Her får du en skøn opskrift på helt klassiske fastelavnsboller, som du kan fylde med lige det fyld, du bedst kan lide - eller det dine gæster kan lide.
Pynt dine fastelavnsboller med forskellig farve glasur, alt efter hvad de er fyldt med. Så kan du nemt se, hvilke fastelavnsboller der er fyldt med hvad.
Opskrift på fastelavnsboller med marcipan, chokolade og syltetøj
Opskriften giver 12 fastelavnsboller og det tager cirka 30 minutter at lave fastelavnsbollerne (+hævning+bagning)
2 dl sødmælk
25 g gær
100 g usaltet smør
1 stort æg
50 g sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
Ca. 500 g hvedemel
1 æg til pensling
Fyld til fastelavnsbollerne:
Chokolade, nougat, marcipan og marmelade
Pynt til fastelavnsbollerne:
Hvid glasur til fastelavnsboller med marcipan
Lyserød glasur til fastelavnsbollerne med syltetøj (Få den røde farve ved hjælp af rød frugtfarve
Chokoladefarvet glasur til fastelavnsboller med chokolade (Chokoladefarven fåes ved at røre flormelis med lidt kakaopulver)
Lun mælken, hæld den i en skål og opløs gæren heri.
Smelt og afkøl smørret.
Rør æg, sukker, salt og det afkølede smør i mælkeblandingen.
Bland mel med kardemomme og ælt det i dejen lidt ad gangen.
Ælt til dejen er glat, sammenhængende og smidig. Stil den tildækket til hævning et lunt sted et par timer.
Ælt dejen igen og del den i to kugler, som hver rulles ud til plader på ca. 20 x 30 cm. Skær dejen ud i kvadrater på ca. 10 x 10 cm og læg fyldet i midten
Fold dejen sammen om fyldet. Fastelavnsbollerne skal lukkes grundigt, ellers løber cremen ud under bagningen. Læg bollerne med sammenføjningen nedad på en bageplade med bagepapir.
Lav eventuelt en række boller med hver slags fyld og skriv det på bagepapiret, så du ved, hvad de forskellige indeholder.
Lad dine bollerne efterhæve ca. 15 min.
Pensl dem med sammenpisket æg og bag dem ved 175 grader i 12-15 min., til de er gyldne.
Afkøl fastelavnsbollerne en smule, før de pyntes med forskellige farver glasur.