Jeg sad i en bus på vej på arbejde og hørte ham råbe ordene ”mor” og ”død” i samme sætning

Tine Bendixen er journalist. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Min mor vågnede ikke en maj-morgen i 2019. Aftenen før havde hun foldet sit tøj pænt sammen og hængt det over et stole-armlæn. Så var hun gået i seng. Formiddagen efter stod jeg i soveværelset og tog scenariet ind. Der lå et ugeblad på natbordet. Læsebrillerne lå ovenpå. Det normale i alt det unormale. På et eller andet tidspunkt i løbet af natten var hun død. Sengen var tom. Ambulanceredderne havde taget hende med.

Det var min bror, der ringede til mig med den chokerende besked. Jeg sad i en bus på vej på arbejde og hørte ham råbe ordene ”mor” og ”død” i samme sætning. Sært som det uventede kan opleves fuldstændig uvirkeligt. Hun var 79 år. Fejlede tilsyneladende ikke noget. Rask og rørig. Helt klar i hovedet. Bom. Vores tiltagende demente far vågnede den morgen. Hun gjorde ikke.

Nu lå hun i et sygehus-kapel. Min bror, vores søster og jeg kørte dertil. Sygeplejersken, der havde modtaget vores døde mor og gjort hende i stand – det lyder så formelt og koldt, og sygeplejersken var faktisk både venlig og varm, men jeg ved ikke, hvad man ellers skal kalde det - sagde ”formentlig blodprop i hjertet”.

Jeg tog et par billeder af min døde mor, som jeg stadig har svært ved at se på, og så sad vi dér omkring båren i kapellet med hver vores fortumlede tanker.

Af respekt for min mor vil jeg ikke gå i detaljer, men i tilfælde af at du aldrig har set et menneske, der er dødt få timer forinden, kan jeg sige så meget, at kroppen er grågullig og voksagtig og at konturerne af det, der var selve personen, langsomt og uafvendeligt forsvinder. Sådan var det i hvert fald for mig.

Min mor fik en luksusdød. Synes du, det er et frækt ordvalg? Men det var jo sådan, det var: Ingen alvorlig forudgående sygdom, ingen hospitalsindlæggelser, bare en helt almindeligt levet hverdag, der stoppede fra den ene dag til den anden. Som de fleste vel ønsker sig at sige farvel til livet: At sove ind i døden uden selv at opdage, hvad der er på vej. På en eller anden måde at slippe udenom, ikke?

Død eller gået bort?

Da min bror ringede den morgen, sagde han ”død”, han sagde ikke ”gået bort”, han sagde tingene, som de var. Vores mor var ikke gået nogen som helst steder hen. Hun var død. Jeg tænkte over forskellen på de to ordvalg for nylig, da hjerneforskeren og psykiateren Peter Lund Madsen døde pludseligt som kun 65-årig.

Efter bisættelsen af ham læste jeg en artikel på DR’s hjemmeside om forløbet op til og efter hans død. Midt i artiklen stod sætningen, ”Kort efter fik Peter det dårligt, satte sig under et elmetræ og gik bort”. Den sætning viser absurditeten, for man kan ikke både sætte sig ned og gå samtidig, vel? Det er fysisk umuligt. Alligevel er det en yndet vending.

Det handler om berøringsangst. Når man siger ”gået bort” holder man bevidst eller ubevidst døden på afstand. Det er noget, man kun siger om mennesker – jeg har aldrig hørt nogen sige om en ko, en elefant eller en hund, at den er ”gået bort”. Vi har svært ved dødens kontanthed, når det gælder mennesker.

Folks berøringsangst er åbenlys på de sociale medier, hvor reaktionen ofte er ”Kondolerer” efterfulgt af en eller anden pænt passende emoji, når nogen er død. Men der er ingen af os, der slipper udenom, uanset om vi får luksusmodellen eller den hårde tur.

Jeg er ikke selv for god. Jeg synes, det kan være utrolig udfordrende at finde ordene, når jeg står overfor et menneske, der er i sorg over et elsket menneskes død. Hvad siger man? Hvad siger man ikke? Det er derfor, man ofte ender med ikke rigtig at sige noget.

Døden strammer. Det er en trøje, man ikke har lyst til at prøve, når man ser andre i den. Men døden går ikke væk, selv om man forsøger at skyde den fra sig. Ligesom sorg over den ikke går væk – mange mennesker i sorg oplever, hvordan deres omverden indikerer, at nu må de have sørget ”nok”.

