Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ligeløn

22 nyuddannede jordemødre vil ikke tage job, før de er lovet bedre løn: “Det er et oprør”

af Katrine Rosenbæk 1. juli 2021
Foto: Marie Hald
”Hvad med dem, der skal føde til december? Hvad med dem, der skal føde til april?” Sådan spørger 22 nyuddannede jordemødre, som kræver bedre løn og langsigtede løsninger på fødeområdet. Indtil da vil de ikke lade sig ansætte. 14 af dem står her frem i femina.

I videoen i toppen af artiklen kan du høre, hvorfor jordmødrene nægter at lade sig ansætte.

Maya Andersen og Louise Malan har to ting tilfælles.

De har begge drømt om at uddanne sig til jordemødre, så længe de kan huske. Og lige så længe har de tænkt over, hvordan de kunne undgå at blive jordemødre.

- Jeg vidste, at det var et voldsomt arbejde, og at lønnen var lav, siger Maya, mens Louise opsummerer:

- Jeg vidste, at faget var meget ubæredygtigt.

Men nu står de alligevel med deres eksamensbeviser. For selvfølgelig skulle de være jordemødre.

Fordi de elsker at stå med livets begyndelse mellem deres hænder og gang på gang være den omsorgsfulde og professionelle jordemoder, der hjælper forældre gennem deres livs mest omvæltende oplevelse.

De dimitterede sammen med 36 andre nyuddannede jordemødre en fredag i slutningen af juni, og hvis der er noget, Region Hovedstaden drømmer om for tiden, er det formentligt at ansætte de nyuddannede jordemødre.

Ligeløn til kvindefag

Jordemødre, sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og SOSU-assistenter. Alle traditionelle kvindefag, som blev placeret nederst i det lønhierarki, der blev vedtaget med reformen af tjenestemandsloven i 1969. Før Rødstrømperne. Før den fri abort.

Dengang betragtede man kvindens løn som lommepenge, fordi manden var familiens økonomiske overhoved. Intentionen var at revurdere loven løbende, men det skete aldrig. Nu kræver kvinderne, der arbejder i fagene, et opgør med reformen. 

I en række artikler går femina tæt på det opgør. Det gør vi, fordi kvinders arbejde ikke skal lønnes efter et 50 år gammelt kvindesyn, vi for længst burde have taget afsked med.

Regionens fødegange mangler intet mindre end 59 jordemødre ifølge en opgørelse fra begyndelsen af juni. Normalt mangler de tre procent - nu mangler de ti procent af de jordemødre, de gerne vil ansætte.

Der er bare et problem. 22 af de nyuddannede jordemødre har underskrevet græsrodsbevægelsen Jordemødre for Ligeløns erklæring om ikke at tage nye ansættelser, før faggruppen er lovet bedre løn. 14 af dem står nu frem med navn og ansigt i femina.

Maya og Louise er blandt dem, men da Louise underskrev erklæringen en marts-dag, havde hun ikke regnet med, at det ville trække i langdrag.

- Jeg tænkte: Det her går stærkt. Det her jo akut, siger hun.

 

Jordemoder Maya Andersen og jordemoder Louise Malan. 

På det tidspunkt havde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) netop lovet nationale rettigheder til gravide og fødende.

Det gjorde han som reaktion på flere måneders afdækning af fødeområdet, hvor femina blandt andre medier havde bragt grufulde historier fra kvinder, der havde født på danske fødegange og var taget hjem ikke kun med et barn, men med barske og stressende fødselsoplevelser.

- Hvis de fødende skal have bedre rettigheder, skal der også være nogen til at varetage dem, siger Louise.

Men for nu har Maya, Louise og 20 af deres medstuderende valgt at kæmpe for en større sag.

Se videoen: Derfor vil de nyuddannede jordemødre ikke lade sig ansætte

En kvindelig vækkelse

Den sag handler om ligeløn, og den kæmpes af traditionelle kvindedominerede fag som jordemødre, sygeplejersker og pædagoger, der i løbet af foråret har organiseret på tværs af fagene.

