Peter Hummelgaard
Ligeløn

Nu svarer Peter Hummelgaard på kritikken: ”Vi kan jo ikke med et fingerknips sikre ligeløn i Danmark”

29. september 2021
af Katrine Rosenbæk
Foto: Marie Hald
Siden foråret er tusindvis af kvinder, som arbejder i omsorgsfag, gået til kamp i en historisk bevægelse for ligeløn. Under overenskomstforhandlinger og strejken har ligestillings- og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard været tavs. Nu svarer han på kritikken i et interview med femina.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger, at han er feminist. Noget han ellers har tøvet med at kalde sig før.

Det gør han ikke, da jeg spørger ham.

Han er feminist – men i ”den klassiske forståelse”. Alle de forskellige bølger har han ikke overblik over, og han ”vil meget nødigt indskrive” sig i noget af det.

- Men helt grundlæggende er jeg tilhænger af så meget ligestilling mellem mænd og kvinder som tænkeligt muligt i vores samfund og i vores økonomi, siger han.

Det er også det, den historisk store bevægelse for ligeløn, som er opstået i år, ønsker sig.

Den vil have ligeløn, og dens kernetropper består af kvinder fra de traditionelt kvindedominerede fag i det offentlige – anført af sygeplejerskerne, der afholdt en historisk lang strejke på næsten ti uger over sommeren, og de mere end 1.000 jordemødre- og jordemoderstuderende, der ikke vil lade sig ansætte på ny, før de får en bedre løn.

Konsekvenserne har allerede vist sig i form af et massivt og langvarigt opråb fra gravide og fødende, der har haft skrækindjagende oplevelser på danske fødegange, som femina har dækket intensivt.

Senest har femina beskrevet, hvordan Region Hovedstaden bad medarbejdere med jordemoderbaggrund i deres HR- og IT-afdelinger om at tage vagter på fødegangen i et forsøg på at dække vagtplanen ind. 

Således tog en chefkonsulent og tidligere jordemoder, som ikke havde stået på fødegangen i ti år, vagter på Hvidovres fødeafdeling. For nylig mødte en jordemodervikar ind som eneste dagvagt på Herlevs fødemodtagelse, der var ramt af sygdom.

Hvad vil du sige til alle de borgere, som er bekymret for, om der er et velfærdspersonale til dem, når de har brug for det?

- Vi er helt med på udfordringen og deler bekymringen, siger ministeren.

Der står henholdsvis ”Ulighed” og ”Inequality” på ryggen af de to første bøger, jeg får øje på i bogreolen på kontoret. Hummelgaard selv er uddannet jurist.

Ministerens egen mor var rengøringsassistent i lufthavnen i Kastrup, hvor hans far slæbte bagage. Han er opvokset i Tårnby, lufthavnens baghave, og bag hans skrivebord står et lille SAS-modelfly.

Det er næsten umuligt at støve et portræt op af ministeren, hvor hans kærlighed til lufthavnen og hans kamp for arbejdernes rettigheder derude ikke er nævnt.

Arne eller Anne? 

På væggen over bogreolen hænger en avisforside indrammet. Over et par brugte, beskidte arbejdshandsker står der ”En ærkesocialdemokratisk løsning”. Forsiden er fra Dagbladet Information, og den løsning, der omtales, er Arne-pensionen, som fra 2022 giver nedslidte ret til tidlig pension.

Bladrer man i avisen, efterlyses der en løsning til ”Anne” – den kvindelige velfærdsarbejder, der for eksempel kunne være sygeplejerske. Ligesom Arne har hun også knoklet i mange år, men Arne-pensionen vil i højere grad blive tildelt mænd.

De har typisk brugt kortere tid på uddannelse end kvinder, og derfor vil de have nemmere ved at opfylde kravene for at få pensionen: At have tilbragt 42 år på arbejdsmarkedet, når du fylder 61. Selvom en sygeplejerske, der har været 38 år på arbejdsmarkedet, også kan være nedslidt.  

