
"Man må knibe sig i armen, for kan man virkelig have al den skønhed helt for sig selv?"

Con Dao: Vietnams skjulte perle med strande, jungle og spændende historie – perfekt til rolig ferie langt fra turiststrømme.
Foto: Anette Claudi
Allerede på den korte taxatur fra lufthavnen til vores hotel flytter Con Dao ind i vores hjerter. Turen går ad snoede veje langs det krystalblå hav med et drys af småøer overalt. Små livlige aber myldrer rundt i vejkanten og stirrer på bilen, som om de tænker, at nu sker der da endelig noget. For her er stille. Efter asiatiske forhold ekstremt stille.
Vi har blot fløjet 45 minutter, men det er, som om vi er fløjet til en helt anden verden. Vi forlod Vietnams fascinerende, men hektiske og larmende millionby Ho Chi Minh City, og nu møder vi et tilbagelænet Vietnam i de allersmukkeste klæder. Kontrasten er slående, og efter få minutter på øen mærker man bare, at det her bliver den smukkeste udgave af en opslugende ferie.

