Sundhed
1. juni 2015

Beskyt dit barn i solen: Tips og gratis UV-app

Det er sommer, solen titter (forhåbentlig) frem – og det er skønt! Men husk nu at nyde solstrålerne med fornuft! Her er nogle gode råd til, hvordan du bedst beskytter dit barn i solen.
Af: Anne Romanelli
https://imgix.femina.dk/media/websites/mama/sundhed/mor-smoer-solcrem-paa-sit-barn/2012-33-det-bliver-sol-i-weekenden-prim.jpg

Foto: Pantherstock


Mest læste artikler på MAMA.dk

Denne aldersgruppe fødte mest i 2014Her er hemmeligheden bag velopdragne børnProblematisk at tale om en gennemsnitsfødsel

Fornuftige solvaner tidligt i livet kan reducere risikoen for hudskader og hudkræft senere i livet. Jo oftere man udsættes for store mængder UV-stråling, og jo oftere man skoldes, jo større er risikoen for at udvikle kræft i huden.

Når UV-indekset er 3 eller mere, anbefaler Kræftens Bekæmpelse således, at man beskytter sig selv og ikke mindst sine børn i solen.

I Danmark er dét typisk i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 fra april til september, når der er skyfrit eller kun få skyer på himlen.

Tjek UV-indekset med gratis UV-app

Er du alligevel i tvivl om, hvad UV-indekset er, har Kræftens Bekæmpelse i samarbejde med TrygFondens Solkampagne, Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen nu udviklet en gratis app, der hedder 'Uv-indeks'.

Med appen kan man tjekke det aktuelle, lokale UV-indeks både i Danmark og overalt i verden. Du kan finde app'en her.

Pas også på solen - i skyggen!

Kræftens Bekæmpelsen understreger, at du som forælder samtidig bør være opmærksom på, at dit barn også får UV-stråling på en skyet sommerdag. Skyerne slipper nemlig 30-70 % af solstrålingen igennem afhængig af skylagets tykkelse. Beskyt derfor barnet mod strålerne, hvis det leger ude mellem kl. 12 og 15, også selvom det er skyet.

Pas også på i skyggen på en solrig dag. Selvom dit barn sidder i skyggen af et træ eller under en parasol, får det stadig ca. halvt så meget solstråling, som i den direkte sol. Det er derfor vigtigt at beskytte dit barn mod solen, hvis UV-indekset er højt, også selvom det opholder sig i skyggen.

Sådan beskytter du bedst dit barn i solen

Kræftens Bekæmpelse lister i den forbindelse disse gode råd til solbeskyttelse:

• Den bedste solbeskyttelse er at følge de 3 solråd (Skygge, Solhat & Solcreme): Selvom danskerne generelt er gode til at solbeskytte sig, så er det langt fra alle, der ved, at solrådene faktisk står i prioriteret rækkefølge: 1. Skygge, 2. Solhat (tøj) og 3. Solcreme. Skygge er altså det mest anbefalede solråd, og det ved kun 22 procent af danskerne, hvilket betyder, at mange ikke solbeskytter sig optimalt.
• Skygge: Den bedste solbeskyttelse i middagstimerne, hvor solen står højst på himlen, er ophold i skyggen.
• Hat: Leger dit barn ude i solen mellem kl 12 og 15, er det vigtig med en bredskygget hat. Det kan f.eks. være en bøllehat eller en legionærhat som dækker hoved og ører, og samtidig skygger for ansigt og nakke.
• Tøj: Det er bedst hvis barnet er iklædt tøj, som mindst går til knæ og albuer. Løstsiddende tøj af tætvævet stof giver den bedste beskyttelse, og er samtidig køligt og rart at lege i, når det er varmt.
• Solcreme: De steder som ikke kan dækkes af tøj, som f.eks. ansigt og hænder kan smøres med solcreme. Som udgangspunkt er faktor 15 nok, men er I på solferie i udlandet, skal der en højere faktor til, alt efter barnets hudtype.
• Hvis dit barn ikke er iført hat eller tøj, men er nøgen, lyder tommelfingerreglen: Én barnehåndfuld solcreme til en hel barnekrop (20 ml). Smør barnet ca. 20 minutter før det løber ud i solen for at lege. Gensmør efter badning.
• Vær et forbillede: Børn lærer ved at efterligne. Hvis du som forælder beskytter dig i solen, er det mere sandsynligt, at dit barn finder det naturligt at gøre det samme.

Sådan beskytter du bedst dit spædbarn i solen

Solrådene er i øvrigt yderligere specificerede, når det kommer til spædbørn:

• Skygge: Spædbørn som ikke kan kravle eller gå, må ikke eksponeres for direkte UV-stråling, og skal holdes i skygge. Vælg derfor en barnevogn eller klapvogn hvor kalechen, og evt. en parasol, kan indstilles så barnet hele tiden er i skygge, når solen står højest.
• Hat: Vælg en hat som beskytter barnets ansigt, hals, nakke og ører, f.eks. en bøllehat med bred skygge eller en legionærhat med en blød skygge bagpå, som let folder sig sammen, når barnet ligger ned.
• Tøj: Klæd spædbarnet i løstsiddende tøj, som dækker arme og ben. Naturfibre er normalt de køligste, og jo tættere stoffet er vævet, jo højere er beskyttelsen mod UV-stråling. Pas dog samtidig på, at spædbarnet ikke får det for varmt.
• Hvis UV-indekset er højt, som f.eks. på solferie i udlandet, kan det være nødvendigt at beskytte spædbørn med tøj, også selvom barnet er i skyggen. Hent den gratis app 'UV-indeks' og se dagens aktuelle UV-indeks på din lokalitet eller feriedestination.
• Solcreme: Spædbørn, som ikke kan kravle eller gå, skal holdes ude af direkte UV-stråling, og behøver derfor ikke bruge solcreme.

Her kan du købe UV-badetøj, UV-solhatte og andet lækkert badetilbehør til børn >>

Om hormonforstyrrende stoffer og parfume i solcreme til børn

Når du bruger solcreme til dit barn, er det desuden vigtigt at være opmærksom på følgende:

• Undgå solcremer som indeholder det mistænkte hormonforstyrrende stof 4-MBC (4-methylbenzylidenecamphor) til børn under 12 år.
• Gå efter svanemærkede produkter, da der i disse produkter er sat grænser for uønskede, usunde stoffer i varen.
• Brug skygge og hat/tøj som primære solbeskyttelsesredskaber - og solcreme som supplement.

Tips til aktiviteter i skyggen

Her har du nogle gode tips og idéer til aktiviteter med dit barn, som kan foregå i skyggen:

• Find en firkløver: Det er hyggeligt at sidde sammen under træernes grønne grene, mens man leder efter den lille lykkebringende firkløver, som sjældent viser sig. Men når den gør, skaber den stor glæde.
• Leg lejrtur i haven: Vær sammen om at slå et telt op i haven og gør det hyggeligt med tæpper og puder, en madpakke, nogle spil, et lille bål måske - og hvad en have-lejrtur ellers kræver.
• Byg en hule i haven: Hulen kan let laves under buske, bregner eller træer med tætte, lavt hængende grene. Læg et tæppe med nogle puder ind under grenene eller gør plads under busken. Vupti, så er der en hule, hvor børnene kan hygge sig med en rugbrødsmad, et spil eller deres legetøj.
• Hæng en hængekøje i skyggen: Det er så dejligt afslappende at ligge i en hængekøje, og det er skønt at gøre på en varm dag.
• Læs mere - og få inspiration til mere skyggehygge på www.skyggehygge.dk

Læs mere om:

Læs også