Nachos med græskar, krydret kylling og bønner
Mad

Nachos med græskar, krydret kylling og bønner

10. februar 2022
af Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
Mest af alt lyst til fastfood? Så er dagens ret et lige noget for dig. Her får du opskriften på nachos med græskar, krydret kylling og bønner

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 hokkaidogræskar
  • olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 500 g kyllingebrystfilet
  • 1 spsk. røget paprika
  • 1 spsk. tørret oregano
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 2 tsk. stødt spidskommen
  • 2 tsk. stødt koriander
  • 1 pose nachos-chips (ca. 185 g)
  • 1 dåse sorte bønner
  • 150 g friskrevet cheddar

TIL SERVERING

  • 2 avocadoer
  • 1 dl cremefraiche
  • 1 glas rød salsa
  • ½ bundt koriander

Opskrift - sådan laver du nachos med græskar, krydret kylling og bønner

  1. Tænd ovnen på 175°. Halvér græskarret, og fjern kernerne. Skær græskarkødet i tern. Vend dem i 1 spsk. olie, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med salt, og sæt bagepladen i ovnen i 25 minutter, indtil græskarternene er møre og let gyldne.
  2. Skær kyllingekødet i små strimler. Vend strimlerne i paprika, oregano, hvidløgspulver, spidskommen, koriander, salt, peber og 1 spsk. olie i en skål. Fordel kødet i et stort ovnfast fad, og steg det i ovnen i 5-7 minutter, til det er godt brunet.
  3. Vend nachos-chips, bagte græskartern og drænede sorte bønner i fadet sammen med kødet. Fordel revet cheddar over, og sæt fadet i ovnen i 10 minutter, til osten er gylden og smeltet.
  4. Servering: Servér med avocado skåret i skiver, cremefraiche, salsa og frisk koriander.

TIP: Byt evt. græskar ud med søde kartofler.

En mere mættende udgave af klassiske nachos

Mums! Smeltet ost, sprøde chips og krydret kylling. Nachos er bare et måltid, der smager helt fantastisk. Desværre er det også en ret, som indeholder mange kalorier og samtidig ikke holder dig mæt i mere end et par timer ad gangen.

Derfor har vi i opskriften her taget alle de gode elementer fra en klassisk omgang nachos og tilføjet bønner og græskar for en mere fyldig fornemmelse. Det bedste af det hele er, at det smager mindst lige så formidabelt som den klassiske udgave. Servér sammen med moden avokado, creme fraise og ikke mindst salsa, som smager ekstra skønt, hvis du selv bruger ti minutter på at smække den sammen, mens osten smelter ned over den lækre blanding af chips, kylling, græskar og bønner i ovnen.

Hvilken ost er bedst egnet til nachos?

Cheddar! Den orange ost er den helt ideelle kandidat til nachos, fordi den er smidig og har god smelteevne, som fordeler sig jævn ud over de salte chips i ovnen. Kan du ikke lide cheddar, kan du i stedet gå efter en anden fast, gul ost med masser af smag.

Er nachoschips og tortiallachips det samme?

Nej - og så alligevel ja. Indholdet i de to chipsvarianter er stort set det samme, mens den helt store forskel skal findes i formen. Tortillachips er trekantede og derfor gode som spiselige skeer til retter som for eksempel chili con carne. Omvendt er nachos lidt tykkere med afrundede kanter, som gør dem ideelle til smeltet ost, creme fraise og guacamole.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også