Ligeløn

Kvinders løn er ikke lommepenge. Så hvorfor holdes deres løn stadig nede af en støvet reform fra 1969?

af Katrine Rosenbæk 20. april 2021
Foto: Allan Moe/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Hvis du vil forstå den kamp for ligeløn, mange kvindefag kæmper, bliver du nødt til at kende tjenestemandsreformen fra 1969. femina bringer femtrinsraketten med alt, du har brug for at vide.

Tænk, hvis politikerne i dag vedtog en reform, hvor man tildelte kvinder en lavere løn end mænd, fordi man betragtede kvinders arbejde som mindre værd end mænds. 

Tænk, hvis politikerne i dag vedtog en reform, hvor man ikke regnede med, at kvinderne skulle kunne forsørge sig selv for deres løn. 

Sådan en reform vedtog politikerne i 1969. Den hedder tjenestemandsreformen og fastsatte et lønhierarki for offentligt ansatte, hvor de kvindedominerede fag blev placeret lavest. Meningen var, at reformen skulle justeres løbende.

Det er bare aldrig sket.

Men nu har de kvinder, der arbejder i fagene, fået nok. De vil ikke bare have lønhierarkiet justeret. De vil have reformen ophævet. Flere end 1.000 jordemødre vil ikke tage nye ansættelser, før de får en bedre løn, og på blot otte dage opnåede borgerforslaget for en ophævelse af reformen de 50.000 nødvendige underskrifter for at blive behandlet i Folketingssalen.

Et opgør er under opsejling.

Og her er den femtrinsraket, du har brug for at læse for at forstå selve reformen og grundene til, at vi bliver nødt til at tale om den i dag. 

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

1. Politikerne vedtog en reform, de ikke havde styr på. Og kvinderne røg nederst i lønhierarkiet

Med tjenestemandsreformen indplacerede man offentlige faggrupper i et lønhierarki med 40 placeringer. En tjenestemand var og er nemlig en offentlig ansat. 

Reformen er en reform af den oprindelige tjenestemandslov fra 1919. Det lyder måske lidt støvet, indrømmet, men det bliver pludselig interessant, hvis man stiller sig selv følgende spørgsmål:  Har en 102 år gammel lov stadig noget at sige i dag, i forhold til hvordan visse kvindedominerede faggrupper lønnes? For svaret på det spørgsmål er nemlig "ja". 

Husk på, at det i 1919 blot er fire år siden, kvinder får stemmeret, og at det først er i 1921, at de får adgang til hele det offentlige arbejdsmarked – altså bortset fra kirken og militæret.

I 1919 begrænser de kvindelige tjenestemænd (ja, mænd er de jo ikke) sig til 4.000 lærerinder og 1.600 ansatte i postvæsnet. Det er lidt noget andet end de mere end 90.000 personer, der i dag arbejder alene i sosu-faget.

Med reformen af 1969 ønskede politikerne at modernisere loven fra 1919, og det satte man en kommission til at arbejde på i fem år. I 1969 bestod sådan en kommission primært af mænd. Den ene kvinde, som var med, var sekretær.

En pædagog skulle ikke have særligt meget for sit arbejde, for hun passede jo ”bare” børn.
- Astrid Elkjær Sørensen

Et af de centrale punkter i reformen var et mere fleksibelt lønsystem. Det skulle skabe balance blandt de offentlige faggruppers løn.

Og det skulle sørge for, at der var balance blandt de offentlige faggruppers løn i forhold til det resterende samfund - det vil sige det private arbejdsmarked.

Og så skulle systemet løbende justeres, så det fulgte med samfundsudviklingen.

Men det er bare aldrig blevet justeret. Og da man vedtog loven, vedkendte politikerne sig åbent, at de faktisk ikke helt havde styr på, hvorfor de enkelte faggrupper blev placeret, som de blev.

- Politikerne havde overhovedet ikke styr på reformen, siger Astrid Elkjær Sørensen og fortæller om et rodet forløb, hvor mange forskellige ministre modvilligt sad med ansvaret for reformen.

Hun er historiker og postdoc ved Aarhus Universitet og medforfatter til en rapport om tjenestemandsreformens effekt på traditionelle kvindefags løn, som hun har udarbejdet i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder.

Med reformen blev de kvindefag, der i forvejen lå lavt fra loven af 1919, liggende. Man rykkede ikke nogen kvindefag op, og pædagogerne, som var en ny faggruppe, røg nederst.

