Moderskab

Marie Blønd kæmper for minimumsnormeringer: ”Jeg synes, det mindede mere om opbevaring"

af Katrine Rosenbæk 4. maj 2021
Foto: Hedda Rystad
Det begyndte med en Facebook-gruppe, som hurtigt blev til demonstrationer i 59 byer. Og så endte det på finansloven: Minimumsnormeringerne. Bevægelsens frontkvinde, Marie Blønd, fortæller, hvordan meget kan lade sig gøre, når mange hjælper til.

Så langt Marie Blønds øje rakte, kunne hun se demonstranter med barnevogne.

– Jeg var ved at græde af lettelse, forløsning og overraskelse.

Sådan siger hun i dag om den første lørdag i april i 2019, hvor danskere i 59 byer demonstrerede for minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

De havde et spørgsmål, som også er navnet på deres kampagne: Hvor er der en voksen?

Marie Blønd var selv med til at demonstrere i København som bevægelsens talsperson, og i dagene op til demonstrationen havde hun været nervøs.

Ville der overhovedet komme nogen til demonstrationen? Ville det blive lige så stort, som den opbakning, de mødte på de sociale medier, antydede?

– Da vi nåede til Thorvaldsens Plads ved Christiansborg, kom der march fra Frederiksberg og Nørrebro. Vi var så mange, at vi ikke kunne være der og spærrede trafikken.

– Så der stod vi, helt amatøragtige, og tabte mund og kæbe, siger hun.

Marie Blønd

  • 43 år
  • Forperson for støtteforeningen for forældrebevægelsen HvorErDerEnVoksen
  • cand.it, har arbejdet som lab manager på IT Universitetet frem til januar 2021.
  • Gift med David og mor til Isa på tre år og Maya på 11 år.

Marie Blønd er stadig talsperson for bevægelsen ”Hvor er der en voksen?”, som kæmpede for de minimumsnormeringer, Folketinget efterfølgende vedtog med finansloven for 2020.

Ved Folketingsvalget i 2019 havde SF også minimumsnormeringer som deres mærkesag.

I dag arbejder Marie Blønd og mange andre frivillige stadig for, at normeringerne skal blive bedre end dem, politikerne indtil videre har besluttet at indføre.

– Vi kalder dem for ”papirnormeringer” – de ser godt ud på papiret, men de rykker ikke på gulvet, siger hun.

Man regner jo med staten

Grunden til, at Marie overhovedet blev engageret i bevægelsen, var hendes egen datter.

I foråret 2019 var hun nemlig ved at køre datteren ind i en vuggestue og oplevede på nært hold det begreb, der hedder ”tilknytningskø”.

– Det ræsonnerede så godt med det, jeg så på stuerne: At der ikke var tid til at give det, der er helt basalt i en vuggestue, nemlig trøst, kram og tryghed.

– Børnene stod i kø til det, og den kø brændte sig ind i hornhinden på mig. Du afleverer jo et barn, der ikke kan tale endnu – som ikke kan tale sin egen sag, siger Marie Blønd.

Vi er et velfærdssamfund, som tillader omsorgs- og traditionelle kvindefag at have så dårlige forudsætninger for at lykkes.

Da hun otte år tidligere havde kørt sin ældste datter ind i institution, havde hun ikke oplevet den samme længsel i børnenes øjne. Der var sket noget, det kunne Marie Blønd se.

– Det skulle jo gerne være et udviklende kvalitetstilbud, men jeg synes, det mindede mere om opbevaring.

Det var også, som om der var noget i samfundskontrakten, der ikke helt stemte overens. Marie Blønd var 40 år, da hun fik sit andet barn, og på det tidspunkt havde hun betalt meget til Skat.

– Man regner jo med, at staten passer ordentligt på børnene, når de er i statens varetægt, fordi det er i samfundets interesse, men også fordi vi betaler til det.

Ansigtet på bevægelsen

Og så var der kvinderne.

– Vi er et velfærdssamfund, som tillader omsorgs- og traditionelle kvindefag at have så dårlige forudsætninger for at lykkes.

– Det er ikke bare mig som mor – jeg afleverer også til en kvinde, og jeg kan bare se stressen lyse ud af hendes øjne.

Det kunne Marie Blønd ikke acceptere. Så hun undersøgte sagen. Læste op på fakta og forskning.

Samtidig blev der stillet et forslag om minimumsnormeringer af SF’s Jakob Mark i Folketinget, som blev nedstemt.

Politikeren skrev om det i et Facebook-opslag, hvor en kvinde kommenterede, at nu var det nok. Hun ville oprette en Facebook-gruppe og indkalde til demonstration.

Den kvinde hedder Tina Albertsen og startede det, der udviklede sig til bevægelsen, mobiliseret i en Facebook-gruppe, som Marie Blønd var en del af fra begyndelsen. 

– Jeg skrev til Tina, at jeg stod til rådighed – at jeg havde tre uger tilbage af min barsel, at jeg ville give, hvad jeg havde. Jeg blev en af de meget aktive og en del af styregruppen.

– Så blev jeg ringet op af DR, jeg røg på forsiden, og så gik det stærkt. Jeg havde ikke set det komme, men så blev jeg ansigtet på bevægelsen, siger Marie Blønd.

Og så væltede det ellers ind med opbakning fra alle typer af forældre og fra alle hjørner af Danmark, der bidrog med det, de kunne, om de så var jurister, marketinguddannede, pædagoger eller håndværkere.

Kløft mellem forældre og pædagoger

Samtidig delte flere forældre deres oplevelser i medierne, og der blev sendt dokumentarer, som afdækkede forholdene i daginstitutionerne.

– Fordi nogle få turde sætte deres historie på spil, turde endnu flere at gøre det samme, siger Marie Blønd.

Og 6. april deltog flere hundredtusinde i demonstrationer i 59 danske byer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Det var helt sindssygt. Der var en vild energi. Det er det, der gør, at jeg bliver ved – også to år senere, siger Marie Blønd.

Der er nemlig stadig brug for at presse på.

– Lige nu bliver kampen skubbet derud, hvor den skaber en kløft mellem forældre og pædagoger, og det er problematisk, for daginstitutioner er baseret på tillid mellem forældre og pædagoger, siger Marie Blønd og understreger, at hun ikke har noget at sætte på pædagogernes arbejde. Det handler om, at der er for få pædagoger til for mange børn.

Og normeringerne, de skal være i børnehøjde, som bevægelsen kalder det for. De skal være bedre end det, Politikerne har lovet indtil nu, og de skal implementeres inden 2024, som planen er lige nu.

Barndommen kan ikke vente: Hver dag i et lille barns liv tæller.