Kvinder fra den tværfaglige bevægelse for ligeløn.

Ligeløn

Vi står midt i en historisk kamp for ligeløn og omsorg: ”Det er så store kræfter, ligelønsbevægelsen er ved at skubbe i gang”

af Katrine Rosenbæk 2. juli 2021
Foto: Hedda Rystad
Tusinder af kvinder har i foråret indledt det, der nu bliver kaldt for en historisk kamp for ligeløn. De vil gøre op med synet på omsorg som noget, kvinder gør gratis eller for lommepenge. Kvinderne står med et momentum skabt af MeToo og corona-pandemien. Bærer årtiers opgør mod uligeløn endelig frugt?

Det her kapitel skal være det sidste i fortællingen om den danske uligeløn.

I hvert fald hvis man skal tro de kvinder, jeg har talt med dette forår, som kæmper for ligeløn og for en større anerkendelse af deres omsorgsarbejde i velfærdsstaten.

Når jeg har talt med dem, har jeg siddet tilbage med en fornemmelse af, at der bliver skrevet historie lige nu.

At den protest, de har bygget stærk og massiv som murværk, først lader sig slå i stykker, når vores folkevalgte politikere har sikret dem et historisk lønløft.

Endelig skal vi kåre sejrskvinder i kampen om ligeløn, der strækker sig helt tilbage til 1880’erne, hvor Dansk Kvindesamfund og lærerinderne begyndte at kæmpe for ligeløn.

Og som helt konkret finder sted omkring 130 år senere, en solrig tirsdag i juni år 2021 foran Christiansborg, det samme slot, hvor politikere i 1969 vedtog tjenestemandsreformen.

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

Her går sygeplejerske Vibeke Kline Lange Frost rundt i en sort t-shirt, hvor der står ”Slut med 1969. Afskaf tjenestemandsreformen”.

Hun gør klar til “Tjenestemandstirsdag”, hvor forskellige faggrupper mødes for at demonstrere mod tjenestemandsreformen.

Med reformen placerede politikerne de traditionelle kvindefag nederst i et lønhierarki over offentlige faggrupper, fordi man betragtede kvindens løn som sekundær til mandens, der var familiens hovedforsørger.

Som til en sportsturnering har de fremmødte denne tirsdag veste på i forskellige farver: Pædagogerne er i en magentafarvet vest, FOA i en pang-gul, sygeplejerskerne i rød, socialpædagogerne i sort.

En lille lastbil tøffer frem og forvandler sit lad til en scene, som flankeres af et skilt. Også her står der ”Afskaf tjenestemandsreformen”.

Sygeplejerskernes røde flag blafrer i vinden, mens forskellige talere går på scenen, og musikere spiller.

– Jeg synes, det er gået over al forventning. Folk har taget imod det, som vi havde ønsket os det i vores vildeste fantasi, siger Vibeke Kline Lange Frost.

Hun taler om den medvind, som den tværfaglige bevægelse for ligeløn har modtaget i løbet af foråret, og som har samlet opbakning landet over, hvor der har været lignende demonstrationer for ligeløn.

Et nødråb

Den bevægelse bliver nu kaldt historisk af Astrid Elkjær Sørensen, som er ph.d. i historie og postdoc ved Aarhus Universitet, hvor hun forsker i de traditionelle kvindefags kamp for ligeløn.

– Alene den organisering og medieopmærksomhed, som faggrupperne har skabt det seneste halve år, har været historisk. Den kamp, der er nu, går ikke bare i sig selv igen, siger hun.

Hun mener også, at kampen skal ses som mere end en lønkamp. Den handler også om, hvordan vi værdsætter og prioriterer omsorg som samfund.

Der er et kvindeoprør i det, fordi de kæmper for at få opvurderet de opgaver, som kvinder traditionelt har stået for og er blevet forbundet med.
– Astrid Elkjær Sørensen

– Der er et kvindeoprør i det, fordi de kæmper for at få opvurderet de opgaver, som kvinder traditionelt har stået for og er blevet forbundet med, siger hun.

