Ligeløn

Over 1000 jordemødre i protest: Vi skriver ikke under på nye ansættelser, før vi får ligeløn

af Katrine Rosenbæk 7. april 2021
Foto: Marie Hald
En fjerdedel af den danske stand af jordemødre og jodermoderstuderende vil ikke tage nye ansættelser på offentlige fødegange. De forudser, at det vil skabe jordemodermangel. Det skal få politikerne til at tage ansvar for at give dem en bedre løn – ligeløn.

1.071 jordemødre og jordemoderstuderende nægter at skrive under på en ny ansættelseskontrakt under den gældende overenskomst for offentligt ansatte jordemødre, før politikerne på Christiansborg sikrer dem ligeløn.

- Vi vil ikke arbejde for den løn, som vi bliver tilbudt. Vi bliver nødt til at vise, at vi ikke længere vil ignoreres, siger den 36-årige jordemoderstuderende Sofie Korsgaard. 

Sammen med en gruppe jordemødre og jordemoderstuderende har hun grundlagt græsrodsbevægelsen ”Jordemødre for Ligeløn”.

De 34 medlemmer af gruppen har indhentet de 1.071 underskrifter blandt de 3.100 jordemødre og 730 jordemoderstuderende, som findes i Danmark. Det er altså mere end en fjerdedel af standen, som nu vil presse politikerne på Christiansborg og beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard til at tage affære.

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

Indtil videre har ministeren anerkendt, at uligelønnen er et problem, men afvist at røre ved den. Han mener ikke, at politikerne skal blande sig i overenskomstforhandlingerne, der kendetegner den danske model.

Men medlemmerne af ”Jordemødre for Ligeløn” ved, at jordemødre sjældent holder mere end en håndfuld år på fødegangene, før mange oplever et misforhold mellem arbejdsvilkår og løn og siger op.

Derfor forudser de, at der opstår jordemodermangel, når ingen vil lade sig ansætte i de vakante stillinger.

De håber, at det faktum kan få Christiansborg-politikerne til at se anderledes på sagen om ligeløn.

Sofie Korsgaard uddyber:

- Vi vil sætte på spidsen, hvor ubæredygtigt faget er. Det er at drive rovdrift på jordemødre, når man bare venter på, der kommer et frisk hold nyuddannede jordemødre, som kan varetage de stillinger, andre jordemødre er flygtet fra. Som om jordemødre var produktionsdyr, man bare kan avle nogle flere af og så desuden være ligeglad med dem, der falder fra, siger Sofie Korsgaard. 

Hun efterlyser respekt for, at jordemødre skal have et arbejdsliv til at fungere, til de fylder 70 år.

Sofie Korsgaard (tv.) og Marie Christiansen (th.).

Jordemødrenes stærkeste argument er tjenestemandsreformen fra 1969, der inddelte offentlige faggrupper i et lønhierarki, hvor de kvindedominerede fag trak det korteste strå, som stadig i dag holder deres løn nede.

Marie Christiansen, jordemoder og medlem af ”Jordemødre for Ligeløn”, har været med til at stille det borgerforslag, som vil afskaffe den. Der gik otte dage, før det opnåede de nødvendige 50.000 underskrifter for at blive behandlet i Folketingssalen.

- Det er så absurd, at en lov fra 1969 afgør, hvordan vi aflønnes i dag, siger Marie Christiansen og sukker tungt. Den betragtning deler mange jordemødre.

”Jordemødre for Ligeløn” foretog i december en spørgeskemaundersøgelse, hvor de bad jordemødre beskrive deres løn med egne ord. De fik svar fra 1.083 jordemødre. Deres svar var enslydende: De beskrev deres løn som pinlig, flov, latterlig, useriøs, uværdig, som lommepenge. At den ikke matcher arbejdsvilkår og ansvar går igen.   

Det kan kun lade sig gøre for mig økonomisk, fordi jeg tidligere har tjent godt, og fordi min mand tjener godt. Det er pinligt, at man skal være afhængig af sin mands løn.
- Marie Christiansen

Småløb fra den ene fødsel til den næste

Sofie Korsgaard tog initiativ til det, der skulle blive ”Jordemødre for Ligeløn” i oktober sidste år, da hun i en Facebook-gruppe for jordemødre efterlyste fagfæller, der ligesom hende ikke ville acceptere lønnen.

Men jordemødres opråb om bedre løn er gammel vin på nye flasker.

- Når snakken om løn dukker op endnu engang, tjekker ældre jordemødre ofte ind med opgivende beskeder a la: ”Jeg har været med i 30 år og hørt den her sang så mange gange, men der sker aldrig noget.” Derfor bliver vi nødt til at gøre noget mere end bare at skrive debatindlæg, siger Sofie Korsgaard, mens hun banker i sit spisebord.

Hun er 36 år, mor til tre og oprindeligt uddannet journalist. I dag er hun jordemoderstuderende på sit femte ud af syv semestre, men:

- Jeg har meget svært ved at se mig selv tage et arbejde som jordemoder. Jeg ville føle mig til grin, hvis jeg skulle arbejde under de gældende vilkår og løn, siger hun.

