
Mad
Vietnamesiske sommerruller
5. august 2015af Timm Vladimir
Foto: Columbus Leth
Jeg kan næsten ikke få nok af denne type ruller, så jeg laver altid en masse og gemmer dem til dagen efter, hvis de en sjælden gang ikke bliver spist op.
Vietnamesiske sommerruller til 4 personer
Tid: 20 minutter. DET SKAL DU BRUGE 3 håndfulde spinatblade 1 agurk 2 forårsløg 8 radiser 200 g frisk laksefilet 6 store rejer 12 stk. rispapir (f.eks. fra Blue Dragon) 1 bundt koriander 1 bundt thaibasilikum TIL SERVERING valgfri dressing, f.eks. goma-dressing, chilimayonaise eller sød chilisauceOpskrift - sådan laver du vietnamesiske sommerruller
Skyl og tør spinaten. Skyl og halvér agurken, og skær den i tynde stave. Rens forårsløg, og skær dem i tynde strimler. Rens radiserne, og skær dem i tynde strimler. Skær laksen i små mundrette stykker. Kog eller steg rejerne; pil dem, og afkøl. Opblød rispapiret, 1 ad gangen, i køligt vand, til det er helt blødt. Læg et stykke rispapir på køkkenbordet eller på et skærebræt. Fordel en passende mængde spinatblade, agurk, forårsløg, radiser, koriander og thaibasilikum på nederste ¹⁄₃ af rispapiret. Fordel laksestykkerne i den ene halvdel af rullerne, og fordel rejerne i den anden halvdel. Rul rispapiret stramt sammen omkring fyldet. Klap de åbne ender ind, før du har rullet papiret helt sammen, og rul så resten af rispapiret om, til du har en færdig sommerrulle. Fortsæt sådan med alle 12 ruller. Læg rullerne på et fad, så de ikke rører hinanden, ellers klistrer de sammen og er ikke til at skille ad. Servér sommerrullerne med gomadressing og chilimayonnaise.