Queso - Opskrift på ostedip med chips og grøntsager
Comfort food

Denne ostedip har du lyst til at indlede en snasket affære med

23. december 2021
af Signe Bertram, Louisa Lorang
Foto: Colombus Leth
Spicy, flydende ost med chips og sprøde grøntsager. Queso er retten, der både går perfekt med en margarita og kurerer dine tømmermænd dagen efter. Få Louisa Lorangs opskrift her.

Queso er simpelthen bare ostedip, som man spiser med chips. Og det er så lækkert.

Det er en bar-klassiker i Texas, hvor jeg har været på udveksling, og hvor en del af min mands familie har boet i mange år. Så vi har en ting med det der cowgirl-køkken.

Når man sidder på baren og får nogle margaritas, er der altid gratis chips. Men så skal man selv købe dippen til.

Den slags Queso, man får sådan et sted, kommer ud af en pose og bliver varmet op. Så det er trods alt mere lækkert med en hjemmelavet version, som stadig er snasket på den helt rigtige måde.

Jeg kan godt lide, at der er lidt sprøde grøntsager til, og retten repræsenterer mig rigtig godt, fordi jeg virkelig elsker fed ost og chips – men også er rigtig glad for grøntsager.

https://imgix.femina.dk/2021-12-09/dsc_5739-copy.jpg

Det er sådan en ret, man skal huske at spise, når det er allermest koldt og mørkt. For når man rigtig fryser og har fået nok af gløgg og jul, så er spicy, flydende ost med chips den bedste krammer, man kan få.

Og det er perfekt til tømmermændene eller en dag, hvor man bare skal ligge og se tv-serier.

Du skal bruge

Dip til 4 personer

  • 150 g frisk (blød) chorizo
  • Lidt olivenolie
  • 2 spsk. finthakket løg
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. mel
  • 1 dl mørk øl
  • 2 dl mælk
  • 200 g revet cheddar
  • Salt

Topping

  • 1 tomat i tern
  • ½ dl hakkede, syltede jalapeños
  • 1-2 håndfulde koriander

Desuden

  • Sprøde grøntsager, f.eks. hjertesalat, blad-selleri, radiser, fennikel, radicchio eller andet
  • Chips
  • Limebåde

Sådan gør du

Skær pølserne i små tern. Steg dem i en anelse olivenolie på en varm pande.

Kom løg med, og lad dem sautere med uden at tage farve. Det må gerne få 3-5 minutter.

Tag det hele af panden.

Kom smør på panden, og lad det smelte. Tilsæt mel, og rør.

Tilsæt øl og derefter mælk lidt ad gangen, og pisk, til du har en tyk, blank sauce. Lad det simre i 4-5 minutter.

Tilsæt syltelage og ost. Rør, til osten er smeltet, og lad det gerne boble i et par minutter eller 5.

Smag til med salt og evt. lidt af fedtet fra chorizoen.

Servering

Anret osten i en stor skål eller støbejernsfad (gerne noget, der holder lidt på varmen), top med tomater, jalapeños og koriander.

Servér straks med sprøde grøntsager, chips og limebåde.

Læs også