
Sådan lærer du at sanke og at bruge dine urter, frugter og bær i maden

Lær at finde og bruge vilde urter og bær på sanketur med eksperterne Nina Fay Christensen og Thomas Askov Jørgensen – fra skov til bål.
Foto: Tina Brok Hansen
Skovsyre, nælde, mjødurt, løgkarse, korsknap og sødskærmblade og -blomster er alt sammen noget, du kan finde i den danske natur. Sammen med mange andre urter, frugter og bær.
I udkanten af Gribskov på Sjælland ligger Solbjerg Engsø, som med sin frodighed er det perfekte sted at sanke. Her er vi mødt op sammen med 24 andre, for vi skal på sanketur med sanker Nina Fay Christensen og efterfølgende nyde en gourmetmiddag af de fund, vi har gjort os, tilberedt over bål.
Det står Nina og hendes mand, Thomas Askov Jørgensen, for. Sammen har de sanketure.dk.