Ligelønsbevægelsen

  • Den tværfaglige bevægelse for ligeløn består af jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere og pædagoger. De kæmper for ligeløn til alle faggrupper, der er berørt af tjenestemandsreformen arv, blandt andet også SOSU-medarbejdere. 
  • De har blandt andet arrangeret landsdækkende demonstrationer og står bag et borgerforslag for afskaffelse af tjenestemandsreformen, som opnåede de 50.000 nødvendige underskrifter for at blive behandlet i Folketingssalen, hvor det dog blev stemt ned.  
  • Jordemødre har også forenet sig i græsrodsbevægelsen ”Jordemødre for ligeløn”, som står bag en underskriftindsamling, hvor over 1.000 jordemødre- og jordemoderstuderende har skrevet under på ikke at lade sig ansætte på ny, før de bliver lovet bedre løn.
  • For nylig meddelte Region Hovedstaden, at de mente, bevægelsens aktivisme er grund til, at de har flere end 50 ledige jordemoderstillinger og har svært ved at rekruttere.  
  • Sygeplejerskerne har også forenet sig i græsrodsbevægelsen ”Foreningen af danske sygeplejersker,” og i sommer afholdt faggruppen en historisk lang strejke.
  • De er siden da fortsat med lokale arbejdsnedlæggelser landet over, og i sympati har SOSU-assistenter også nedlagt arbejdet. Noget, der aldrig er set før, sagde arbejdsmarkedsforsker ved RUC Bent Greve i Radio4.

Da Information konfronterede Peter Hummelgaard med, at Arne-pensionen forbigik kvinder og den cementerede strukturelle ulighed på arbejdsmarkedet, lød det fra ministeren, at Socialdemokratiet mente, de havde fundet den rette balance for kvinder og mænd i deres udspil.

Det var altså fint, kunne man forstå, med en offentlig finansieret aftale, der kom mandlige arbejdere som Arne til gode, men forbigik kvinder som Anne.

Selvom Danmark fik en ligelønslov i 1976, efter EU løftede pegefingeren med et direktiv og bad os komme i gang, har Danmark stadig ikke ligeløn.

Danske kvinder tjener i dag i gennemsnit cirka 15 procent mindre end mænd, og ligelønsbevægelsen retter især skytset mod arven fra Tjenestemandsreformen.

I dag viser forskning fra blandt andet Institut for Menneskerettigheder, at reformen stadig er med til at holde faggruppernes lønninger lave i forhold til mandsdominerede fag med tilsvarende uddannelseslængde.

Med andre ord er kvindernes protest nærmest skræddersyet til at ende på skrivebordet hos en beskæftigelses- og ligestillingsminister. Der lå sygeplejerskernes strejke også, og til sidst var det Peter Hummelgaard, der begik det lovindgreb, som sluttede strejken.   

Velfærdens kernemedarbejdere

Men frustrationen består. Og ministeren siger det selv, inden jeg når at spørge: Frustrationen handler ikke kun om løn, men også om arbejdsvilkår. Om de besparelser og systemkrav, som er blevet lagt ned over sundhedsvæsnet de seneste mange år.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Faggrupperne er dem, som Socialdemokraterne selv betegner som velfærdens kernemedarbejdere, og som dannede fortrop under coronapandemien, hvor de blev hyldet som helte af regeringen.

Men medarbejderne kan ikke stå inde for det lave niveau, som systemets forfatning tvinger dem til at byde borgerne, lyder det. De er drænede af travlhed og manglen på anerkendelse.

Hvis disse faggrupper er så vigtige for, at vores samfund kan hænge sammen, hvorfor er de så ikke mere værd?

- Jeg synes bestemt også, de er mere værd. Jeg deltager i lige så høj grad i hyldesten, siger ministeren.

- Noget af det synes jeg, vi er rigtig godt i gang med at rydde op i, men det er klart, der stadig er kæmpestore opgaver, som udestår, hvad det angår, siger Peter Hummelgaard.

Peter Hummelgaard

Ifølge ham har regeringen investeret ”markant mere” i vores sundhedsvæsen og i daginstitutionerne med minimumsnormeringer. Vel at mærke en sag, der blev løftet frem af den folkelige bevægelse ”Er der en voksen?”, og som SF gjorde til sin mærkesag ved folketingsvalget i 2019.