Hun taler om et opgør med et traditionelt maskulint blik, hvor det, der kan gøres op i kroner og øre og aflæses i bruttonationalproduktet, er noget værd. Omsorg derimod? Ikke rigtigt. 

Derudover er det også et nødråb om arbejdsvilkår, som får folk til at flygte fra fagene:

– Lønnen betyder helt vildt meget, men hvis nu de følte, deres job var rart at være i, og de havde gode forhold, så var lønopgøret nok ikke blevet så stort, som det er. Det er jo en eller anden følelse af, at der er kollaps over hele linjen, siger Astrid Elkjær Sørensen.

Anette Borchorst, som er professor ved Aalborg Universitet, skrev sin første opgave om ligeløn i 1973 og har forsket i emnet i mere end 40 år. Ligesom Astrid Elkjær Sørensen ser hun også, at noget stort er under opsejling.

Hun bliver ofte ringet op til Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts for at give en status på ligestilling. Hvert år er der et problem, som går igen: Ligelønnen.

– Det er en af de ting, jeg har nævnt i årevis, fordi det ikke har flyttet sig. Men nu synes jeg, der sker noget, siger hun.

Og her har anden bølge af MeToo en afgørende betydning.

– Sofie Linde tog jo ikke bare seksuel chikane op. Hun snakkede også om løn, og dermed er anden bølge af MeToo blevet en mere bredere ligestillingskamp, siger hun.

Græsrodsbevægelserne

Mens MeToo har givet kvinder et helt nyt sprog til at sige fra over for eksempelvis strukturel sexisme, skubbede corona-pandemien til styrken af kvindernes afvisning af status quo.

Her blev sundhedspersonale og pædagoger hyldet som helte, og de sociale medier flød over med taksigelser for deres store offer midt under den største krise siden 2. Verdenskrig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Snart fik de to kontakt til hinanden, og i foråret havde de etableret en tværfaglig gruppe for ligeløn, som blandt andre også talte pædagoger og socialrådgivere.

På kvindernes internationale kampdag blev deres borgerforslag om at afskaffe tjenestemandsreformen offentliggjort.

De krævede ligestilling i lønforholdene for offentlige faggrupper – ikke kun deres egne. Otte dage senere havde det opnået de nødvendige 50.000 underskrifter for at blive behandlet i Folketinget – hurtigere end noget andet borgerforslag.

Og yderligere 16.000 nåede at skrive under, før det blev stemt ned i Folketinget. Ud over borgerforslaget opstod der også andre protester i form af græsrodsbevægelser.

Foreningen af Danske Sygeplejersker blev etableret, som på blot få måneder samlede mere end 20.000 medlemmer i en Facebook-gruppe.

Den massive organisering var svær at se som andet end kritik at deres fagforening, Danske Sygeplejerskeråd.

Nu tog de sagen i egen hånd. Formålet? Ligeløn. Sygeplejerskerne stemte også nej ved overenskomstforhandlingerne i foråret, og derfor trådte en strejke i kraft. Det er femte gang siden 1973, faggruppen strejker for ligeløn.

Jordemødrene stemte også nej til deres overenskomst og organiserede sig i græsrodsbevægelsen Jordemødre for Ligeløn.

I begyndelsen af april fortalte de til femina, at de havde samlet over 1.000 underskrifter fra jordemødre og -studerende, som ikke ville lade sig ansætte, før de blev lovet bedre løn.

I forlængelse deraf stod 14 nyuddannede jordemødre frem, også i femina, i slutningen af juni og fortalte, at de ikke havde tænkt sig at indløse deres eksamensbevis til en stilling på en dansk fødegang.

