
Glem torsken og rødspætten: Vi skal spise denne billigere fisk, mener kok og fiskehandler
Glem rødspætten ved juletid og drop nytårstorsken. Her er fiskene, der er billigere, i sæson og smager bedst lige nu.
Foto: HAV TorvehallerneKBH
Tilbage i oktober kårede Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Danmarks nationalfisk. Det skete gennem en afstemning, hvor over 36.000 deltog. Med over halvdelen af stemmerne vandt rødspætten overlegent over øvrige kandidater som sild, havørred, torsk, ål og makrel.
Kok og fiskehandler ved HAV i Torvehallerne Jens Peter Moestrup Hansen heppede selv på rødspætten ud af de seks kandidater. Han forstår godt, at danskerne er vilde med fisken, da det er en “fantastisk spise til både frokost og aftensmad”, som han siger.
– Og så kan man stadig gøre noget for at redde den. Det er godt at have fokus på bestanden af rødspætter, siger han med henvisning til, at især havørreden og ålen er truede fiskearter i de danske farvande.

Lige nu er det værst tænkelige tidspunkt på året at spise rødspætte, siger Kok og fiskehandler Jens Peter Moestrup Hansen.
Foto: HAV TorvehallerneKBH
Jens Peter Moestrup Hansen kalder dog også rødspætten en “malplaceret fisk”, fordi danskerne spiser mest af den på et tidspunkt, der ud fra en fiskehandlers synspunkt, er det værst tænkelige.
– Den er allerdårligst ved juletid, fordi der er den fuld af rogn. Det åndssvage er jo, at vi spiser rødspætten, mens den har æg, men vi spiser ikke rognen. Den er dårligere, fordi den bliver lidt blødere i kødet. Den mest oplagte fladfisk er skærising, fordi den er i sæson i vinterhalvåret, modsat rødspætten, som er i sæson om sommeren, siger han.
Modsat eksempelvis torsk har vi ikke for vane at spise rødspættens rogn. Jens Peter Moestrup forklarer det med, at det ikke anses som “gastronomisk spise”, og de fleste nok ikke ville synes, den smagte lige så godt som øvrige slags rogn.
Ud med torsken
En anden populær fisk for tiden er torsken, der er et hit til nytårsmiddagen. Og netop torsken er mere skræddersyet til vinterhalvåret, hvor de er i sæson – og her spiser man som regel også rognen.
Torsken er dog også presset i de danske farvande, hvor bestandene er svundet ind. Det Internationale Havforskningsråd (ICES) opfordrede i september til, at man indstillede al fiskeri af torsk i Nordsøen og Skagerrark, da torskebestandene i Nordsøen og Skagerrak er pressede.
Oven i dét er den også dyr, understreger Jens Peter Moestrup Hansen.
Men fiskehandleren har et andet, billigere alternativ til nytårsmenuen.

Lange i fiskekasse på fiskeriauktion i Hanstholm.
Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix
– Jeg foreslår kulleren eller langen. De er rigtige stegefisk. De er også i sæson og smager bedst lige nu og her. I stedet for at man går efter den hypede nytårstorsk, så kan man vælge dette billige alternativ.
De to fisk kan afføde mange gode retter. Selv foreslår Jens Peter Moestrup Hansen, at man laver ceviche på kuller med citrusfrugt, friske urter og nødder. Der er det vigtigt at fryse kulleren ned i god tid. Kulleren duer også som alternativ til rødspætten, siger han og tilføjer, at det nok er de færreste, der ville tænke over, at det ikke var rødspætte, de spiste.
Hvad angår langen, foreslår han, at man steger den og serverer den med kål og svampe.
– Men husk endelig at salte langen, inden du steger den, understreger han.




