Aftensmad

Æggekage med serranoskinke, spinatsalat og gedeostebrød

af Camilla Zarah Lawes 17. februar 2022
Foto: Columbus Leth
I denne uge skruer vi op for det sunde med masser af grøntsager i hverdagsmaden. Her får du opskriften på æggekage med serranoskinke, spinatsalat og gedeostebrød
4 personer

ÆGGEKAGE

  • 4 fed hvidløg
  • 1 spsk. olie til stegning
  • 6 friske salvieblade
  • 6 æg
  • 6 spsk. piskefløde
  • 4 skiver serranoskinke

GEDEOSTEBRØD

  • 4 skiver groft rugbrød
  • 110 g gedeost
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

SPINATSALAT

  • 50 g mandler
  • 1 tsk. olivenolie
  • salt
  • 100 g frisk babyspinat
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • 1 spsk. olivenolie
  • rødbedespirer

1. Æggekage: Tænd ovnen på 175°. Pil hvidløg, og skær dem over på langs. Varm en pande (den skal kunne gå i ovnen) op med olie, og steg hvidløgene i 1 minut. Tag hvidløgene af panden, kassér dem (de vil nu have afgivet smag til olien), og kom salvieblade på panden. Rør æg sammen med fløde. Hæld æggemassen på panden. Skru ned for varmen, lad æggemassen sætte sig, og bag den færdig i ovnen i 12 minutter. Fordel serranoskinken på en bageplade beklædt med bagepapir, og steg den i ovnen i 4 minutter, til skiverne er sprøde. Bræk dem i mindre stykker, og drys dem på den færdige æggekage.

 

2. Gedeostebrød: Skær rugbrødet i kvarter. Skær osten i skiver, og fordel dem på rugbrødet. Dryp med olie, krydr med salt og peber, og bag dem i ovnen i 6 minutter.

 

3. Spinatsalat: Rist mandlerne på en tør pande. Dryp med olie, og krydr med salt. Hak dem groft. Skyl og afdryp spinaten, og vend den med citronsaft og olie. Vend mandlerne i, og top med rødbedespirer. Servér æggekage med sprød serranoskinke, gedeostebrød og spinatsalat.

 

UGENS ANDRE OPSKIFTER

Ovnstegt kylling med hvidløg og rodfrugter – Få opskriften her

Dampede fiskepakker med grøntsager og hytteostdip – Få opskriften her

Oksebøffer med syrlig kålsalat – Få opskriften her

Laksebidder med spicy dressing og lynstegte grøntsager – Få opskriften her