Hovedretter

Lun pastasalat med squash, tomater og hasselnøddepesto

Hjemmelavet pesto er en genial måde at løfte en simpel hverdagsret på. Her får du opskriften på lun pastasalat med squash, tomater og hasselnøddepesto

Tid i alt: 30 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

400 g pastaskruer
150 g små blommetomater
25 g parmesan

GRILLEDE SQUASH

3 små squash
olivenolie til stegning
salt og peber

HASSELNØDDEPESTO

1 fed hvidløg
2 potter frisk basilikum
50 g ristede hasselnøddekerner (f.eks. fra Urtekram)
50 g parmesan
1 dl olivenolie
2 tsk. citronsaft
salt og peber

Opskrift - sådan laver du lun pastasalat med squash, tomater og hasselnøddepesto 

 
1. HASSELNØDDEPESTO: Pil hvidløg. Tag lidt basilikumblade fra til pynt, og kør resten af basilikumbladene i en blender sammen med hvidløg, hasselnødder, parmesan og olie. Smag pestoen til med citronsaft, salt og peber, og justér evt. konsistensen med lidt olie. Hæld pestoen i et glas med låg, og sæt den på køl indtil servering.
 
2. GRILLEDE SQUASH: Skyl squashene, og skær dem i ½ cm tykke skiver. Steg dem i olie på en (grill)pande i 1-2 minutter på hver side, til de har grillstriber og stadig lidt bid. Krydr med salt og peber. Tag squashskiverne af panden, og læg dem i en sigte, så overskydende olie kan dryppe af.
 
3. Kog pastaskruer efter anvisningen på pakken, og afdryp. Vend den friskkogte pasta sammen med et par skefulde hasselnøddepesto og de grillede squashskiver. Skyl og halvér tomater, og drys dem over retten sammen med friskhøvlet parmesan og basilikumblade.
 
TIP: Pesto tilovers? Brug det oven på en pizza, som smørelse i sandwichen eller bare til at dyppe grøntsagsstængerne i.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Bagt laks med fetacrumble og brombærsalat - Få opskriften her

Onsdag: Citronkylling med lun spidskålssalat og grøn urtecreme - Få opskriften her

Torsdag: Pizza med serranoskinke, nektariner og frisk mozzarella - Få opskriften her

Fredag: Tykstegsbøffer med kold kartoffelsalat, majskolber og persillesmør - Få opskriften her