Dengang mente man, at kvinderne var rimeligt placeret i forhold til deres arbejdsindsats, fortæller Astrid Elkjær Sørensen:

- En pædagog skulle ikke have særligt meget for sit arbejde, for hun passede jo ”bare” børn. For de embedsmænd, der udarbejdede reformen, var det naturligt at kvinderne lå der, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

2. I 1969 var velfærdsstaten ved at blive udbygget – og kvinderne begyndte at arbejde i den

Tjenestemandsreformen blev vedtaget i 1969, og det er ikke uvæsentligt at forstå, hvilken tid reformen blev til i. Man kalder 1960’erne for velfærdsstatens guldalder. Du skal forestille dig, at hele det system, Danmark i dag er verdenskendt for, er ved at blive grundlagt.

Alle de samfundsinstitutioner og ordninger, vi tager for givet i dag, dukker op: eksempelvis folkebiblioteket, folkepensionen, hjemmeplejen og børnehaverne.

Flere af disse institutioner, eksempelvis børnehaverne, understøtter netop også, at kvinder rent faktisk kan arbejde, idet pædagoger eksempelvis passer deres børn, mens de selv varetager andet arbejde. 

Alt imens de offentlige institutioner grundlægges, buldrer industrien også afsted, så både det offentlige og det private arbejdsmarked skriger på arbejdskraft.

Astrid Elkjær Sørensen fortæller, at samtidig med at flere kvinder entrerer det lønnede arbejdsmarked i 1969, diskuterer man offentligt, hvordan det påvirker familierne, at lillemor nu ikke kun skal stå derhjemme og vaske tøj og sylte og skrubbe. Kan familierne klare det?

Som svar på fortvivlelsen opfinder man deltid, så kvinder både kan tage lønnet arbejde og passe det ulønnede arbejde med at holde hus og hjem.

Reklame fra Familiejournalen 1969 for en støvsuger fra Nilfisk. Reklamen er blot et eksempel på, hvor mange produkter der blev markedsført til husmoderen og hendes ubetalte arbejde i hjemmet. 

3. I 1969 betragtede man ikke kvinden som et selvstændigt økonomisk individ. Hun hørte til i hjemmet

I det hele taget har samfundet svært ved at finde ud af, hvad det skal mene om, at kvinderne nu vil tjene egne penge.

- Et eksempel på, at staten ikke var gearet til, at kvinder var på arbejdsmarkedet, er, at de ikke havde en selvstændig skatteangivelse. I stedet figurerede de som en rubrik på deres mands skatteangivelse, hvor der bare stod ”Hustru”, fortæller Astrid Elkjær Sørensen.

Ja, den er god nok, kvinder indbetalte ikke skat som selvstændige individer, fordi man dengang ikke betragtede dem som sådan. I 1970 får kvinder en selvstændig skatteangivelse, men først i 1984 begynder man at beskatte kvinder og mænd lige.

Manden var stadig den offentlige figur, som repræsenterede husstanden udadtil, hvor kvindens domæne primært var den private sfære.
- Astrid Elkjær Sørensen

Således bliver tjenestemandsreformen indført fire år, før vi i Danmark får fri abort i 1973. Tjenestemandsreformen bliver indført, kort før Rødstrømperne begynder at organisere sig og gøre modstand mod patriarkatet og kapitalismen og kæmpe for blandt andet ligeløn.

Reformen bliver indført, før vi i 1976 får en lov om ligeløn, som politikerne kun vedtager, fordi EU løfter pegefingeren med et direktiv og siger, vi skal.

Mange kvinder arbejder stadig som husmødre, og i eksempelvis reklamer blev kvinder også fremstillet som hjemmets kærlige, pligtopfyldende moder, der har nok at se til inden for husets fire vægge.

Som Astrid Elkjær Sørensen siger:

- Manden var stadig den offentlige figur, som repræsenterede husstanden udadtil, hvor kvindens domæne primært var den private sfære.

Reklame fra Familiejournalen i 1969: "... kontorchef Grå svarede til sit navn! Den ku' han ikke stikke. Måtte kapitulere overfor unge Jensens argumentation: - Min mor vasker skjorter i NY 4 stjernet RINSO. Det gør chefens kone osse fremover. Vær vis på det!" 

4. I dag er nogle kvindefag dårligere lønnet end i 1969 

Konsekvensen af reformen er, at de førnævnte kvindefag jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, sosu’ere og socialrådgiver stadig er lavtlønnede.

Sammenligner man fagene med mandsdominerede fag med samme længde uddannelse, fremgår det af rapporten fra Institut for Menneskerettigheder, at de mandsdominerede fag generelt er bedre lønnet end de kvindedominerede.

Sådan var det i 1969. Og sådan er det i dag. I virkeligheden er nogle af kvindefagene sågar dårligere stillet i dag end i 1969, fordi deres uddannelse er blevet længere, mens lønnen ikke er blevet tilsvarende bedre.

Rapportens konklusion flugter med det, som Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet, fremhæver som årsag til uligelønnen på det danske arbejdsmarked: Det kønsopdelte arbejdsmarked.

