”Der har længe været noget fundamentalt galt på fødegangene. Det er ikke os 22 jordemødre, der vælter hele korthuset”

I foråret, da de stadig var jordemoderstuderende, skrev de under på en erklæring om ikke at lade sig ansætte, før de blev lovet en bedre løn.

Nu er de færdiguddannede – og de er stadig ikke blevet lovet en bedre løn. Derfor har 22 nyuddannede jordemødre fra København valgt ikke at tage ansættelse, selvom Region Hovedstadens hospitaler desperat mangler jordemødre.

Men de nyuddannede kæmper for noget større: bæredygtige arbejdsvilkår og en højere løn. 14 af dem står her frem i femina.

Læs, hvad de selv siger om at begynde deres arbejdsliv med at kæmpe for ligeløn.

Simone Mørch, jordemoder

I vores dimissionsuge græder vi af glæde, danser om Storkespringvandet med jubel, døber hinanden som jordemødre i champagne og hyldes af vores venner og familie for det, vi har bedrevet. Vi er lykkelig og ekstatiske over at være nået i mål. Men vi vil ikke længere finde os i at høre, at arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Vores løn er til grin og modsvarer på ingen måde vores kompetencer. Vi er dygtige kvinder, der kunne have uddannet os til alverdens professioner og fået en helt anden løn, men vi brænder for jordemoderfaget, og det kan ikke passe, at vi skal straffes økonomisk for det.

Emilie Rosa Høyberg, jordemoder

Det føles vanvittig svært ikke at tage job med det samme, da det er noget, jeg har drømt om lige siden, jeg begyndte på studiet. Men kampen er yderst vigtig, fordi jeg oplever rigtig mange jordemødre, som ikke kan eller vil fortsætte på fødegangen, fordi både løn og arbejdsforhold er for dårlige.

Derfor ønsker jeg at kæmpe for, at alle mine kolleger - nye som gamle - har lyst til at fortsætte i faget og være glade, imens de gør det.

Lærke Clausen, jordemoder

Politikerne skal komme med lovning om ligeløn, og når de gør det, søger jeg job med det samme. Tjenestemandsreformen fra 1969 har for længst overskredet sidste holdbarhedsdato. Der står 2021 i kalenderen, og vi kræver ligestilling! Det synes jeg faktisk, er et meget rimeligt krav at stille.

Det kribler i mine fingre for at komme ud og bruge de kompetencer, jeg har opbygget gennem uddannelsen. Jeg ville ønske, at problemet med ulige løn og dårlige forhold for længst var blevet taget hånd om, og at jeg kunne starte i job i morgen.

Men jeg har et langt arbejdsliv foran mig. Lige nu er mit behov for at kæmpe for bedre forhold og værdig løn større end behovet for at starte i job med det samme.

Emilie Toftgaard, jordemoder

Jeg elsker faget og vil bare gerne være jordemoder de næste 40 år, men som det er nu, kan jeg se, at mange kolleger falder fra efter de første par år på fødegangene, da det er for hårdt at blive ved, og de ikke får betalt en værdig løn.

Jeg vil så gerne kæmpe for hele mit fag og mine jordemoderkolleger, som i så mange år har været utilfredse med lønnen. Men det er ærgerligt, at det er nået så langt ud. Der er brug for politisk handling, og det er altså nu - faktisk allerede i går.

Thea Hornum, jordemoder

Det føles rigtig ærgerligt ikke at tage min uddannelse i brug nu. Jeg holder enormt meget af mit fag og har glædet mig til at komme ud og gøre brug af alt, jeg har lært. Men jeg ved også, at mine faglige kompetencer og det ansvar, jeg har, er langt mere værd end den løn, som jeg på nuværende tidspunkt bliver tilbudt.

Louise Malan, jordemoder

Det er utrolig sårbart ikke at tage et job nu. Jeg vil gerne bruge min uddannelse og arbejde på fødegangen i mange år, men derfor bliver jeg også nødt til at sige fra nu - ellers kan jeg ikke se mig selv blive.

