
Kejlesnit kan få fødslen til at gå hurtigere
11. juni 2009Anja Grønneskov blev indlagt på Roskilde Sygehus, da hun var i 26. uge med sit og Michael Fruerlunds første barn. Hun var begyndt at bløde. I 28. uge blev hun udskrevet, men allerede ugen efter måtte hun tilbage. Barnet var bogstavelig talt ved at falde ud.
Keglesnit gav mindre plads til barnet
Sidste år fik Anja konstateret celleforandringer i sin livmoderhals og fik foretaget et keglesnit, så det ikke risikerede at udvikle sig til kræft. Snittet har gjort hendes livmoderhals en smule kortere, så jo tungere det barn, hun ventede, blev, des kortere blev livmoderhalsen. Og så var der ikke meget til at holde barnet på plads.
Kæmpede imod føslen
- Jeg blev indlagt en fredag, og allerede onsdagen efter fødte jeg en lille dreng, fortæller Anja Grønneskov, der på daværende tidspunkt kun lige var nået at være gravid i 30. uge. - Jeg blev vildt forskrækket, da fødslen gik i gang. Nærmest panisk - jeg ville ikke have barnet ud, så jeg kæmpede imod, alt hvad jeg kunne, men der var ikke noget at gøre, fortæller Anja, der fødte Charlie på 41,5 centimeter og 1.515 gram.
Ren overlevelse
Charlie Grønneskov Fruerlund hilste verden velkommen med et skrig. Han blev hurtigt undersøgt som alle andre babyer, inden han blev taget med på afdelingen for for tidlig fødte. Anja Grønneskov blev selv kørt med op på afdelingen, hvor hun kort fik Charlie lagt ved sit bryst, før han fik ilt i næsen, drop med saltvand og blev lagt i kuvøse. - Der lå han så med diverse ledninger - det var en slem oplevelse.
Har det fint i dag
I dag nyder de nybagte forældre deres fire måneder gamle søn. Hans krop er stadig som en to måneders, men han klarer sig fint. - Hans tarmsystem er stadig ikke så udviklet, men ellers fungerer han fint. Han både pludrer, smiler og er meget kontaktsøgende, fortæller Anja Grønneskov. Anja Grønneskov og Michael Fruerlund skal dog være lidt mere påpasselig med Charlie. Han må for eksempel ikke have kontakt med andre børn, fordi han stadig er sart over for infektioner.
En lille stærk gut
- Vi beskytter Charlie meget og tager ham ikke med nogen steder endnu. Når vi pusler ham, vasker vi og spritter vores hænder af. Det beder vi også alle andre om at gøre, når de kommer og besøger os. En gang om måneden er Charlie til kontrol hos en fysioterapeut på sygehuset. - Og hans motorik er helt fin, faktisk er han blevet en lille stærk gut, siger Anja.
KEGLESNIT
- Et enkelt keglesnit øger ikke risikoen for at føde for tidligt, men kan bevirke, at fødslen kan gå hurtigere. Nogen gange sker der dog også det modsatte, så er man længere tid om at åbne sig på grund af det arvæv, som keglesnittet har efterladt, forklarer jordemoder Anette Lunøe Jæger fra Rigshospitalet. Keglesnit er et mindre indgreb, der foretages ved forstadier til livmoderhalskræft. Ved en celleprøve fra livmoderhalsen kan man tjekke, om der er celleforandringer (dysplasi). Ved et keglesnit fjerner man et lille kegleformet udsnit af livmoderhalsen. Selve operationen foregår gennem skeden.
Kilde: Keglesnit - Patientinformation - Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling ved Aalborg Sygehus.
Se også:
Hvorfor føder nogle for tidligt?
Hvor mange føder for tidligt?