Familieliv

Lyt på farten

Lydbøger er et genialt alternativ, hvis du ikke har tid eller overskud til at læse romaner. Vi har fundet fem gode nye lydbøger, du kan høre, mens du vasker op eller triller med barnevognen.

Positiv psykologi Tænk positivt
Hvorfor påvirker negative oplevelser os stærkere end positive? Positiv psykologi er en ny gren af psykologien, som fokuserer på muligheder frem for forhindringer. Ifølge lektor i psykologi Hans Henrik Knoop kan vi lære at få det bedre med os selv og vores medmennesker med positiv psykologi - og samtidig skabe en verden med færre dårlige nyheder.
Hans Henrik Knoop: Positiv psykologi, Aarhus Universitetsforlag, 20 kr. Saxo.com
Sønnen Mellem liv og død
Norges største krimiforfatter er tilbage med historien om Sonny Lofthus, der har siddet i sikrede fængsler hele sit liv. Han tager skylden for andres forbrydelser - til gengæld får han heroin leveret til sin celle. Da Sonny opdager, at hans far i virkeligheden var en ærlig mand, der blev myrdet, flygter han fra fængslet for at tage en voldsom hævn. Som altid hos Nesbø er tempoet højt, scenerne næsten filmiske og spændingsfaktoren i top.
Jo Nesbø: 'Sønnen', Modtryk, 78 kr. Saxo.com
Svalens graf

Gazan er tilbage

Gazans nye roman er en spændende videnskabskrimi om den unge biolog Marie Skov, der opdager en rystende sandhed i data om nogle børnevacciner, som hendes professor indsamlede i Afrika, kort inden sit selvmord. Pludselig får hun en fornemmelse af, at der gemmer sig mere under overfladen - men er det altid godt, at sandheden kommer frem?
Sissel-Jo Gazan: 'Svalens graf', Gyldendal, 158 kr. Saxo.com

Opland

Tæt på Udkantsdanmark

Jens Vilstrups roste debut er en hæsblæsende fortælling om en mand, der ikke kan flygte fra sin baggrund. Da faren dør, vender han tilbage til barndommens land i udkantsdanmark - og vi får i flashbacks præsenteret en verden, som de fleste af os kun læser om i avisen. Et skræmmende realistisk indblik ind i en opvækst med en voldelig far og en mor, der slår blikket ned.
Jens Vilstrup: 'Opland', People's Press, 124 kr. Saxo.com

40 piskeslag

En sej kvinde

En sommeraften er Lubna Ahmad al-Hussein en del af en gruppe kvinder, der bliver arresteret på en restaurant i Sudan. Deres forbrydelse: De har bukser på - hvilket for kvinder i Sudan straffes med pisk eller fængsel. Men Lubna, der er journalist, kæmper imod og får hele verdens opmærksom. En virkelig historie om en sej kvinde, der giver tusindvis af sudanesiske kvinder en stemme imod den undertrykkelse, der er en del af samfundet.
Lubna Ahmad al-Hussein: '40 piskeslag', Lindhardt & Ringhoff, 104 kr. Altfortalt.dk


Se også:

Lækkert lingerie til mor
Shop børnetøj og sko på nettet
Giv dit barn gode bogvaner

Artiklen indholder affiliatelinks.

Læs mere om: