Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Horoskoper

Sådan er stjernetegnet Vægten

5. maj 2021
af Maja Nygaard Bruun
Illustration: Gry Futtrup Rasmussen. Foto: TV-desk
Vægten (libra) er et stjernetegn, som er optaget af relationer, og den forsøger at skabe harmoni overalt, hvor den færdes. Astrolog Louise Bunnage gør dig her klogere på stjernetegnet Vægten.

Vægten (libra) i stjernetegn

Libra er det latinske navn for stjernetegnet Vægt, og libra betyder, direkte oversat fra latinsk, vægt eller vægtskål. Er du født mellem den 23. september og den 22. oktober, er du Vægt i stjernetegn, som er det syvende stjernetegn i dyrekredsen.

Vægten er et lufttegn, der passer godt sammen med andre lufttegn, som Vandmanden og Tvillingen eller ildtegn, som Vædderen, Løven og Skytten.

Her kan du blive meget klogere på, hvordan Vægten (libra) er som stjernetegn, heriblandt hvordan de er at date og som partner. Er du nysgerrig på, hvordan livet er for en Vægt, kan du også finde horoskop for Vægten længere nede i artiklen.

I videoen ovenfor kan du blive klogere på stjernetegnet Vægten på under to minutter.

Hvordan er Vægten som stjernetegn?

Vægten er det afbalancerede stjernetegn. Vægten symboliserer sjovt nok ligevægt. Det lyder harmonisk, men det er ofte også udfordrende. Vægten vil nemlig gerne afbalancere konflikter, uretfærdigheder og uligheder.

Vægten er meget optaget af relationer, og det er gennem de nære relationer, at Vægten lærer nyt.

Vægten er behagelig at omgås, men nogle gange kan den være så optaget af andres behov, at den glemmer sig selv.

Vægten i parforholdet

I parforhold kan Vægten for eksempel komme til at undertrykke sider af sig selv i forsøget på skabe harmoni. Måske Vægten finder en ydre balance, og lever det, der ligner et ”picture perfect” liv, men det betyder ikke, at den nødvendigvis føler ligevægt og balance indeni.

Vægten kan være så fleksibel, at den er direkte ubeslutsom og vag.

Vægten har en evne til at se tingene fra flere sider, og så er den meget rummelig. Vægten er derfor den fødte diplomat, advokat eller mægler.

Vægten er meget kreativ og æstetisk. Det ses for eksempel i Vægtens tøjvalg og boligindretning. Vægten elsker skønhed i alle dens former, og derfor kan den med fordel bruge sin interesse for det æstetiske til at opnå en indre ro.

Når Vægten skaber noget, der er æstetisk flot eller nyder skønheden omkring sig, kommer Vægten et skridt nærmere den ligevægt, den søger.

Sådan er Vægten som partner

Måske er du ikke selv Vægt, men kender en som er Vægt i stjernetegn, eller måske dater du en Vægt.

Astrolog Caritas Fischer beskriver Vægten som en charmør, der elsker at give opmærksomhed i stride strømme. Vægten elsker old school romantik, og ligger derfor meget vægt på sit ydre.

Som partner til en Vægt kan du forvente dig en person som både er a blessing and a curse. Vægten elsker at give sin partner opmærksomhed, men kan samtidig have svært ved at åbne op omkring sine følelser. Men frygt ej! Vægten er nemlig nysgerrig på det sociale spil og er god til at gennemskue, hvordan relationer fungerer. Det gør vægten til den perfekte konfliktmægler!

Vægten er oftest i lange parforhold, da den ønsker at forstå verden i parløb og hele tiden have en at vende tingene med. Vægten elsker nemlig at snakke om intellektuelle ting. Du må dog ikke forvente at Vægten vil snakke om de store følelser. Vægten har nemlig tildens til at analysere sine følelser og præsentere dem på en måde, der giver mening på et narrativt plan. Det kræver derfor tid og arbejde at forstå Vægtens følelser.

Men der er dog stadig mange fordele ved at være sammen med en Vægt. Vægten er nemlig enormt givende, og sætter oftest sin partners behov i første række. Så, hvis du har fundet dig en Vægt - så har du fundet en rigtig pleaser, der elsker at give nydelse til sin partner.

Vægt i månetegn eller ascendant

Denne artikel er ikke kun relevant for dig, der er Vægt i stjernetegn. Du kan også bruge den til at blive klogere på dig selv, hvis du for eksempel er Vægt i månetegn eller ascendant.

Horoskop for Vægten

Vi er altid klar med et horoskop for Vægten – og alle de andre stjernetegn. Stjernetegn og horoskoper hænger nemlig direkte sammen, så du kan bruge Vægtens horoskop til at få et indblik i, hvad der venter dig af muligheder og udfordringer i fremtiden.

Vil du vide, hvad du går i møde med Vægt i stjernetegn? Få dagens, ugens, månedens og årets horoskop for Vægten.

Læs også