https://imgix.femina.dk/media/article/1520-madplan-2.png
Mad

Lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat

21. februar 2022
af Camilla Zarah Lawes
Foto: Columbus Leth
Madplan for uge 20: Ugens tirsdagsopskrift er lynstegt kylling med grøntsager og mangosalat. Få opskriften her
4 personer
Tid i alt 35 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 400 g kyllingefilet
  • 75 g edamamebønner uden bælg (fra frost)
  • 1 gul peberfrugt
  • 100 g sugarsnaps
  • 2½ dl grøntsagsbouillon
  • 125 g grove nudler

MARINADE

  • 1 dl sojasauce
  • ½ dl sesamolie
  • 2 citrongræs
  • 2 fed hvidløg
  • 3 cm frisk ingefær
  • ½ frisk rød chili
  • 1 spsk. fiskesauce

MANGOSALAT

  • 2 modne mangoer
  • 50 g rødbedespirer

TIL SERVERING

  • 4 stilke koriander
  • ½ frisk rød chili

Frygt ikke fiskesaucen, den har lugten imod sig. Sammen med sesamolie og sojasauce giver fiskesaucen retten den helt rigtige orientalske smag.

1. Marinade: Bland sojasauce sammen med olie. Skær enderne af citrongræsset, fjern det yderste lag, og hak resten helt fint. Pil og riv hvidløg. Skræl og riv ingefær fint. Rens og hak chilien. Rør det hele sammen med fiskesauce.

2. Skær kyllingekødet i mindre stykker, og lad dem trække i marinaden, til de skal steges. Hæld kogende vand over edamamebønnerne i en skål. Lad dem trække i 2-3 minutter, og hæld vandet fra. Skyl peberfrugt og sugarsnaps, og skær dem i strimler. Steg kødet med marinaden ved høj varme i en wok. Tilsæt grøntsager og bønner, og vend det godt rundt. Tilsæt bouillon. Kog nudlerne som anvist på pakken, og afdryp. Vend dem i retten.

3. Mangosalat: Skær mangoen i 2 dele uden om stenen. Skær kødet i tern i skræl. Vend dem med rødbedespirer.

Læs også