal.

Først vil de sove på dig, så ved siden af dig, så ikke i samme rum, og pludselig bor den ene på en skole på Fyn. Jeg er stadig infrastrukturen. Jeg sørger for mad, penge, og sko, der passer. Men jeg er ikke længere universets midte.

Jeg nyder det. Stilheden. Friheden. Ikke konstant at blive råbt op. Men jeg mærker også en rastløshed og en slags underskudsfornemmelse, som ikke handler om kærlighed, men om funktion. Det er ikke længere mig, de ikke kan undvære. Jeg er bare den, der holder det hele sammen bag kulissen. Lidt endnu.

Forældreskab er mærkeligt på den måde. Man bruger årevis på at gøre sig selv overflødig, og lige når det lykkes, savner man at være nødvendig. Man lærer at give slip, mens man opdager, at man aldrig helt kan.

Så når jeg sidder midt i stuen, uden at nogen bemærker mig, mærker jeg alligevel hele spektret på én gang: stoltheden, vemodet, glæden og tabet. Jeg siger ikke noget. Jeg larmer ikke. Jeg lytter bare. Til mine egne børn, der langsomt skriver sig fri af mig, med mine ord, min latter og mine bekymringer vævet ind i deres stemmer.

Som en slags baggrundsstøj. Den mest vedholdende, mest genkendelige og fineste støj jeg nogensinde har lavet.