Ved siden af hende sidder Marie Christiansen. Hun er 41 år, mor til fire og oprindeligt uddannet fra CBS og London School of Economics. Før hun som 35-årig begyndte på jordemoderstudiet, havde hun arbejdet hos Dong Energy med køb og salg af naturgas.

Marie Christiansen, jordemoder. 

Det er to år siden, hun blev færdiguddannet som jordemoder, men hun er allerede på vej ud af faget igen. Hun har opgivet at arbejde som fastansat og tager i stedet vikarvagter. 

- Det kan kun lade sig gøre for mig økonomisk, fordi jeg tidligere har tjent godt, og fordi min mand tjener godt. Det er pinligt, at man skal være afhængig af sin mands løn, men den virkelighed deler mange jordemødre, siger Marie Christiansen og fortsætter:

- Jeg ville ikke kunne holde til at arbejde som fastansat, fordi man er så presset på sine vagter og nærmest småløber fra den ene fødsel til den næste. Det gør det enormt svært at magte omsorgsansvaret, men en jordemoder skal jo yde omsorg. Der synes jeg, vi fejler, siger hun.

Du føler dig til grin 

På den måde er Marie Christiansen og Sofie Korsgaards situationer symptomatiske for dem, mange andre jordemødre finder sig selv i. De flygter fra faget, fordi ansvar og arbejdsvilkår ikke matcher lønnen.

Tidligere i år skrev 1.000 jordemødre også under på et åbent brev til formanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp, hvor de forlangte bedre vilkår.

Jordemødrenes opråb kom i forlængelse af de mange kvinder, som havde delt vidnesbyrd om traumatiske fødsler og krævet værdig og omsorgsfuld behandling, når de skulle bringe børn til verden. Det beskrev femina og flere andre medier indgående i løbet af vinteren.

Blandt andre jordemødrene Steffanie Anna Rask Bødskov og Petra Thorsen gav deres besyv med i et interview med femina, hvor de fortalte om arbejdet på landets største fødegang på Hvidovre Hospital.

Deres grundløn på 26.600 kroner og aften- og nattillæg på 44-55 kroner før skat står ikke mål med at tage imod tre babyer på en nattevagt, hvor de må løbe fra fødsel til fødsel og notere journalen på deres grønne bukser, fordi de ikke har tid til at registrere den i systemet, fortalte de.

Også Sofie Korsgaard og Marie Christiansen fremhæver dissonansen mellem lønnen og at skulle arbejde 37 timer ugentligt, hvor de fleste af de timer ligger om aftenen, natten, og i weekenden – og at de til alle tider står med livet i deres hænder.

- Du kan føle dig fuldstændig til grin, når du står på din 12 timers nattevagt og tager imod barn nummer tre og slet ikke har kunnet give en god fødsel til nogle af dem, fordi du må forlade dem, så snart barnet er ude, og løbe videre til næste fødsel og det, du får ud af det, er 55 kroner/timen før skat, siger Marie Christiansen.

- Dagen efter har du det, som om du har tømmermænd. Alt er smadret, din døgnrytme er væk, du har ondt i hovedet. Og så kigger man på det tillæg på 55 kroner i timen kroner før skat og tænker, at det overhovedet ikke er det værd, siger Sofie Korsgaard. 

De undrer sig også over, at der ikke er indlejret en kompensation i grundlønnen for, at så mange af deres vagter ligger uden for normal arbejdstid.

- Hvis du googler, hvad en jordemoder tjener, får du et tal, der ikke har meget med virkeligheden at gøre, for der er ikke ret mange, som kan holde til at arbejde 37 timer i mere end nogle år, siger Sofie Korsgaard og fortsætter:

- Når du har fået børn og skal have dit familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, går du ned i tid og tilsvarende ned i løn.  

Det er den virkelighed, Sofie Korsgaard ikke vil ud til, og som Marie Christiansen er på vej væk fra. Og som 1.071 andre jordemødre nu også nægter at tage del i.

Sofie Korsgaard, jordemoderstuderende. 

Større og dyrere end rettigheder til fødende  

Også selvom sundhedsminister Magnus Heunicke i februar lovede nationale retningslinjer til gravide og fødende i et stort interview med femina, hvor han også bebudede, at jordemødrenes arbejdsvilkår trængte til en mærkbar reorganisering.

Sofie Korsgaard og Marie Christiansen anerkender begge, at det er positivt, at ministeren kommer med løsningsforslag. Men så rækker begejstringen heller ikke meget længere.

- I dag er der ubesatte jordemoderstillinger på mange hospitaler, så hvem skal passe kvinderne, når de får ret til to dages ophold efter fødslen? Sengepladser er en ting, men der bliver også nødt til at være jordemødre på gangene. Jordemødrene findes ude i samfundet, ligesom jeg selv, men hospitalerne kan ikke fastholde og rekruttere til den løn, der gælder i dag, siger Marie Christiansen.