Det kønsopdelte arbejdsmarked, der blandt andet betyder, at rigtig mange kvinder arbejder med mennesker, og mange mænd arbejder med maskiner, skaber uligeløn.
- Anette Borchorst

Hun har forsket i ligestilling og arbejdsmarked siden slutningen af 1970’erne og fortæller, at de seneste årtier har kvinder i gennemsnit tjent cirka 20 procent mindre end mænd på arbejdsmarkedet generelt.

- Det kan ikke gentages nok: Det kønsopdelte arbejdsmarked, der blandt andet betyder, at rigtig mange kvinder arbejder med mennesker, og mange mænd arbejder med maskiner, skaber uligeløn, siger hun.

Hun refererer blandt andet til den lønkommission, der blev nedsat, efter overenskomstforhandlingerne i 2008 resulterede i store strejker hos blandt andre sygeplejersker, sosu’ere og pædagoger.

Kommissionen fandt blandt andet, at en mand, der arbejder med maskiner, lønnes bedre end en kvinde, der arbejder med maskiner.

Faggrupperne vokser

Fra 1969 til 2019 vokser de fem kvindedominerede faggrupper gevaldigt.

  • Jordemødrene vokser fra 578 til 1.689. 
  • Sosu'erne vokser fra 11.469 til 92.202. 
  • Pædagogerne vokser fra 6.000 til 54.874.
  • Socialrådgiverne vokser fra 635 til 13.892.
  • Sygeplejerskerne vokser fra 21.538 til 52.167.   

Kilde: Kvindefag i historisk skruetvinge

5. Overenskomstsystemet er ikke gearet til at løse problemet  

Anette Borchorst tvivler på, at overenskomstsystemet kan skaffe kvindefagene ligeløn, men hun tror til gengæld på, at MeToo og coronakrisen har skabt det fornødne momentum til, at kvinderne nu kan kræve problemet løst af politikerne på Christiansborg.   

- Eksempelvis sygeplejerskerne er blevet bedt om at yde en ekstra indsats under pandemien og har fået ros for det. Nu er der et krav om, at takken og anerkendelsen også skal manifestere sig i pengepungen, siger hun.

Astrid Elkjær Sørensen ser heller ikke for sig, at overenskomstsystemet er gearet til at løse problemet.

- Der er ikke ændret på det de seneste 50 år, så hvorfor skulle det ændre sig de næste 50 år, hvis vi fortsætter med at gøre tingene på samme måde? Spørger hun og fortsætter:

- Det er en politisk beslutning, ikke kun oprindeligt, men også at lade det fortsætte. Når man ikke gør noget ved tingene, beslutter man også at lade det fortsætte, siger hun.  

Kvinder fra Rødstrømpebevægelsen demonstrerer for ligeløn foran Københavns Byret i begyndelsen af 1970erne. 

Foto: Morten Langkilde/Ritzau Scanpix

Nana Wesley Hansen er lektor ved Københavns Universitet, hvor hun forsker i de offentlige overenskomster. Hun vurderer heller ikke, at overenskomstsystemet er gearet til at indhente det lønefterslæb, som de kvindedominerede fag mener at have.

Ifølge hende er det urealistisk, fordi lønsystemet i de offentlige forhandlinger er sådan skruet sammen, at hvis nogen grupper får mere, kan andre offentlige lønmodtagere risikere at få mindre på sigt.

- Fagforeningerne er af flere omgange blevet enige om mindre puljer til lønstigninger til fordel for nogle af de kvindedominerede fag, men det løser ikke det lønefterslæb, som blandt andre sygeplejerskerne mener, de har, siger hun.

Indtil videre har det ellers lydt fra beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), at overenskomstsystemet skal løse det historiske lønefterslæb, kvinderne stadig kan se på deres lønseddel og deres konti hver måned. 

- Vi har et problem med uligeløn, ja, og det kommer til at tage tid at sikre, at vi får brudt op i det kønsopdelte arbejdsmarked, sagde ministeren på et samråd om reformen i marts. 

Det virker til, at kvindernes tålmodighed allerede er opbrugt.  

Derfor skriver vi om jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, sosu-assistenter og pædagoger

De fem faggrupper er udvalgte, fordi deres lønudvikling 1969-2019 er undersøgt i rapporten ”Kvindefag i historisk skruetvinge” om tjenestemandsreformens lønhierarki.

De fem faggrupper er fælles om at være kvindedominerede fag, som alle blev placeret lavest i lønhierarkiet. Rapporten viser, at deres lønplacering næsten ikke har rykket sig siden 1969 – for nogle er lønnen værre i dag end i 1969 i forhold til deres uddannelseslængde. Denne faktaboks er tilføjet 28. april.