Det må være utrolig ensomt at være i sorg, mens andre mennesker forventer, at man indstiller sig på at livet går videre. Vi er også alderskalkulerende, der er uudtalte regler for sorglængde: Ældre mennesker kan man ikke sørge lige så længe over som yngre. Jo, man kan. For det handler om tab uanset alder. Der findes historier om ægtefæller, der er døde med få dages eller endda timers mellemrum. Man kan godt dø af sorg.

Derfor skal vi tale meget mere åbent om døden og kalde den ved sit rette navn. For kun sådan kan vi dele de svære tanker om både alt det, vi ved og alt det, vi ikke ved. Og drage omsorg for hinanden.

Tabuet om døden

Jeg går og funderer over, hvornår det sætter ind – tabuet om døden. Børn har det jo ikke. Jeg ser stadig for mig, hvordan min overbos dengang syv-otte årige datter resolut kommer ned ad trappen med en papkasse i hænderne og sin mor i hælene og siger: ”Mit marsvin er dødt, vi skal ud og begrave det”. Og i mit skab ligger en lille hilsen, som min egen dengang syv-årige datter skrev i 2008.

En af mine nære veninder var død.

Min datter var selvfølgelig med til begravelsen, og til kirkekaffen bagefter tog hun en serviet og skrev, ”Kære Helle, jeg ville ønske, at du ikke var død. Du er et af de sødeste menesker, jeg har kent”.

Da min mormor døde som kun 52-årig, var jeg fem år og måtte ikke komme med til begravelsen, det måtte børn generelt ikke dengang af misforstået hensyn. Jeg tegnede min mormor som engel med kantede vinger og langt, glat, mørkt hår, det var min farvelhilsen.

Og så spurgte jeg min mor, om det nu var helt sikkert, at min mormor havde fået sit røde nylonindkøbsnet med plastikhåndtag med. Det fra Daells Varehus, der altid hang parat på dørhåndtaget til køkkenet. For hun kunne jo ikke klare sig uden det livsnødvendige net, selv om hun var død, vel?

Børn er kontante og konkrete. Voksne er det ofte ikke, når det gælder døden.

Bisættelse eller begravelse

Personligt tumler jeg indimellem med et dilemma. Bisættes eller begraves? Det valg er så svært, at jeg gang på gang skyder det fra mig. På den ene side er der begravelsen: Kroppen ned i kisten og ned i jorden.

Det positive ved det er, at man leverer noget tilbage til jorden, bliver ét med den jord, man er kommet fra, til jord skal man blive. (Og af jord skal man muligvis genopstå, hvis man tror på den mulighed.) Men ... mider. Forrådnelse. Klaustrofobiske tanker om kister.

På den anden side er der bisættelsen. At komme ned i kisten, blive kørt ind i ovnen og kremeret. Det positive ved det er, at kun asken er tilbage, og den kan blive spredt ud over havet eller fjorden et sted, man har elsket, for det må man faktisk helt lovligt, bare der er 200 meter til land.

Men krop omsluttet og fortæret af ild. Klaustrobiske tanker om kister i ovne. ”Jamen det går hurtigst”, sagde min bror for nylig. Og det har han jo ret i. Så jeg hælder mere og mere til bisættelse.

Hvis der er et job, som AI garanteret aldrig nogensinde kommer til at overtage, må det være bedemandens eller bedekvindens. Der er meget praktik omkring død. Og måske spænder vores uafslappede forhold til døden ben for, at vi forholder os fornuftigt til den praktik, og hvad den egentlig koster.

Det er dyrt at dø. Jeg forstår ikke, hvorfor en simpel kiste i MDF skal koste 6.000-7.000 kr. Undskyld, hvis jeg virker ufølsom, men bare til sammenligning: Et Ikea-højskab (Metod) på 60X60X200 cm koster 570 kr. En Ikea-låge (Veddinge) i passende mål koster 260 kr. Det er 830 kr. Materialerne er de samme.

Størrelsen passer de fleste. Hængsler og håndtag kan vel ikke koste en formue. Der er et eller andet misforhold mellem priser på kister og på det arbejde og de materialer, der faktisk ligger i dem.

Det er der også, når det gælder alt det andet, der koster i forbindelse med en begravelse eller en bisættelse. Hvis vi turde tale mere åbent om døden, ville vi måske ikke føle os så klemte i situationen hos bedemanden. Man vil jo ikke virke fedtet, vel?

Muligvis er man også bare så lammet af sorg, at man slet ikke kan forholde sig til udgifter til bårebuketter og kister og kilometerkørsel i rustvogn. En helt almindelig kiste, produceret i pap, kan man faktisk godt få hos bedemændene og bededamerne i disse bæredygtige tider.

