Følelsen ramte hende som en Lego-klods på gulvet med bare tæer. Så besluttede hun at gøre noget

Maja Laungaard Andersson er grafisk designer og art director. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Et par måneder inden min førstefødtes 13-års fødselsdag blev jeg ramt af noget hidtil ukendt i mit pulserende moderhjerte.

En “lige om lidt står han på egne (heldigvis stadig ranglede) ben”-følelse. Om lidt får han for alvor sit “eget liv” og har ikke længere samme behov for mor-assistance. Måske vil han ovenikøbet synes, at jeg er pinlig og uddateret… yeiks!

Det lyder måske dramatisk, men følelsen ramte mig som en Lego-klods på gulvet, med bare tæer i mørke – det måtte jeg gøre noget ved. Jeg spurgte min snarlige teen, om han havde lyst til at tage på eventyr? Bare os to.

Jeg underkender ikke skjulte skatte, hemmelige kort og magiske skove som nyttige elementer i en eventyrfortælling – men for mig er det også et eventyr, i al sin enkelhed, at turde træde lidt væk fra det velkendte.

At kaste sig ud i noget, der ikke givetvis bliver en succes. At spørge, hvad klokken er, og være ligeglad med svaret. Hvor ofte har man ikke halset rundt med ungerne i en lækker storby for at nå alt på en “10 ting du SKAL opleve”-liste, eller brugt halve og hele timer i alenlange køer rundt om i Europas smukke forlystelsesparker!?

Ærligt, jeg elsker det hele! Men denne tur skulle være noget andet.

Kriteriet for dette eventyr var tid. Og kombineret med et lille budget og en begrænset periode på en uges efterårsferie blev vores eventyr til en 100 km lang pilgrimsfærd på den spanske Camino – fra Santiago de Compostela til Finisterre (Verdens Ende). Den allersidste af Caminoen.

Ingen af os havde på forhånd erfaring med at vandre. Intet udstyr og ingen egentlig viden om, hvad vi kastede os ud i – men en stensikker garanti for en uforglemmelig oplevelse. Og det gad han heldigvis godt.

Caminoen er fyldt med tusindvis af historier og endnu flere skridt. Jeg vidste, at voksne er begejstrede for ferieformen med det snævre fokus: at sætte det ene ben foran det andet, indtil man når sin destination. Og lade alt andet blive fyldt ud og ladt op undervejs.

Som voksen, med hundrede ting at tage sig af hele tiden, er det ikke svært at blive begejstret for den luksus at kunne koncentrere sig om det som det eneste. Men sætter en teenager pris på ro og denne mere simple måde at være sammen på? Svaret er JA.

Min teen nød naturen, roen og de simple mål lige så meget som jeg. Jeg havde på forhånd downloadet en app,som viste steder at spise, steder at overnatte og hvor langt vi skulle gå. Jeg købte en regnponcho til hver, men lånte et par rygsække og brugte ellers, hvad vi havde af sko og tøj.

Undervejs besøgte vi små kirker, soppede i floder og fandt vandrestave. Mens vi fulgte de analoge muslinge-afmærkninger langs stier, op ad bjerge og gennem smukke skovområder, blev der gjort plads til gode snakke, fjollerier og oplevelsen af at se nye, ret så fede, sider af mit barn, som jeg ellers kender vældig godt.

Vi opfandt nye quiz-formater og vendte alt fra fødselsdagstemaer, venner og skole. På denne tur fik vi både skatte, kort og skove, og en unik mulighed for at få tid sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at rammerne for sådan et eventyr kan se ud på uendelig mange forskellige måder.

Vores udfoldede sig på Caminoens sidste strækning – en anbefalelsesværdig destination, der har det hele. Et kort, hårdt, men helt og aldeles vidunderligt eventyr, som vi vil huske til vores dages ende.

Vi kastede os ud i det uden ret meget forberedelse - det nåede vi ikke. Men det gjorde ikke noget. Vi havde på læst et par do’s and don’ts, anbefalinger og pakkelister fra garvede vandrere. Der var de ting, man har én med af (tandbørste, jakke, lagen osv.) og så de ting, man har to med af (undertøj, t-shirts, sokker osv.).

Vi bar selv vores tasker, så vi kunne godt se pointen i at begrænse pakningen til et minimum. Vi tilføjede selv Uno, Yatzy, en Tamagotchi, som vi hyggede os med at holde i live på turen, og (en del) snacks. Og det fungerede virkelig godt.

Vi bar på ca. 7–8 kg hver og vaskede lidt undervejs. Men især jeg kunne godt have brugt ét sæt tøj mere… På den to timer lange bustur tilbage fra Finisterre til Santiago snakkede vi om, hvor lidt man egentlig kunne klare sig med. Jeg spurgte, om der var noget, han havde manglet!? “Nøh, måske Hannibal,” var hans svar. Hans syv år yngre lillebror, som han savnede efter en uge.

Et svar, jeg ikke lige havde regnet med, og som jeg indrømmer gav mig blanke øjne. Og også lidt flovhed over, at jeg selv havde nævnt en ren t-shirt. Sikke en sød og betænksom teen, jeg har.

Caminoen er et slags symbol på livets rejse – ét skridt ad gangen, med udfordringer, pauser og refleksioner. Og er teenagealderen ikke netop det? At være på vej. En alder, hvor han stadig spørger, om vi skal spille brætspil om aftenen. Hvor det stadig er hyggeligt at se en Star Wars-film sammen. Men også en tid, hvor der, side om side med Lego, er mærkevarejeans, parfume og de nyeste gadgets på ønskesedlen. En alder midt imellem.

Det er både sjovt, rørende og lidt skræmmende at se, hvordan hans verden udvider sig. Han skal uundgåeligt igennem det hele, og det er også helt OK.

Idéen til denne tur kom sig af en forestilling om at “skulle nå det”, mens han stadig gider at være på tur med mor – og det kan der måske være noget om. Vi nåede et langt stræk hånd i hånd, før han slap.

Men denne tur har også givet mig roen til at nyde alt det, der nu kommer. Også at han bliver ældre.