fastelavnsboller
Desserter

Fastelavnsboller med lemoncurd og marengs

Forandring fryder – også når det gælder de traditionelle fastelavnsboller. Her får du dem i en luksuriøs variant, der nok skal forhindre ballade.

Fastelavn er mit navn boller vil jeg have... Alle børn og barnlige sjæle elsker fastelavnsboller (også selvom det ikke er fastelavn). Og de lækre boller kan laves med alverdens fyld. Opskriften her er en luksuiøs variant af den traditionelle fastelavnsbolle - og vi lover dig den smager himmelsk. Rigtig god fornøjelse

Fastelavnsboller med lemoncurd og marengs 12 stk.

Tid: 1 time. Hævetid: 1½ time i alt. Bagetid: 12 minutter
 
DET SKAL DU BRUGE TIL FASTELAVNSBOLLER
75 g smør
2½ dl mælk + lidt til pensling
50 g gær
125 g yoghurt naturel
1 æg
2 spsk. sukker
1 spsk. vaniljesukker
½ tsk. salt
ca. 600 g hvedemel
 
LEMONCURD
3 usprøjtede citroner
200 g sukker
2 æg
75 g smør
 
SPRØD MARENGS
300 g sukker
korn af 1 vaniljestang
1 dl vand
1 sukkertermometer
150 g pasteuriserede 
æggehvider
1 sprøjtepose med rund tylle
1 creme brulé-gasbrænder
 
PRØV OGSÅ: Skift fastelavnsboller ud med en fin og lækker slå katten af tønden kage

 

Opskrift - sådan laver du fastelavnsboller med lemoncurd og marengs

 
1. Fastelavnsboller: Smelt smørret i en lille gryde; rør mælken i, og varm blandingen, til den er lun. Smuldr gæren i en skål, og hæld mælkeblandingen over. Rør yoghurt, æg, sukker, vaniljesukker og salt i. Tilsæt mel, lidt ad gangen, og ælt dejen godt. Lad dejen hæve tildækket i 1 time.
Slå dejen sammen, og form 12 boller. Sæt dem på en bageplade med bagepapir, og lad dem hæve tildækket i 30 minutter. Pensl bollerne med mælk, og bag dem i en 200°  varm ovn i 10-12 minutter.
 
2. Lemoncurd: Varm fintrevet citronskal, citronsaft, sukker og æg op i en gryde ved svag varme. Tilsæt smør skåret i små tern, og pisk konstant i 10 minutter, til blandingen er tyknet. Cremen må IKKE koge! Hæld den varme lemoncurd på et rent glas, og lad den afkøle helt i køleskabet. Flæk bollerne med en kniv. Skrab lidt af indmaden ud af den nederste bolle. Fyld hullet med lemoncurd, og læg toppen af bollen på igen.
 
3. Sprød marengs: Bring sukker, vaniljekorn og vand i kog i en gryde, og kog, til temperaturen er 120° (brug et sukkertermometer). Pisk æggehviderne stive med en elpisker. Tilsæt den varme sukkerlage i en tynd stråle,
mens du pisker. Pisk i 6 minutter, til marengsen er blank og fast.
Fyld marengsen i en sprøjtepose med tylle, og sprøjt den ud i pæne toppe på hver bolle. Brænd marengsen med en gasbrænder, til den får gyldne kanter, og servér.
 
PRØV OGSÅ: Fastelavnsboller med vaniljecreme, marmelade og flødeskum
 
Læs mere om: