Jeg fylder 40 næste år. Jeg kender min cyklus og min pensionsordning, men jeg lever i en slags mellemrum

Cecilie Rubini er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har skrevet “lære at brodere” i mine noter og grinet af det, men kan også mærke, at jeg sgu mener det.

Det står og flagrer midt imellem “afmelde streamingtjeneste” og “ringe til fysioterapeut.”

Det er ikke noget, jeg nogensinde har ønsket før. Men pludselig kunne jeg mærke, at jeg godt gad sidde stille med noget i hænderne, noget langsomt og gammeldags, noget der ikke fører videre, men bare er i sig selv.

Jeg fylder 40 næste år. Jeg har tre børn, et godt job, et nogenlunde hjem, et liv der fungerer, det meste af tiden. Jeg kender min cyklus og min pensionsordning. Jeg har været gift. Jeg er blevet skilt.

Se dét er da voksent. Selvom det ikke altid føles sådan.

For jeg kan stadig drikke shots og komme hjem klokken 04 og være lykkelig over, at jeg gjorde det. Jeg har bare sjældent nogen at gøre det med.

De fleste har leverpostejsbørn og træterrasser. Jeg har ikke engang altan.

Jeg lever i et slags mellemrum. Et sted mellem en IKEA-skammel, jeg har haft i 20 år og hader, men aldrig smider ud, og fondsinvestering. Mellem søvnmangel og selvudvikling. Mellem at savne nogen og virkelig nyde at være alene.

Jeg kan få tre børn ud ad døren klokken 07.15, men det tog mig tre uger at få luft i min cykel, fordi jeg stadig ikke ved, hvordan sådan en pumpe fungerer.

Jeg kan planlægge kvartalsstrategier og sende folk hjem fra møder med motivation i tasken, men jeg kan ikke samle et møbel uden at blive hidsig.

Man kan vel sige, at jeg står et sted, midt i livet, lettere forvirret hvor jeg teknisk set er voksen, og skriver i mine noter, at jeg gerne vil brodere. Og kysse nogen, jeg ikke kender. Og finde ud af, om jeg stadig kan stå på hænder, bortset fra, at det har jeg aldrig kunnet. Det kommer også på listen: ”Lær at stå på hænder”.

Et sted, hvor jeg ikke mangler noget bestemt, og alligevel nogle dage mangler alt.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tror bare, vi ikke taler så højt om det.

For hvad skal man sige?

At man er taknemmelig. Og forvirret. At man har lært noget. Og stadig ikke fatter en skid. At man er landet. Og drømmer om at lette igen.

Jeg er gammel nok til at kende forskel på ensomhed og alenetid. Men nogle dage føles de ens, og det må de gerne. Ikke en krise, men et midaldrende mellemrum.

Og jeg forsøger at finde balancen: mellem ansvar og lyst, mellem “jeg har styr på det” og “hvorfor kan det at glemme at købe kaffekapsler føles som et nederlag?” Mellem broderi og brandert.

Og lige der i mellemrummet, dér står jeg.

Med en flad cykel, håb i hjertet og et notat om broderi, jeg ikke kan få mig selv til at slette.