Men den koster snildt mere end tre gange så meget som Ikea-skabet. Mindst. Så jeg vil gerne slå et slag for, at Silvan og Stark og alle de andre byggemarkeder kommer ind i kampen og begynder at producere papkister til konkurrencepris. Sådan en vil jeg foretrække, når den tid kommer. Jeg vil hellere bruge pengene på at få nogen til at komme og spille mit yndlingsnummer i kirken.

Nu synes du måske, at jeg laver grin med døden. Men det må man godt. Bare man også husker at tage den og sig selv alvorligt. Bare man husker at tale med sig selv og sine nærmeste om døden. Hvad tænker man om den? Hvad er man bange for? Hvad har man af ønsker?

Vil man for eksempel genoplives, hvis man som +60-årig falder om og ifølge lægerne har udsigt til et liv som grøntsag? Det kan man selv bestemme som +60årig nu, og herfra bliver det et nej tak. Jeg forestiller mig, at det må være som at være levende død. Så hellere være rigtig død.

Vi kan ikke bære os selv

For nylig interviewede jeg præsten og debattøren Sørine Gotfredsen til SØNDAG og spurgte hende, hvorfor hun mener, at vi mennesker har brug for Gud. Hun svarede blandt andet:

”Fordi vi ikke kan bære os selv. ( ... ) Og hvis du endelig skal have den teologiske kerne med: Vi har brug for Gud for at blive frelst, når vi en dag ikke er her mere.”

Jeg ved jo ikke med dig, men hvad det sidste angår, bliver det en smule for ”himmel eller helvede” og ”Sankt Peter eller Satan” for mig. Men det første: ”Fordi vi ikke kan bære os selv”, synes jeg er utrolig smukt. Jeg har altid været en lille smule misundelig på dem, der har så stærkt et trosforhold, at de er overbeviste om og har tillid til, at noget holder hånden under dem livet igennem (Og at det IKKE alene er velfærdssamfundet).

At bære sig selv kan indimellem være en tung omgang. Med jævne mellemrum er de der, dødsannoncerne, i de aviser, der stadig findes i trykte udgaver – hvor myndighederne efterlyser slægtninge til mennesker, der tilsyneladende er døde uden nogen form for familie. Nogle mennesker er så alene i døden og også efter, at der er præster, der inviterer helt fremmede til at komme til bisættelsen, synge salmerne og bære kisten ud. Fordi kirkebænkene ellers ville være tomme.

Fordi vi ikke kan bære os selv, vel?

Ingen svensk dødsrengøring

Hvis jeg bliver lige så gammel som min mor, har jeg 15 år tilbage at leve i. Det er faktisk ikke ret meget, når jeg tænker på, at jeg af og til møder gamle bekendte, jeg ikke har set i fem år, fordi tiden bare er løbet, og jeg udbryder, at NU skal vi altså ses til en middag. Og mener det. Jeg er ikke ung længere, det kræver ikke en mental kikkert at få øje på døden i det fjerne.

Den er kommet tættere på. Det er tankerne om, hvordan jeg har levet og lever mit liv så også. Jeg er erklæret hedonist og maximalist. Livet skal nydes. Hvad er der ved at blive 102, hvis man i håb om et langt liv (og i virkeligheden en utopisk drøm om aldrig at dø) har levet som asket, flagellant, sundhedsapostel og livsfornægter?

Min mor havde flere år før sin død praktiseret ”svensk dødsrengøring”. Garanteret uden at vide, hvad dét var, da hun gik til minimalistiske yderligheder: Total oprydning og benhård decimering af et livs habengut.

Det kommer aldrig til at ske for mig.

Det er en smagssag, men jeg synes ærlig talt, det er en menneskeret at give sig selv lov til at leve med al sit habengut, så længe man lever, i stedet for at forberede sig i god tid på at dø ved at leve i et sparsomt indrettet hjem med henblik på, at ingen andre behøver rydde op efter en. Hvis det endelig er, kan de efterladte få en dødsbo-opkøber til at rydde det hele.

Hvordan mon det føles at dø? Drømte min mor, at hun døde, da hun gjorde det? Vågnede hun i et splitsekund inden, fordi noget gjorde ondt? Eller var det bare en fuldstændig glidende overgang fra liv til død? Det får jeg aldrig at vide.

Der er mange andre ting, jeg aldrig får at vide. Det er en fortrydelse hos mig nu, at der er ting, jeg aldrig fik talt med min mor om. Følsomme og svære ting, som hun og i virkeligheden vel også jeg var veget udenom, og som nu aldrig finder deres rette hylde. Det rummer sin egen sorg. Derfor har jeg – for sent – lært, hvor vigtigt det er at få sagt og spurgt om det nødvendige. I tide.

Det skal hermed være en anbefaling. Snak om livet. Og om døden. Og husk at leve livet, mens du har det.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 42/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.