De vil af med tjenestemandsreformen fra 1969, som indplacerede de kvindedominerede fag nederst i et lønhierarki, som stadig i dag holder kvindernes løn lav i forhold til andre mandsdominerede fag med tilsvarende uddannelseslængde.

Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde noget for at sikre faget bedre løn nu. Jeg føler, vi har momentum og magt til at gøre noget.
- Maya Andersen

Men hvordan føles det at blive færdiguddannet inden for sit drømmefag og så ikke tage kitlen på og mærke pulsen på fødegangen?

- Det føles faktisk helt essentielt, siger Maya.

- Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke gjorde noget for at sikre faget bedre løn nu. Jeg føler, vi har momentum og magt til at gøre noget, siger hun og nævner MeToo, de fødendes protester og den tværfaglige ligelønsbevægelse som fundamentet for deres momentum.

- Det er en kvindelig vækkelse. Det er en feministisk kamp, siger hun.

Den kamp har Louise ventet på siden begyndelsen af sin uddannelse. Da hun var i praktik på andet semester, talte jordemødrene om, hvor dårlig lønnen var, men det kom bag på Louise, hvor dårlig den rent faktisk var.

- Dengang fik jeg det sådan her: Det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget? Hvem tager teten? Vi kan jo ikke bare sidde i kaffestuen og brokke os, siger hun.

- Det er et oprør. Vi er en ny generation af jordemødre, der ikke finder sig i løn- og arbejdsvilkårene. Det er nu, siger hun og knipser med fingrene.

Jordemoder Maya Andersen.

De kræver en løn, som matcher deres arbejdsvilkår og kompetencer – dog vil de ikke sætte et specifikt tal på.

Men den nuværende grundløn for en nyuddannet på cirka 25.500 kroner føles som ”en hån”, siger de.

De kræver også bedre arbejdsvilkår, som kan danne rammen for et langt og bæredygtigt arbejdsliv. Som det er nu, holder mange nyuddannede jordemødre kun to-tre år på de offentlige fødegange, før de søger mod det private.

Den statistik vil Maya og Louise helst ikke blive en del af. Men de forstår godt, hvorfor det er sådan.

De kræver en løn, som matcher deres arbejdsvilkår og kompetencer – dog vil de ikke sætte et specifikt tal på.

Men den nuværende grundløn for en nyuddannet på cirka 25.500 kroner føles som ”en hån”, siger de.

De kræver også bedre arbejdsvilkår, som kan danne rammen for et langt og bæredygtigt arbejdsliv.Som det er nu, holder mange nyuddannede jordemødre kun to-tre år på de offentlige fødegange, før de søger mod det private.

Den statistik vil Maya og Louise helst ikke blive en del af. Men de forstår godt, hvorfor det er sådan.

Tre dage på at komme sig efter en vagt

Allerede i deres praktik oplevede de begge at blive syge med stress på grund af travlheden på fødegangen. Louise havde for eksempel sommetider arbejdsuger på 48 timer.

Efter sin sygemelding tog Maya orlov og arbejdede som manager på en bar. Der fik hun fire kroner mindre i timen, end hun gjorde på fødegangen.

- Allerede som studerende mærker man presset. Vi vil gerne kunne arbejde med det her i rigtig mange år, men det kan man ikke med den løn og de forhold, der er i dag, siger Maya og fortsætter:

- De skæve arbejdstider er en del af grundvilkårene, men der er brug for at skabe ordentlige rammer, så ens vagter ikke er så fuldstændigt sindssyge, at man skal bruge tre dage på at komme sig efterfølgende, siger Maya.

Louise supplerer: - Man har ikke tid til at restituere mellem fødslerne. Jeg har været på vagter, hvor afdelingsjordemoderen kommer og banker på, netop som barnet er blevet født, og siger: “De er pressede nede på stue 10, der kommer en og afløser jer her”. Og så går jeg ned på stue 10, men jeg mangler stadig at skrive journal.

