
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Sådan er stjernetegnet Fisken
26. februar 2021I videoen ovenfor kan du blive klogere på stjernetegnet Fisken på under to minutter.
Er du født mellem 19. februar til 19. marts, er du Fisk i stjernetegn.
Få dagens, ugens, månedens og årets horoskop for Fisken.
Fisk i stjernetegn månetegn eller ascendant
Denne artikel er ikke kun relevant for dig, der er Fisk i stjernetegn. Du kan også bruge den til at blive klogere på dig selv, hvis du for eksempel er Fisk i månetegn eller ascendant.
Fisken er et meget følsomt vandtegn, ligesom Krebsen og Skorpionen.
Hvis du selv er en Fisk, vil du måske kunne nikke genkendende til nogle af de personlighedstræk eller egenskaber, som vi uddyber her.
Og hvis du dater en Fisk eller din partner er Fisk, kan du forvente enorm empati og følelser i fuldt flor.
Tænker på andre
Fisken er meget sensitiv. Den er følsom ligesom de øvrige vandtegn, Krebs og Skorpion, men Fisken adskiller sig dog ved at være meget modtagelig over for energier og indtryk.
Fisken har dog ikke ligesom Krebsen og Skorpionen en hård skal at gemme sig bag.
Fordi Fisken er så modtagelig over for indtryk, har den også en fornemmelse for, hvordan andre mennesker har det. Selv helt fremmede mennesker kan fisken hurtigt aflæse.
Fisken er altså enormt hjælpsom og tænker på andre. Den skal dog også huske på at tænke på sig selv. Det kan være svært for den at sige fra og sætte grænser, da det kan være en stor energisluger at tænke på andre hele tiden.
Hvis Fisken ikke får noget tid alene og kan lade op vil det føre til udmattelse, distræthed og i værste fald depression.
En kreativ sjæl
Fisken er også et meget drømmende, fantasifuldt og kunstnerisk stjernetegn. Mange musikere har Fisken fremtrædende i deres horoskop, heriblandt Rihanna og Jon Bon Jovi.
“Fisken har dog en tendens til virkelighedsflugt og skal derfor lære at finde en balance mellem drømmeriet og virkeligheden.
Fordi Fisken har en livlig fantasi, så har den også behov for at slippe hverdagens praktiske gøremål ved at drømme sig lidt væk. Det gør den bedst gennem meditation, musik eller lignende.
Fisk som ascendant og månetegn
Hvis dit stjernetegn ikke er en Fisk, men du føler, at nogle af beskrivelserne passer på dig, så er det måske, fordi Fisken er i din ascendant eller dit månetegn.
Ens horoskop består nemlig af en hel del tegn, men man siger, at stjernetegnet, ascendanten og månetegnet udgør størstedelen af ens personlighed.
Ascendanten er den måde, som man forholder sig til omverden på. Det er også ofte den personlighed, du viser andre, første gang de møder dig.
Hvis andre ofte gætter forkert på dit stjernetegn, er det, fordi at de møder din ascendant. Du kan læse mere om, hvordan du finder din ascendant her:

Månetegnet er modsat ascendanten, hvad vi føler inderst inde – følelsesmæssigt, sjælemæssigt og instinktivt.
Tegnet afspejler også den mere underbevidste del af din personlighed, og hvad der i virkeligheden gør dig lykkelig.
Hvis du føler dig mere som en fisk inderst inde, er det måske, fordi det er dit månetegn. Du kan finde dit månetegn her:

Det siger dit månetegn om dig – og sådan beregner du det
Hvordan er Fisken som partner
Måske er du ikke selv Fisk, men har en Fisk tæt på dig i livet som partner, eller en du dater.
Astrolog Caritas Fischer beskriver Fisken som en følelsesmæssig rutsjebanetur at være sammen med. Den kan det ene øjeblik opleve stor lykke og det næste øjeblik stor sorg.
Men der er dog også fordele ved at date eller være sammen med en fisk.
- Fisken er sjældent optaget af sine egne problemer, så de vil gøre meget for at få deres partner til at have det dejligt og se det eventyrlige i verden, har Caritas Fischer udtalt til femina.

Sådan er det at date en Fisk
Fiskens 2021
For fisken er 2021 drømmenes år. Den har mange drømme og ideer, og her er øvelsen at finde ud af, hvilke drømme der er realistiske.
Derfor er det også vigtigt at tænke sig grundigt om, inden man kaster sig ud i beslutninger, der har store konsekvenser.
I sommeren vil Fisken føle sig bedst tilpas, og her er Fiskens gennemslagskraft også størst.