Han nævner også fødegangene, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke har lovet nationale rettigheder, men endnu ikke tilført området reelle midler. Et løfte, ministeren gav i et interview med femina, efter endnu en kraftfuld folkelig bevægelse krævede værdige forhold.

At hver tredje opslåede sygeplejerskestilling på samme tid ikke kan besættes, bliver ikke nævnt. Heller ikke, at Region Hovedstaden mangler flere end 50 jordemødre og har gjort det længe.

Bekymringen om, hvorvidt lønnen er høj nok til at tiltrække bestemte grupper af offentligt ansatte i fremtiden, er helt klart relevant. Men som politiker kan man ikke sige: ”Jamen, så hæver vi lønnen med X antal kroner uden for systemet”.
- Peter Hummelgaard

At der ikke er nok uddannede pædagoger til at indfri regeringens vedtagede aftale om minimumsnormeringer, men der vil mangle 14.000 i 2030. Samme år vil der mangle omkring 40.000 SOSU-assistenter

- Bekymringen om, hvorvidt lønnen er høj nok til at tiltrække bestemte grupper af offentligt ansatte i fremtiden, er helt klart relevant. Men som politiker kan man ikke sige: ”Jamen, så hæver vi lønnen med X antal kroner uden for systemet”, siger ministeren.

Ifølge flere eksperter, som femina har talt med, er det dog principielt muligt for politikerne at gøre netop det.

Kan politikerne hæve lønnen for bestemte faggrupper uden for systemet?

Det handler om, understreger ministeren igen og igen under vores interview, at det offentlige ikke må være lønførende – det skal det private være. Det kaldes for reguleringsordningen, og ministeren får det næsten udlagt, som om den er mejslet i sten.

Men det er den ikke helt. Det fortæller Mikkel Mailand, som er ph.d. i sociologi, lektor og forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.

- Den er ikke nedfældet i lov, men bliver genforhandlet af de forhandlende parter på det offentlige arbejdsmarked, hver gang der er overenskomstforhandlinger. Men oftest fører forhandlingerne ikke til ændringer i ordningen, siger han.

Ordningen har eksisteret siden 1983, og Mikkel Mailand understreger, at den er svær at lave om på, fordi den så længe har været central for den måde, politikere og arbejdsmarkedsparter forstår lønudviklingen på arbejdsmarkedet. 

Svært, men muligt

Nana Wesley Hansen er også ph.d. i sociologi og lektor på FAOS, hvor hun primært forsker i overenskomster i den offentlige sektor. Ifølge hende vil det principielt godt kunne lade sig gøre at sende et beløb til bestemte faggrupper uden for reguleringsordningen, hvis man kunne forhandle sig frem til det.

- Der vil være en masse balancer på spil i forhold til, hvordan lønudviklingerne i det offentlige og det private arbejdsmarked påvirker hinanden, og det vil være utrolig svært at få opbakning til blandt de mange forskellige fagforeninger og arbejdsgivere på både det offentlige og private arbejdsmarked, men det kan principielt godt lade sig gøre, siger hun.

Den samme vurdering kommer også fra Astrid Elkjær Sørensen, som er historiker og postdoc ved DPU, Aarhus Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i tjenestemandsreformen. 

- Reguleringsordningen er overenskomst-fastsat. Det vil sige, at man kan vælge at se bort fra den, give nogle penge og sige: ”De skal ikke regnes med i reguleringsordningen.” Man kan også vælge at afskaffe reguleringsordningen eller udregne den på en anden måde, og dette ville ikke engang kræve en trepartsforhandling, men ville kunne aftales ved de ordinære overenskomstforhandlinger, siger hun.  

Men ”om lidt” nedsætter de en lønstrukturkomité og beder den om at arbejde hurtigt. Det er det, han har tænkt sig at gøre, svarer han, da jeg spørger, hvad han vil gøre som beskæftigelses- og ligestillingsminister.

Komiteen skal ifølge ministeren arbejde så hurtigt, at den er færdig allersenest inden udgangen af næste år – i god tid, før der opstår krav til den næste omgang af overenskomstforhandlinger.

Men har vi virkelig brug for en komité til at fastslå, at vi i Dannmark har et problem med ligeløn?