Fødegangene er blevet så pressede, at det ofte føles som fødsler på et samlebånd, og det synes jeg, er synd for de fødende og for os. Der skal cool cash på bordet, før jeg tager et job. Det her er en fed streg i sandet. Det er et stop for strukturel undertrykkelse af kvindedominerede fag.

Sia Øxenholt, jordemoder

Jeg mener, at det ville være at vende faget og de fødende ryggen, hvis vi blot så stiltiende til, mens vilkårene bliver ringere og ringere – både for de fødende og for os som jordemødre!

Alle de problemer, kvinderne (med rette) har råbt højt om i medierne den seneste tid, er jo et produkt af et markant rekrutterings- og fastholdelsesproblem blandt jordemødre samt årelange besparelser på området.

Tid, empati, anerkendelse, kontinuitet og høj faglighed er simpelthen nogle af kerneområderne i jordemoderidentiteten, og hvis der for alvor blev lyttet til os som faggruppe, og vores behov blev imødekommet, er jeg sikker på, at resten kommer helt af sig selv.

Når man udsulter en faggruppe gennem så mange år, hvor vi fratages tid i jordemoderkonsultationen, tiden til at spise og gå på toilettet mellem to fødselsforløb, kvalitetstid med vores familier, fordi vi i stedet må bruge tiden med overarbejde og ekstravagter for at få enderne til at mødes – både på arbejdspladsen og økonomisk derhjemme ...

Fordi, nårh ja, vores lønniveau er dikteret af en gammel sexistisk reform, hvor man mente, at kvinder da ikke havde behov for de samme summer som mænd, da de jo ikke kunne være primære forsørgere… ja, så får man selvsagt svært ved at fastholde og rekruttere en faggruppe, hvis kerneværdier netop består i at give tid, empati, anerkendelse, faglighed og kontinuitet til dem omkring sig.

Men måske jeg i min tidligere ytring omkring Tjenestemandsreformen fra 1969 faktisk burde skrive ”mener” i nutid, for vores kære beskæftigelses- og ligestillingsminister har gentagne gange tilkendegivet, at han ikke mener, det er relevant for ham at revidere og kompensere for den politisk bestemte lønindplacering.

Og det er vel i virkeligheden det samme som at hævde, at præmissen for kvindefagenes lavere indplacering også kan godtages i dagens Danmark, 2021?

At det med andre ord fortsat er helt relevant og legitimt, at vi fra politisk side fastholder traditionelt kvindedominerede fag på et lavere lønniveau end traditionelt mandedominerede fag. Hr. Hummelgaard, det er altså en ommer.

Maya Andersen, jordemoder

Der er et akut behov for jordemødre denne sommer, og jeg kan godt forstå, at de fødende er bekymrede. Men det her er ikke en ny problematik. Jordemødre har strakt sig for at få enderne til at mødes, for at kunne være der for de fødende og familierne i mange år. Nu er vi bare kommet til et punkt, hvor vi bliver nødt til at tænke i langsigtede løsninger, og nogle er nødt til at gøre noget.

Denne kamp er i lige så høj grad for de fødendes skyld. Vi skal skabe et bæredygtigt fag, som jordemødre kan holde til at arbejde i, og hvor de kan være der for de fødende. Vi forventer en lovning om bedre lønvilkår, der gør, at jordemødre kan se sig selv i faget i mange år.

Tanya Boksa, jordemoder

Med de arbejdsvilkår jeg ved, vi kommer ud til, er jeg næsten glad for, at jeg bare er mig. At jeg ikke har mand og børn. Nogen, jeg også skal være noget for, når jeg har fri.

Det er mere reglen end undtagelsen, at jeg har lyst til at gå hjem i min lejlighed, lukke døren og ikke snakke med andre resten af dagen, når vagterne har været for hårde. Det burde jo ikke være sådan, at man skal ”lade op” til en vagt og have behov for at ”falde ned”, bare fordi man har været på arbejde.

Jeg synes, det er uansvarligt, at man kan misbruge en så vigtig arbejdsstyrke, som jordemødrene er. Jeg synes, det er uansvarligt, at man kan gå så meget med skyklapper på og nægte at anerkende, hvor hård en uddannelse og hvor travlt og udfordrende et job, vi står med hver evig eneste dag.

