
Alexandra er kokken, du skal kende, hvis du gerne vil blive bedre til at spise mere grønt

Alexandra Bækgaard Carstensen mester i at finde på simple, smukke opskrifter med masser af grøntsager og bælgfrugter.
Foto: Privat
Alexandra Bækgaard Carstensen er mester i at finde på simple, smukke opskrifter med masser af grøntsager og bælgfrugter, som hun ugentligt deler på sin farverige Instagram-profil @alexgalores.
Hendes cv tæller blandt andet michelinrestauranten Kong Hans Kælder, vegetarbistroen Baka d’ Busk og senest var hun køkkenchef i det hypede, nu lukkede, cateringfirma Easy Peacy Limone Squeezy.
I dag arbejder hun freelance i sin egen enmandsvirksomhed, hvor hun skriver opskrifter, arrangerer pop-ups og laver forskelligt radio og tv, og så kan du et par gange om måneden finde hende i Go’ Morgen Danmark, hvor hun viser danskerne, hvordan man gør grøntsager mere sexede.
Hun vil nemlig gerne have os alle til at spise grønt. Men på en nice måde altså, siger hun.
– Det skal hverken være helseagtigt eller dommedagsagtigt, men jeg synes, vi skal spise mindre kød og flere bønner. Ikke på grund af en løftet pegefinger, men fordi det er lækkert og smager godt.
Vi har mødt hende til en snak om, hvad der gør hendes liv lettere, hvor man får det bedste måltid i København, og meget mere.
Hvad er det første, du læser hver morgen?
Notifikationer fra en slukket telefon. Og min kalender.
Hvad er din favoritavis?
Jeg læser ikke særlig meget avis, jeg er mere en overskrifts-pige. Dem skimter jeg i Politiken, Weekendavisen og New York Times.
Hvad holder dig vågen om natten?
Reels og tanker om mad. I nat tænkte jeg for eksempel på, hvilken ret jeg skal lave næste gang, jeg skal i Go’ Morgen Danmark. Og så lå jeg og tænkte på sorter af chilier og peberfrugter og forskellige slags pasta, og så kører jeg alle mulige retter igennem. Mine bedste ideer får jeg om natten.
Hvad gør du for at finde ro?
Jeg aflyser aftaler. Jeg ved godt, det ikke er en attraktiv ting, men jeg vil altid alting, og derfor prøver jeg at blive bedre til at vælge en mere rolig side af mig selv til.
Hvad er din største last?
At aflyse. Fordi jeg godt ved, jeg nogen gange kommer til at spilde andres tid.
Hvad spiser du, når ingen kigger?
Så meget som muligt!
Hvad spiser du rigtig tit?
Pasta. Jeg har et kæmpe pasta-stash derhjemme med alle mulige forskellige pastaformer. Det er faktisk lidt en ting, jeg har med min søn; jeg viser ham udvalget, og så vælger han den form, vi skal spise.
Hvad er din underlige besættelse lige nu?
Jeg har rigtig mange besættelser, men jeg ved ikke, om de er så underlige. Lige nu ser jeg en del Guillermo del Toro-film, fordi jeg skal anmelde hans seneste film, ‘Frankenstein’. Jeg elsker hans magiske univers, og hvordan filmene bliver til, som for eksempel hans stop-motion film ‘Pinocchio’.
Hvad lytter du til for tiden?
‘Tiden’, ‘Genstart’ og ‘Vi ser på det’.
Alexandra Bækgaard Carstensen
32 år, bor på Christianshavn. Kokkefaglært fra Kong Hans Kælder og tidligere ansat på blandt andet Le Sommelier og Baka d’ Busk.
Tidligere køkkenchef i cateringfirmaet Easy Peacy Limone Squeezy.
Arbejder nu freelance og er i gang med at skrive to kogebøger.
Hvad ser du for tiden?
‘Bachelor’, ‘Grey’s Anatomy’, ‘The Kardashians’, og så har jeg netop afsluttet ‘Love is Blind’. Jeg har også lige været inde i en periode, hvor jeg har set rigtig mange Studio Ghibli- og mangafilm.
Hvilken ting gør dit liv lettere?
At jeg går til psykolog. Jeg har en time hver anden uge, hvor jeg fokuserer på at mærke efter, hvordan jeg har det, i mine traumer, og hvilke tanker jeg ikke altid er klar over jeg har. Jeg får ligesom ryddet op. Det er jeg rigtig glad for.
Hvem inspirerer dig inden for dit felt?
Ellie Bouhadana, som er en australsk kok. Hun har bare en eller anden måde at sammensætte råvarer på, som er virkelig nice og samtidig virkelig, virkelig low key. Og en ung Jamie Oliver. Han blev jo også kaldt The Naked Chef, fordi hans mad er meget sådan ‘what you see is what you get’. Til sidst min ven, italienske Bernardo Constantino. Hans mad fremstår og smager meget personligt og kunstnerisk.
Hvor får man det bedste måltid i København?
Hjemme i mit lille køkken på Christianshavn. Og hvis man ikke er så heldig, så kan man komme på Alle Tiders på fredag, hvor jeg laver mad med Bernardo.
Hvor er dit yndlingssted i byen?
Christianshavn.
Hvad gør du for lidt?
Bliver forelsket. Min psykolog siger, at det er fordi, jeg passer meget på mig selv. Jeg prøver at åbne mere op, men det er en proces.
Hvad er det bedste råd, du har fået?
Da jeg arbejdede på Kong Hans Kælder, havde vi en såkaldt ‘sorbet-vogn’. Til den serverede vi Gode Råd. En fremragende sønderjysk småkage.

Foto: Privat
Hvor er dit happy place på internettet?
På Instagram når @morganjay poster videoer af ham, der spiller Fortnite og synger med autotune. Genialt.
Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jeg synes, det er cringe. Måske jeg til nød kunne finde på at tage et snige-selfie, hvis Rosalia sad på den samme restaurant som mig.
Hvad brugte du senest ChatGPT til?
Hvor lang tid Jacob Elordi’s make up til Frankenstein har taget.
Hvad er din skærmtid?
To timer.
Hvad ville du ønske, flere mennesker kendte til?
Hvad et helt enkelt måltid eller en enkelt råvare kan gøre for en. Det behøver ikke være så kompliceret. Forleden spiste jeg et virkelig godt æble, der bragte mig tilbage til min barndom. Det mindede mig om min far, og det gjorde mig meget nostalgisk.
Hvad er det sidste, du gør hver dag?
Husker mig selv på at være taknemmelig for tilværelsen. Helt ned i maven. Ned til æblet.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.
Læs mere om:



