Hovedretter

Grøntsagslasagne med gedeost

Ugens onsdagsopskrift er grøntsagslasagne med gedeost. Få opskriften her

Jeg elsker grøntsagslasagne! Og når der oven i købet er gedeost i, er det win-win. Er du ikke til gedeost, kan du bruge mozzarella eller ricotta.
 

Grøntsagslasagne til 2 personer:

2 squash
olivenolie
2 fed hvidløg i tynde skiver
salt og peber
300 g små tomater
2 håndfulde basilikum
100 g blød gedeost
2 spsk. flydende honning
6-8 friske lasagneplader
 

Endvidere:

300 g mosede tomater
1 fed hvidløg, hakket
salt og peber
1 mozzarella, 125 g
mere basilikum
 

Sådan gør du:

Skær squasherne i 1 cm tykke skiver, og brun dem i olivenolie på en super varm pande. De skal bare lige have lidt farve, 1-2 minutter i alt. Kom hvidløg ved halvejs. Krydr med salt og peber. Læg ¹⁄3 af squasherne i et ovnfast fad, og læg ¹⁄3 af tomaterne ved sammen med lidt basilikum. Læg et lag lasagneplader; gentag med grøntsagerne, basilikum samt halvdelen af gedeosten, salt, peber og en smule honning. Læg endnu et lag plader, de sidste grøntsager, basilikum, den sidste gedeost og endnu et lag lasagneplader. Rør de mosede tomater med hvidløg, salt og peber, og top saucen på din grøntsagslasagne. Bryd mozzarellaen i stykker, og kom til sidst den på. Bag din grøntsagslasagne ved 200° i ca. 30 minutter. Top med frisk basilikum, og servér straks grøntsagslasgne - gerne med en stor salat til.

Læs mere om: