Isabella Hindkjær barsel
Barsel

Lige barsel er win-win for alle – kvinder, mænd og børn

Af Isabella Hindkjær 14. september 2021
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: I dag er vi ikke vågnet op til dommedag, men til en festdag, hvor jeg har lyst til at ønske tillykke. Tillykke til de danske fædre, mødre og deres børn med en historisk ligestillingssejr.

For et par uger siden var jeg til lægen med min 7 måneder gamle søn. Det var min sidste dag på barsel, og vi talte om, at jeg skulle på arbejde igen. Hun kiggede på min søn, der sad på mit skød, og spurgte – nærmest halvnervøst – hvad der nu skulle ske med baby.

Jeg svarede, at baby skulle være sammen med sin far, der overtager barslen.

”Nå,” sagde hun, ”det bliver da … spændende!”

Det er heldigvis mit andet barn. Hvis den samtale havde fundet sted for fire år siden, da jeg lige var blevet mor til min første søn, var jeg nok blevet ked af, at en læge – endda en kvinde – italesatte mit forældreskab som en slags eksperiment. Og det havde måske bragt mig i tvivl om det, vi gjorde, var rigtigt.

Hvilket er mærkeligt. For vi har aldrig været i tvivl, min mand og jeg. Dengang gjorde vi det samme. Vi delte barslen. Ikke 50/50. Men jeg tog langt mindre end de 90 procent, som kvinder i Danmark gennemsnitligt tager, og han tog langt mere end den gennemsnitlige mands resterende 10.

"I går aftes, da vi begge to dumpede ned i sofaen for at læse nyheder på hver vores mobil – efter at have løbet rundt om hinanden i en time for at synkronputte to børn – kiggede vi på hinanden. Vel vidende, at det her øjeblik er specielt."

Dengang arbejdede jeg i en international virksomhed og oplevede ikke, at nogen syntes, min barsel var besynderligt kort. Min mand, derimod, var den første i sin ledergruppe, da han bad om at gå på barsel i mere end 14 dage (en ledergruppe, der består udelukkende af mænd i 40’erne). 

Så i går aftes, da vi begge to dumpede ned i sofaen for at læse nyheder på hver vores mobil – efter at have løbet rundt om hinanden i en time for at synkronputte to børn – kiggede vi på hinanden. Vel vidende, at det her øjeblik er specielt. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

For arbejdsmarkedets parter har lavet en ny aftale, der sikrer 11 ugers øremærket barsel til både mor og far eller medforældre, og derefter er der 26 uger, som i udgangspunktet skal fordeles ligeligt mellem forældrene.

Det er et historisk fremskridt – for ligestillingen, for samfundet, for økonomien. Og for børnene.

Vi har ikke frit valg i dag – lige nu tvinger vi bare kun mor

Dem, altså børnene, er der tilsyneladende er stor bekymring for ude i de danske stuer, men det her er en kæmpe gave til danske børn. Sjældent har jeg set så mange – især mænd – pludselig være Facebook-eksperter i mødre og børns trivsel.

Dommedagsprofeterne messer – forudsigeligt nok – at barselsrettigheder til far er ren tvang og et frontalangreb på familiernes frihed. Men det er en misforståelse, at vi i dag har en barselsordning, der giver forældrene mulighed for selv at vælge.

Vi har allerede øremærket barsel – til mor. Men her taler vi sjovt nok aldrig om tvang eller manglende frihed. For det er ren biologi og natur, forstås, at mor og barn hænger sammen, selv når navlesnoren er kappet for længst.

"Dommedagsprofeterne messer – forudsigeligt nok – at barselsrettigheder til far er ren tvang og et frontalangreb på familiernes frihed. Men det er en misforståelse, at vi i dag har en barselsordning, der giver forældrene mulighed for selv at vælge. Vi har allerede øremærket barsel – til mor."

For kvinderne er barsel til far vejen til ligeløn, større pensionsopsparing og bedre muligheder for at gøre karriere. For mændene er det retten til en once-in-a-lifetime mulighed for at styrke tilknytningen til deres lille barn – og et afsæt til at stå stærkere og få flere rettigheder i eksempelvis skilsmissesager.

Det er et fremskridt for os alle sammen som mennesker. Og fremskridt kommer ikke af sig selv, selvom mange tror det. Fremskridt kommer, fordi vi forlanger det. OG fremskridt er overraskende ofte ret upopulært i sin samtid. Men lige barsel er vitterligt rent win-win for alle – kvinder, mænd og børn.

Og selvom vi altid taler om biologi og naturlighed, når det kommer til mors barsel, så er barsel ikke biologi. Det er noget, vi har bestemt, og derfor kan vi også bestemme noget andet.

Det gør vi nu – og det sker vitterligt ikke et sekund for tidligt, når vi ser på, hvordan de øvrige nordiske lande i årtier har givet os baghjul, når det gælder fars barselsrettigheder. De har flyttet normer og kulturelle konventioner ved hjælp af politisk mod og beslutningskraft.

Og så tilbage til børnene. For dem er en tæt tilknytning til begge forældre en fantastisk mulighed – ikke mindst for de mange børn, der efter en skilsmisse skiftevis skal bo hos mor og far. Og for os alle som familier – uanset hvordan vi ellers indretter os – skaber det et bedre afsæt for at være lige og fælles om hverdagen, når der skal hentes, bringes og afholdes sygedage.

At have en far, der kan trøste, hente og kan pakke en taske, lige så godt som mor, er ikke tvang - det er da den største gave for alle.

 

For vores lille familie, helt personligt, føltes gårsdagens nyhed desuden som en anerkendelse af, at vores valg ikke er et farligt og avantgarde ligestillings-statement med børnene som prøveklude. Det, vi har gang i, er ikke spændende. Det er naturligt - for os.

"At have en far, der kan trøste, hente og kan pakke en taske, lige så godt som mor, er ikke tvang - det er da den største gave for alle."

Og det er ikke fordi, jeg stiller mig tilfreds. Jeg mener, vi skal være mere ambitiøse end de 11 ugers øremærket barsel til hver. Jeg ser gerne de 14 uger, som regeringens støttepartier foreslår. Og så skal vi se på enlige forældre og selvstændiges barselsrettigheder, der i den grad har brug for et løft.

Derudover mener jeg, at vi har brug for en større samtale om, at vores samfund er skruet sammen på en måde, hvor vi helt generelt har for lidt tid sammen med vores børn, mens de er små.

Men i dag er vi ikke vågnet op til dommedag, men til en festdag, hvor jeg har lyst til at ønske tillykke. Tillykke til de danske fædre, mødre og deres børn med en historisk ligestillingssejr.

Og jeg har lyst til at sige tak. Tak til EU for at losse os et godt stykke ind i fremtiden, når nu skiftende danske regeringer i årtier har været mere optagede af at massere meningsmålingerne.

Og så har jeg i øvrigt lyst til at berolige alle ved at gentage det, jeg sagde til min læge, da hun sad og kiggede halvnervøst på min søn: Det bliver ikke spændende. Det bliver rigtig godt – for alle.