Imens havde fødegangene i Region Hovedstaden 59 ubesatte jordemoder-stillinger. Jordemødrenes protest er en uundgåelig konsekvens af afdækning af de fødendes forhold, som femina og andre medier dækkede over vinteren.

Man kan ikke lade det være op til den enkelte fødende eller den enkelte travle jordemoder at løse det her problem. Det er et samfundsproblem, som strukturelt er gået skævt, og de advarsler, der har været undervejs, har man ikke lyttet til.
– Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Her fortalte mødre om skrækindjagende fødselsoplevelser og forlangte et system, hvor jordemoderen havde tid til uafbrudt omsorg under deres livs mest omvæltende begivenhed.

Var det for meget at bede om i et af verdens bedste velfærdssamfund? I sidste ende ikke ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

– Man kan ikke lade det være op til den enkelte fødende eller den enkelte travle jordemoder at løse det her problem. Det er et samfundsproblem, som strukturelt er gået skævt, og de advarsler, der har været undervejs, har man ikke lyttet til. Derfor skal vi have nationale rettigheder, sagde Magnus Heunicke, da jeg interviewede ham i februar.

I juni blev et borgerforslag om rettigheder til gravide og fødende også vedtaget, men hvis de rettigheder skal blive til virkelighed, er sundhedsministeren ultimativt afhængig af at skabe vilkår og betale en løn, som jordemødrene vil arbejde under.

Et lignende krav om opprioriteringen af omsorgen har i flere år lydt fra pædagoger og forældres krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner, som SF endte med at gøre til deres mærkesag ved folketingsvalget i 2019, og som sidenhen er blevet vedtaget.

Omsorgen som værdifuld i sig selv

Protesterne fra de forskellige faggrupper skal også betragtes som et nødråb for bevarelse af de enkelte fag.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd vil der i 2025 mangle 6.000 sygeplejersker, ifølge FOA vil der mangle 41.000 nye ansatte på SOSU-området i 2028.

De opjusterede normeringer i dagsinstitutenerne øger også kravet for endnu tusinde uddannede pædagoger. Men skal flere studerende tiltrækkes, lyder argumentet, at arbejdsforhold og løn må forbedres.

Protesterne er dog ikke nye – de har lydt i årtier. Nej, det nye er, at faggrupperne denne gang står sammen i en tværfaglig bevægelse, hvis styrke ikke er set før.

– Der er noget i gære især fra de yngre generationer, som ikke gider finde sig i det. Og så har den tværfaglige organisering enorm betydning, lyder vurderingen fra Anette Borchorst.

Både Anette Borchorst og Astrid Elkjær Sørensen sammenligner sågar organiseringen og utålmodigheden med Rødstrømperne, som engagerede kvinder over hele landet i 1970’erne, og som var med til at sikre blandt andet retten til fri abort i 1973 og ligelønsloven i 1976, der dog ikke har ført til reel ligeløn.

Hvis den bevægelse, kvinderne har fået etableret dette forår, breder sig og sætter sig fast, kan den skabe et værdimæssigt skift i samfundet af meget stor skala.
- Astrid Elkjær Sørensen

Resultaterne af ligelønsbevægelsen anno 2021 kan også blive ganske mærkbare, vurderer Astrid Elkjær Sørensen:

– Hvis den bevægelse, kvinderne har fået etableret dette forår, breder sig og sætter sig fast, kan den skabe et værdimæssigt skift i samfundet af meget stor skala.

Hun taler om et skift fra vækstparadigmet, der har domineret samfundet siden begyndelsen af 2000’erne. Konkurrencesamfundet, hvor det, som er effektivt og produktivt, og som giver bruttonationalproduktet et nøk opad, betragtes som værdifuldt.

Astrid Elkjær Sørensen, ph.d. i historie og postdoc ved Aarhus Universitet. 

– Det er et opgør med en traditionel maskulin måde at tænke på, hvor ting skal have en konkret pengemæssig værdi for at være noget værd, forklarer Astrid Elkjær Sørensen.

