Børn har ret til tid, hvor de ikke bliver overvåget

Tine Bendixen er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kontrasten var så tydelig, da jeg for nylig befandt mig i en by ved Middelhavet. Der var børn, der legede, cyklede, fiskede. Alene eller i flok. Uden voksnes overvågning. Også i skumringen.

Sådan var det også herhjemme, da jeg var barn. (Personligt gik jeg nok over stregen, da jeg som fem-seksårig sammen med en veninde en decemberdag gik fra Nørrebros Runddel ind til Daells Varehus i Nørregade for at se på nisser og havde ”glemt” at sige det til min mor og kom hjem tre timer senere).

Men dengang havde de fleste børn helt naturligt klumper af tid for sig selv, hvor voksne havde tillid til, at de løb og legede et sted i nærheden. De fleste børn havde en ”komme-hjem-tid”, men indenfor den ramme, var der frihed. ”Keder du dig? Gå ud og leg! Vi spiser klokken 18.”

Sådan er det ikke længere. I dag er børn under konstant overvågning. Hele tiden i voksnes hænder. Hele tiden til at komme i kontakt med på mobilen. Hele tiden til at lokalisere via tracking på samme mobil. I virkeligheden hele tiden udsat for påstanden om, at de ikke kan klare sig selv.

Kan du huske nydelsen, når man som førskolebarn fik ansvaret for et eller andet alene? Gik til købmanden og købte smør for sin mor og havde penge med hjemmefra?

Jeg følte, at jeg voksede, mens jeg gik henad fortovet. Eller mere udfordrende: Når jeg tog bussen alene igennem byen og hjem til min farmor i Valby som otteårig. Og klarede det. Den sejrsrus skal man ikke forklejne.

Da jeg blev teenager, var vi rykket i hus. Jeg havde ikke ”komme-hjem-tid”, bagdøren stod bare ulåst, når jeg kom sent hjem efter en fest. Det var ikke fordi, ingen registrerede, at jeg var væk, for min far havde tit lagt en af Irmas kørvelsupper på tube parat i køleskabet, så jeg kunne genoprette saltbalancen dér ud på natten.

Der var bare en stor grad af frihed. Som en slags forberedelse til at blive voksen tænker jeg om det i dag.

Vi kan godt diskutere, hvad frihed er, for det er ikke nødvendigvis det samme for dig, som det er for mig. Men vi kan ikke diskutere, om børn har ret til privatliv, for det har de.

Børn har ret til tid, hvor de ikke bliver overvåget af Big Mother eller Big Father. Til at voksne ikke kontrollerer alt, styrer alt og blander sig i alt. (Hvordan skal de i øvrigt nogensinde kunne ”lege doktor” eller udforske en begyndende seksualitet, hvis de aldrig får lov til at være uden opsyn?).

Børn har også ret til at have små, private hemmeligheder for de voksne. Det er en del af det at blive en person. En del af udviklingsrejsen.

Og unge har ret til at bevæge sig ud i livet uden en forælder i hånden. Forældre vil deres børns bedste. Men. Det er bare ikke far, der skal gafle fritidsjobbet i supermarkedet for én eller mor, der skal ringe til lægen for én, hvis man har fået fodvorter eller klamydia og tilmed gå med én til konsultationen, når man er 17-18 år.

Det er én selv. Det er også en del af det at blive en person. En del af udviklingsrejsen.

Temaet kører sørgeligt jævnligt i medierne: Alt for mange unge er ulykkelige, utilpassede, uden retning, umodne, psykisk sårbare, har svært ved at håndtere modgang. Måske har de simpelthen haft for meget overvågning og for lidt frihed. Spørgsmålet er, om de egentlig har fået lov til at lære at klare sig selv?

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 45/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.