Det er uansvarligt at forvente, at de her kvinder skal gå på et arbejde, som statistisk set vil knække nakken på dem inden for tre-fem år og stadig ikke vil gøre noget ved dét problem.

Rikke Bastholm, jordemoder

Jeg har i min praktik set flere og flere jordemødre forlade fødegangen og faget, fordi de ikke kan forlige sig med vilkårene og lønnen og få dagligdagen til at hænge sammen. Jeg ønsker ikke selv at blive nødsaget til dette.

Det er uansvarligt, at der ikke er nogen, der vil tage ansvar for ligeløn. Det er på tide, at de kvindedominerede fag bliver anerkendt for deres faglighed og ansvar på samme vilkår som mandedominerede fag. Vi har et selvstændigt virksomhedsområde og derved et stort ansvar. Vi er specialister, men det kan ikke ses på lønnen.

Det er ikke nyt, at fødegangene er pressede. Der har længe været noget fundamentalt galt. Det er ikke os 22 nyuddannede jordemødre, der vælter hele korthuset. Det har været synd for de fødende længe. Nu vil vi gøre noget ved det. De fødende har også sagt fra. Det er en fælles kamp, vi alle kæmper.

Mette Dyhrberg, jordemoder

Vi kæmper denne kamp for at gøre jordemoderlivet mere bæredygtigt og sikre, at der er jordemødre til de fødende om 5-10-20 år. Vi skal sørge for en ordentlig svangreomsorg, for at der er en jordemoder til stede under fødslen og tid til hjælp på barselsgangen, men dette kan kun sikres, hvis der er jordemødre til det.

Det ville være uansvarligt for de fødende, hvis vi ikke kæmpede for jordemødrenes løn og arbejdsvilkår, som kan være med til at fastholde dem i faget.

Huda Al-Kabani, jordemoder

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at tage min uddannelse i brug. Det har været vanvittigt hårdt, og det er ikke unormalt, at de studerende går ned med stress eller udbrændthed. Derfor er det helt okay at give sig selv lov til at standse op og trække vejret.

Kampen for at bevare jordemoderfaget tror jeg, er en stærk hjertesag for alle jordemødre. Det er et område, som går så stærkt ind i sjælen, at det er umuligt ikke at føle sig forenet med det. Jordemoderfaget er blandt de fag, hvor man ser både liv og død i øjnene.

Det fortjener respekt, og det fortjener at blive bevaret. Åbenbart kommer det ikke uden en kamp, men alle jordemødre kender deres værdi, og at vi i Jordemødre for Ligeløn har understreget værdien af vores profession, er egentlig en sejr i sig selv.

Carina Skjoldmark Straadt, jordemoder

Jeg har glædet mig rigtig meget til at skulle gøre brug af min uddannelse og tage job på fødegangen. Så det er da helt sikkert en ambivalent følelse, jeg sidder med. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at arbejde.

Men for at kunne holde til det i længden og give de fødende den omsorg, de har brug for, er der nødt til at blive taget hånd om problemet. Det kan ikke længere fejes under gulvtæppet. Der skal tages et kæmpe ansvar. Derfor kæmper jeg. Jeg kæmper for at kunne holde til at være jordemoder i mange, mange år.

Andrea Koldsø, jordemoder

Jeg synes, det er foruroligende at se, hvor mange jordemødre der brænder ud og søger andre steder hen efter to-tre år på de offentlige fødegange. Det er en af grundene til, at vi er nødt til at sige fra over for de forhold, vi arbejder under. Det har tydeligvis ikke sendt et stærkt nok signal at se, hvor mange der flygter.

Jeg synes, det er uansvarligt og respektløst over for de danske jordemødre at give os en løn svarende til den, vi fik som ufaglærte. Det stemmer ikke overens med det ansvar, vi har, og det er på tide, der kommer fokus på det. Jeg har drømt om at arbejde på en fødegang i mange år. Jeg ønsker et bæredygtigt arbejdsliv, så jeg kan holde til at være i faget i mindst lige så mange år.