Sofie Korsgaard efterlyser også løsninger, der er udtænkt fra helikopterperspektiv og ikke kun på baggrund af de fødendes protester.

- Politikerne bliver nødt til at forstå, at det her er meget større og dyrere end nogle rettigheder, sundhedsministeren kan love. De bliver nødt til at kaste hele området op i luften og se, hvordan de kan indrette det bæredygtigt hele vejen rundt, både for fødende og jordemødre. Det kan ikke løses ved at love konkrete rettigheder til de fødende, hvis dem, der skal varetage det arbejde, ikke bliver behandlet ordentligt og flygter fra fødegangene, siger hun.

En kvindes løn er lommepenge

Derfor bliver politikerne nødt til at give tjenestemandsreformen sparket, hvis de vil beholde jordemødre på gangene ifølge ”Jordemødre for Ligeløn”.

Sofie Korsgaard og Marie Christiansen refererer med jævne mellemrum til rapporten ”Kvindefag i historisk skruetvinge” fra Institut for Menneskerettigheder, hvor forskere har undersøgt, om tjenestemandsreformen i dag – over 50 år senere, stadig fastholder kvindefagene på en lav løn.

En af forfatterne bag er Astrid Elkjær Sørensen, som er historiker og post.doc. ved Aarhus Universitet. Ifølge hende, og forskningsrapportens resultater, er svaret ja. 

- I 1969 opfattede man kvinders arbejde som et supplement til mandens, og hendes løn blev derfor opfattet som lommepenge. Man mente for eksempel ikke, det var særligt kompliceret at passe børn, så derfor blev det ikke lønnet, så man reelt kunne leve af det, siger hun.

Vi sidder med en følelse af, at politikerne udmærket godt ved, at løngabet ikke kan indhentes ved overenskomstforhandlinger, men alligevel tøver.
- Sofie Korsgaard

Da reformen blev vedtaget, var planen, at den skulle revurderes løbende i takt med samfundsudviklingen. Det er dog aldrig sket.

I rapporten viser det sig, at jordemødre er dårligere stillet i dag, end de var i 1969. Man måler på sammenhængen mellem løn og uddannelse, og eftersom jordemødrenes uddannelse kun er blevet længere, er de dårligere lønnet i dag, end de var i 1969.

Astrid Elkjær Sørensen afviser, at løngabet kan indhentes ved overenskomstforhandlinger, som ligestillings- og beskæftigelsesministeren ellers har bebudet som løsningen.

Man skal betragte det således, at faggrupper har en fælles ”løn”-kage at dele. Hvis du skal lukke løngabet for de traditionelle kvindefag såsom pædagoger og jordemødre ville de andre fag såsom politibetjente og folkeskolelærere ikke kunne holde deres realløn.

Respektløst at tøve

Af rapporten fremgår det, at traditionelt mandsdominerede fag som politibetjent og lokomotivfører er bedre lønnet end jordemoder, selvom både politi og lokomotivførerne har en kortere uddannelse end jordemødrene.

Lokomotivføren og jordemoderen

Lokomotivføreruddannelsen tager eksempelvis ti måneder, mens det tager tre og et halvt år at uddanne sig til jordemoder. Lokomotivførerens grundløn ligger på 28.425 kroner – altså næsten 2.000 kroner mere end jordemødrenes grundløn på 26.600 kroner.

Det får dog ikke Sofie Korsgaard og Marie Christiansen til at nævne et specifikt tal på den løn, de kæmper for.

- Forskningen viser igen og igen, at vi ikke har ligeløn, og at de traditionelle kvindefag ligger lønmæssigt lavere end andre sammenlignelige faggrupper. Det er det hul, vi gerne vil have lukket, siger Sofie Korsgaard.

Marie Christiansen supplerer:

- Peter Hummelgaard siger, at kvinder i højere grad skal tage jobs i den private sektor. Det er det, vi tager til efterretning nu. Lønnen på fødegangene er ikke attraktiv, så derfor finder vi nye jobs i det private, med større fleksibilitet og mulighed for at holde sommerferie med vores børn, siger hun med henvisning til, at jordemødre kun har ret til to ugers sammenhængende sommerferie og arbejder jul, nytår weekender og helligdage.

Sofie Korsgaard og Marie Christiansen. 

- Men er det virkelig det, Peter Hummelgaard ønsker? Spørger Marie Christiansen og fortsætter:

- Mener han virkelig, at hospitalsgangene skal affolkes for jordemødre, fordi de har taget job i det private, hvor de kan få bedre arbejdsvilkår? 

 Sofie Korsgaard supplerer: 

- Vi sidder med en følelse af, at politikerne udmærket godt ved, at løngabet ikke kan indhentes ved overenskomstforhandlinger, men alligevel tøver, fordi det bliver dyrt, og det er en dårlig sag politisk. Men det er respektløst, at man ikke for alvor anerkender problemet.

De håber, at politikerne ser anderledes på sagen, når fødegangene begynder at mangle jordemødre.