Hvis det opgør manifesterer sig, forestiller hun sig, at man i stedet for at betragte vækst som et succeskriterium vil kere sig mere om, at børn trives, og at familier har tid til at være sammen i stedet for at blive slugt af hamsterhjulet.

– Det handler om, hvad der er bæredygtigt rent menneskeligt og ikke i forhold til produktionsmål, siger hun.

– Det er en kamp for det omsorgsfulde liv, hvor ting som et værdigt fødselsforløb og en god barndom betragtes som værende værdifuldt i sig selv, fastslår Astrid Elkjær Sørensen.

Netop det maskuline nævnte Katja Schrøder også, da jeg interviewede hende i januar. Hun er jordemoder, ph.d. og adjunkt ved SDU og formand for Dansk Jordemoderfagligt Selskab.

Dengang talte hun om et opgør, som var på vej - ført an af kvinderne.

– De har fået nok af at høre de maskuline lovprisninger af fødeområdet – at der er høj overlevelse for både mødre og børn i Danmark, at vores ”tal” alt i alt er rigtigt pæne – når de oplever, at de ikke får den omsorg og værdighed, som enhver mor og nyfødte barn burde have krav på.

En kæmpe maskine

Så langt, så godt. Men hvad bliver løsningen?

Spørger man den tværfaglige bevægelse for ligeløn er svaret utvetydigt: Politikerne på Christiansborg må tage ansvar for at afskaffe tjenestemandsreformen og give de kvindedominerede fag et lønløft af historiske dimensioner.

Det er dem, de fremmødte til tjenestemandstirsdagen adresserer, når en taler for eksempel siger: ”Vi arbejder også for penge, og det er på tide, politikerne får øjnene op for det.”

Vibeke Kline Lange Frost fortæller, at bevægelsen bliver ved med at skubbe på efter sommerferien, og at de har planer om flere demonstrationer og events.

– Mange af tingene var til at starte med noget, vi kunne drømme om, men nu er det faktisk realistisk, fordi vi har fået bredt bevægelsen så stort ud, siger hun.

Sygeplejerske Vibeke Kline Lange Frost. 

Anette Borchorst peger også på Christiansborg. Hendes vurdering er, at et lønløft til de mange forskellige fag, der er berørte af tjenestemadsreformen, får svært ved at komme igennem ved overenskomstforhandlinger.

– Der ligger meget konservative kræfter i den danske arbejdsmodel. Den er ikke i stand til at betragte ligeløn som et problem, der skal tackles, siger hun.

Astrid Elkjær Sørensen mener også, at løsningen skal findes på Christiansborg, hvor flere partier også har engageret sig i lønkampen, og især Enhedslisten eksplicit taler for afskaffelse af reformen.

Imens ligger en lønkomité og venter. Den skal undersøge strukturerne i den offentlige sektor og blandt andet konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked.

Både regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne har vist opbakning til den, men den er endnu ikke nedsat.

Kritikken lyder, at den blot vil være en syltekrukke, og den vil næppe blive velmodtaget af den tværfaglige bevægelse, medmindre politikerne samtidig forpligter sig til at handle på komitéens resultater.

Men ved foden af sommeren er en ting sikker, ifølge Astrid Elkjær Sørensen:

– Det er så store kræfter, ligelønsbevægelsen er ved at skubbe i gang. Det er ligesom at tænde en kæmpe maskine.

Den er kun lige begyndt at lade op.

Men til stor frustration for faggrupperne blev taknemmeligheden ikke udmøntet i kroner og øre. En række sundhedsansatte fik dog honninghjerter af deres arbejdsgivere ved juletid. De blev ikke taget godt imod.  

Både sygeplejerske Vibeke Kline Lange Frost og jordemoderstuderende Sofie Korsgaard efterlyste uafhængigt af hinanden fagfæller, der ville kæmpe for bedre løn.