Annonce
Familieliv
12. september 2025

“OK.” Uden emojis. Uden forklaring. Bare OK. Med punktum. Skræmmende

Kan fædres og mænds fåmælte kærlighed noget, som kvinders og alverdens emojis ikke kan? Det tror ugens klummeskribent.
Af: Christina Bølling
Christina Bølling.

De kærlige, kluntede og komiske far-sms’er har en vidunderlig charme og genkendelighed, skriver Christina Bølling i en klumme.

Foto: Stine Heilmann

Jeg var inde og læse gamle beskeder i mine telefon forleden. Jeg faldt i staver. Det var især min sms-tråd med min far, som rørte mig. Mine halvlange beskeder, hans korte svar. Fraværet af kærlighedserklæringer fra hans side forvissede mig på sær vis endnu mere om, hvor højt han elskede mig: Højere end ord kan beskrive, åbenbart.

Den lidt morbide læsning (midt i arbejdstiden endda), skyldtes en stor feature i New York Times Magazine om netop det. Et fænomen, man på engelsk kalder dad-texts, altså en far-sms. Alle, der er så heldige at have en far, ved, hvad jeg taler om.

På en heldig dag får du – helt umotiveret – et fjollet billede eller en film, han har fundet efter at have siddet med sin iPad hele formiddagen. På en almindelig dag får du: Thumbs up. Tommelfingeren op som et okay er den absolut mest brugte emoji af mænd. Og den kan betyde alt fra ”godt gået”, ”tillykke”, ”øv, at du ikke kommer alligevel” til ”tak for sidst”, sågar.

Annonce

Når fædre skriver længere beskeder, er det typisk, fordi de skal hjælpe med noget praktisk, såsom hvordan du kontakter banken, forsikringsselskabet eller hvordan du alligevel åbner en vaskemaskine, der er gået i baglås. Den slags kræver forklaringer. Det gør følelser ikke i samme grad.

Essayet var både sjovt og rørende – det slog mig, at der er noget helt særligt ved den måde, mænd viser kærlighed på: Ved at være der! De kærlige, kluntede og komiske far-sms’er har en vidunderlig charme og genkendelighed. De kender ikke til ghosting og kunne ikke drømme om at bruge det.

Annonce

Og der er tilsyneladende ikke særlig stor forskel på amerikanske fædre og danske, når det gælder tastaturet på telefonen: Ingen eller kun ringe kommatering og et fåtal af punktummer og som sagt: Tasterne bliver ikke slidt! Et par af eksempler siger det.

“OK.” Uden emojis. Uden forklaring. Bare OK. Med punktum. Skræmmende.

“Har du fået nyt nummer?”, sendt til dit nuværende nummer, som du har haft i 10 år, fordi du ikke har svaret på hans seneste besked hurtigt nok.

Eller denne her: ”Spaghetti?” Sendt klokken 16 og en invitation til middag samme aften.

Annonce

Mine to kolleger fandt også deres fædres frem, og vi grinede i 20 minutter, mens vi læste op. Men vi lo af lykke og lettelse over, at fars og mors, mænds og kvinders, drenge og pigers sprog er SÅ forskelligt.

Kvinder skriver ofte ekspressivt, bruger flere emojis og flere udråbstegn. Mænd skriver kortere beskeder, ofte uden hilsner eller afslutninger – og mere opgave- eller faktaorienteret. Kvinder bruger oftere indirekte hints eller følelsesmarkører, mens mænd typisk er mere direkte og nøgterne.

Bare det her:

Annonce

Kære Chr.

Alle de sms’er, jeg har fået, starter med Kære Chr. Det er forkortelsen for mit navn, superpraktisk set med farøjne, når man både har en datter og en svigerdatter, der hedder Christina og en søn, der hedder Christian. Tre gange Chr. Og man skal jo ikke fråse med bogstaverne, der er trods alt kun 28 i alfabetet, ikke?

Den sidste sms i tråden er fra mig og lyder sådan: ”Kære far, jeg håber ikke, at du har for slemme smerter. Jeg elsker dig så uendelig højt. Hjerte, hjerte, hjerte”. Min far sov ind, før han kunne svare.

Annonce

Mens jeg sad og trevlede tråden igennem, blev jeg desperat ved tanken om, at de måske ville forsvinde, for det var nemlig kun en lillebitte del af vores tråd. Den del, der var mindst morsom, fordi han var syg de sidste måneder. Jeg googlede mig straks frem til, at de (også de gamle og mest morsomme) kan gendannes. De ligger oppe i skyen – måske sammen med min far?

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 34/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ - nu om 'Gift ved første blik' - hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Annonce

Læs mere om:

Annonce

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.