- Jeg har aldrig nogensinde benægtet, at der ikke er ligeløn. Men en komité er det, fagbevægelsen selv har peget på, siger ministeren.

Selvom fagbevægelsen anbefalede en lønkomité, stemte to ud af tre sygeplejersker ”nej” og igangsatte en historisk lang strejke.

Læser man de hundreder og atter hundreder af frustrerede opslag i de forskellige Facebook-grupper, hvor faggrupperne diskuterer ligeløn og arbejdsvilkår, bliver komiteen kaldt for en syltekrukke. I flere grupper er der mere end 15.000 medlemmer.

Hvad nu, hvis I ikke sidder ved magten, når resultaterne kommer fra komitéen – skubber I den så ikke bare videre til en eventuel blå regering?

Peter Hummelgaard trækker lidt på det og svarer så:

- Det er jo det vilkår, der er.

Forpligter I jer til at handle på komitéens anbefalinger?

- Ja. Vi forpligter os til at handle på det, men det er klart, at jeg ikke på forhånd kan love, hvordan den handling kommer til udtryk.

Når man går rundt med en T-shirt og siger: ”Ophæv tjenestemandsreformen fra 1969. (…) Det er ikke noget, man kan. Det kan man lige så lidt som at forvandle sig selv til en luftballon i morgen.
- Peter Hummelgaard

Kommer du som socialdemokratisk ligestillings- og beskæftigelsesminister til at tage et opgør med arven fra tjenestemandsreformen?

— Det er jo noget af det, lønstrukturkomitéen skal hjælpe med at finde hoved og hale i. Hvad er egentlig op og ned? Hvis jeg skal være hudløst ærligt…” siger ministeren. Så tier han, kører sine fingre frem og tilbage over panden. Lægger hovedet lidt på skrå, fortsætter:

— Når man går rundt med en T-shirt og siger: ”Ophæv tjenestemandsreformen fra 1969”, og der sågar er politiske partier, der fremsætter forslag i folketingssalen om det ... Altså, det er ikke noget, man kan. Det kan man lige så lidt som at forvandle sig selv til en luftballon i morgen. Man kan forsøge at gøre alt, hvad man kan for at ændre de strukturer, der er med til at skabe uligelønnen.

Det mener Astrid Elkjær Sørensen, som er historiker og postdoc ved DPU, Aarhus Universitet, også, at politikerne på Christiansborg bør gøre.

Hun forsker i kvindedominerede fag i den offentlige sektors kamp for ligeløn og specifikt i tjenestemandsreformen. Hun er medforfatter til rapporten ”Kvindefag i historisk skruetvinge”, der omhandler reformen.

Hvis vi værdsætter arbejde af mænd højere end det arbejde, kvinder udfører, siger vi jo også, at kvinders arbejde er mindre værd. Det er en nedvurdering af det traditionelt kvindelige og af kvinder.
- Astrid Elkjær Sørensen

Ifølge hende har politikerne et ansvar for at gøre op med det lønefterslæb, som tjenestemandsreformen har skabt.

— Christiansborgs politikere kan og bør gøre noget ved det, fordi det er en politisk bestemt reform. Hvis vi værdsætter arbejde af mænd højere end det arbejde, kvinder udfører, siger vi jo også, at kvinders arbejde er mindre værd. Det er en nedvurdering af det traditionelt kvindelige og af kvinder, siger hun. 

Derfor spørger jeg ministeren:

Det handler helt grundlæggende om mænd og kvinders værdi. Mener du, de er lige meget værd?

— Ja, udfordringen er mellem mænd og kvinder inden for samme fag og mellem forskellige faggrupper, helt åbenlyst. Det, jeg synes, er vanskeligt, er at sige, at det er noget, én bestemt faggruppe af kvinder skulle være særligt hårdt ramt af end andre.

Peter Hummelgaard

Men nu er de jo også mange forskellige faggrupper, der er ramt – SOSU-medarbejdere, pædagoger, socialrådgivere, sygeplejersker, jordemødre og så videre?

— Enig, men som jo så også er uenige med hinanden om, hvad de indbyrdes årsager er til, at de tjener…

De er alle meget enige om, at de vil have tjenestemandsreformens lønstrukturer afskaffet…

— Jaaa… Meeen...