Maya sidder og nikker: - Man mangler lige at være ude at tisse, man mangler lige at få en bid brød.

Louise fortsætter: - Og efter den fødsel tænker man: Jeg syr hende lige, det bruger jeg lige en time på, så kan jeg lige få noget mad, men så bliver man kaldt ind til en kvinde, der presser, og så har du en blødning, du skal have styr på, og et barn, du skal sørge for, er okay. Og lige pludselig er der gået tre timer, du har været på arbejde i ti og har ikke haft mulighed for at spise eller drikke. Du er så tør i halsen, og du har det faktisk dårligt, samtidig med, at du hele tiden skal være i beredskab.

Jordemoder Louise Malan. 

Men ens egne behov er der ikke plads til på fødegangen, fortæller Louise og Maya samstemmende.

Maya: - Om man får spist eller tisset er underordnet, og man skal endelig ikke lade sig bemærke med, at man kommer direkte fra en anden fødsel, for de allersidste, der må mærke det, er det nye par, der virkelig har brug for ens hjælp, siger Maya.

Louise: - Vi skal have den fødende og partnerens tillid i det sekund, vi åbner døren. De skal være trygge, selvom du lige kommer fra et andet par. Man bliver bare sådan “puuuh”, når man får fri fra en vagt, siger Louise og lyder som en ballon, luften går af.

Man kan ikke mærke, hvad man føler. Det er først, når man kommer hjem, at man er sådan, “Wow, det var tre virkelig fine fødsler, men det var også virkelig hårdt.”
- Louise Malan

Louise: - Ofte kan man ikke mærke sine egne behov. Man kan ikke mærke, hvad man føler. Det er først, når man kommer hjem, at man er sådan, “Wow, det var tre virkelig fine fødsler, men det var også virkelig hårdt.”

Maya: - Du er på og glad på fødegangen, og så kommer du hjem og er fuldstændigt udkørt, siger hun.

Problemet er ikke nyt 

Det er de erfaringer, der får dem til at efterlyse langsigtede løsninger, allerede før de har entreret fødegangene som færdiguddannede. De langsigtede løsninger har jordemødre efterlyst i forskellige protester i årtier.

- Kig nu ind til kernen af problemet, siger Louise næsten insisterende.

Men kunne man ikke vende den om og sige, at de kunne være en del af løsningen, hvis de lod sig ansætte?

Louise kigger på mig, som om jeg er skør. De sukker begge lidt og lader mig forstå, at de har tænkt meget over det spørgsmål.

- Det her er ikke et problem, vi har skabt, siger Louise og gentager følgende regnestykke:

Region Hovedstaden mangler 59 jordemødre, men kun 38 er lige blevet nyuddannede. Selv hvis de alle tog et job, ville regionen stadig stå med et rekrutteringsproblem, og det er flere gange beskrevet, hvordan jordemødre hurtigt søger fra det offentlige til det private.

Det problem kan Louise og Maya og deres hold ikke løse alene.

Men hvad så med de gravide kvinder, der skal føde denne sommer? Sommeren er kendt som en travl periode på fødegangene, og i år har Region Hovedstaden forsøgt at imødekomme travlheden med et fastholdelsestillæg til de jordemødre, der kommer til at løbe ekstra stærkt over sommeren.

Maya: - Jeg kan godt forstå, at de gravide og deres partnere er nervøse, men vi er kommet til et punkt, hvor nogen bliver nødt til at tage den her kamp og betragte problemet som mere langsigtet end blot denne sommer. Det er jo fuldstændig forfærdeligt, hvis nogle skulle få en oplevelse, der ikke er rar. 

Louise: - Men hvad med dem, der skal føde til december? Hvad med dem, der skal føde til april?

Det spørgsmål ligger på sundhedsministerens bord og trænger sig efterhånden mere og mere på.