Ministeren trækker på det.

— Ja, men altså det lytter vi meget gerne til, siger han så.

Ministeren fremhæver SOSU’er og pædagoger som nogle af de faggrupper, der tjener mindst. Gennemsnitslønnen for en SOSU-assistent efter ti år er knap 28.000 kroner, mens den for en pædagog er knap 31.000 efter ti år. For en sygeplejerske er den cirka 30.000 kroner, og for en socialrådgiver er den cirka 28.700 kroner efter ti år.

For en jordemoder efter 12 år er den 31.000 kroner. I dag tjener en jordemoder på nattevagt eksempelvis 53 kroner i timen i tillæg, mens en sygeplejerske får 50 kroner.

Vil Socialdemokratiet gøre op med tjenestemandsreformen?

Efter indgrebet i sygeplejerskestrejken skrev politisk kommentator Lars Trier Mogensen i en analyse i Dagbladet Information, at Socialdemokratiet ville få svært ved at indtage hovedrollen som velfærdsarbejdernes forkæmper, og at SF og EL i stedet ville kunne fiske vælgere her. 

— Det er en kalkuleret krigsomkostning ved at vinde magten, at kvindelige velfærdsarbejdere flytter til SF og EL, siger han til femina. 

— Efter valgnederlagene i 00’erne lavede de den analyse, at hvis de ikke formåede at vinde de småborgerlige, mandlige midtervælgere over, så blev det lidt ligegyldigt, hvad de i øvrigt havde, for så kommer man ikke til magten.

Lars Trier Mogensen kalder det for ”helt oplagt”, at ministeren forsøger at tale ligelønsbevægelsen mindre, end den er, og at de forsøger at spille faggrupperne ud mod hinanden.

Men noget, der formentlig kan sende lønnen i vejret for samtlige kvinder i de kvindedominerende faggrupper, og som ministeren selv fremhæver, er den nye aftale om 11 ugers øremærket barsel til far.

Ministeren fremhæver, at den kan skubbe ligelønnen i den rigtige retning, fordi de nuværende forskelle i orlovsperiode påvirker mors økonomi i én retning: minus.

— Der vil et kommende lovforslag om øremærkning af 11 ugers barsel til far være et betydeligt skridt. Ikke fra den ene dag til den anden, men strukturelt til også at udjævne forskelle mellem mænd og kvinder, siger han.

Er det ikke nemt for dig at tage æren for det, når det er et direktiv, der kommer fra EU?

— Jeg tror heller ikke, jeg tager æren for det, men jeg konstaterer, at det kommer, og vi tager æren for at have hjulpet implementeringsudvalget, og vi skal have politiske drøftelser, som skal gennemføre det. Vi har jo aldrig nogensinde været modstandere af at sikre, at fædre tager mere orlov.

Mogens Jensen, daværende ligestillingsminister, ville gerne søge dispensation for direktivet, da det blev meldt ud fra EU i 2019?

— Ja ja, men vi har været grundlæggende imod, at det skulle dikteres fra EU, siger ministeren.

Ligesom partiet i øvrigt helt grundlæggende er imod, at EU blander sig i arbejdsmarkedsforhold, som ministeren beskriver det.

Men ”når sagerne står, som de står”, har det været ministerens opgave at se, hvordan de kunne få det bedste ud af det.

Hvis du kan gøre noget ved barslen, hvorfor gør du så ikke også noget ved ligelønnen?

— Fordi det overhovedet ikke er så enkelt.  

Mange af jeres vælgere er kvinder, der arbejder i omsorgsfagene i det offentlige. Tager de fejl, hvis de forventer, at I som politikere kan og vil arbejde for ligeløn i Danmark?  

— Jeg tror i hvert fald, det er grundlæggende forkert, at politikere alene kan skabe ligeløn. Politikere kan være med til at skabe nogle strukturer, der fremmer det, og strukturer, der modvirker det. Men vi kan jo ikke med et fingerknips sikre ligeløn i Danmark, for så var det blevet gjort for mange år siden.

Hvilket indtryk har ligelønsbevægelsen gjort på dig?

—Det gør da et enormt indtryk. Det kan det jo ikke undgå.