Camilla Kjems
Mental sundhed

Camilla Kjems: "Jeg havde følelsen af hele tiden at være lige ved at blive sindssyg"

8. august 2018
af Jo Brand
foto: Jakob Kirk
Chefredaktør og forfatter Camilla Kjems har lidt af angst og depression, siden hun var ung. Her fortæller hun om vejen ind i mørket og ud af det igen – og erkendelsen af, at det altid vil være der.

”Camilla, hvad er det, du er bange for, når du kommer helt ind til kernen af din angst?”

Det spørgsmål blev chefredaktør på Femina Camilla Kjems for nylig stillet af hjerneforsker Morten Kringelbach.

– Først kunne jeg slet ikke svare, da jeg mere oplever følelsen af angst som en kropslig panikreaktion end deciderede tanker, der giver mening, og hvor jeg er angst for noget. Men pludselig slog det mig: Det, jeg er helt og aldeles gennemgribende angst for, er at miste evnen til at forbinde mig med andre mennesker. Angsten for at blive sindssyg og forsvinde ind i et tomt univers. At være frit svævende i et komplet sort rum, hvor ingen kan nå mig.

Sådan beskriver Camilla Kjems sin angst i bogen ”Du skal turde elske først”, der handler om hendes eget liv med angst og depression. Det var i forbindelse med bogen, at hun talte med hjerneforskeren, og det var her, hun for første gang nåede ind til kernen af sit eget mørke. Et mørke, hun ellers havde kendt i mange år.

I dag er Camilla 44 år, men allerede da hun var 16, blev hun overmandet af angst for første gang. Hun fik konstateret modermærkekræft.

– Jeg blev opslugt af et meget sort univers. En fornemmelse af at være et sted, hvor ingen kunne hjælpe mig. Og det var jo reelt nok. At få sådan en hård nyhed … I en måned skulle jeg gå og vente på operationen, og der var ingen, der kunne bære den angst for mig, hverken min mor eller søster. Jeg var helt fortabt og alene, sådan er det jo, siger hun.

Hun fortæller, at chokket fra dengang måske har sat sig kropsligt. At når hun får en dårlig nyhed i dag, reagerer kroppen på samme måde som dengang: Hun føler, at hun bliver skubbet ud over en afgrund med panik til følge og en frygt for at være sindssyg.

Samtidig ved hun godt, at det ikke kun skyldes den oplevelse, at angst og depression har været en del af hendes liv i så mange år. ”Uregulerede følelser”, som hendes psykolog kalder det, bærer også sin del af ansvaret. Altså følelser, der ikke er blevet taget hånd om, og som derfor har fundet deres eget ikke hensigtsmæssige udtryk. I sin bog skriver Camilla om sin opvækst på Bornholm, hvor hun efter forældrenes skilsmisse måtte affinde sig med en stedmor, som Camilla ikke mindes nogensinde at have talt til hende, og som blev sur, hvis Camillas far gav Camilla et Anders And- blad. Og en stedfar, der først var fantastisk og favnende, men som efter at være flyttet sammen med Camillas mor blev hånlig, kontrollerende og jaloux – også på Camilla.

– Den irrationelle angst hænger nok sammen med, at jeg som barn har været så meget alene med mine følelser, at jeg ikke har lært at berolige mig selv. Derfor har jeg også haft svært ved at gøre det som voksen. Jeg har ikke erfaring med, at der er et par arme, der griber mig.

Nu knækker filmen

Som barn tog Camilla sig sammen, men da hun ikke behøvede at gøre det længere, kom det første angsttilfælde. I metroen i Paris.

– Jeg var flygtet fra Bornholm til Paris. Jeg var 20 år og ville bare have frihed. Frihed til at være mig selv. Men jeg kørte også mig selv hårdt. Jeg arbejdede, festede og samtidig havde jeg også en eksistentiel krise, ligesom så mange andre i den alder: Hvem var jeg, og hvad ville jeg? Og en dag, hvor jeg sad i toget på vej til arbejde, fik jeg mit første angsttilfælde. Det var, som om væggene smeltede ned over mig, og jeg tænkte: ”Nu bliver jeg sindssyg. Nu knækker filmen”.

Men filmen knækkede ikke. Camilla fik slæbt sig selv hen på arbejdet, hvor hun talte med sin chef, der mente, hun var stresset, og så fortsatte hun ellers med at leve som før. Lige indtil hun blev overmandet af en depression, da hun var i begyndelsen af 20’erne og studerede retorik på universitetet.

LÆS OGSÅ: Sådan skelner du mellem sund og usund angst

– Jeg havde det meget svært ved fællesskabet. Vi havde kun otte timer om ugen på universitetet, og jeg havde svært ved at komme ind i det rum, de andre havde sammen. Jeg var så ensom. Samtidig var jeg også ulykkelig forelsket i en gift mand. Og en dag fik jeg et angsttilfælde i Føtex, hvor jeg bare måtte løbe ud. I to måneder lå jeg derhjemme og var fuldstændig lammet.

– Jeg havde følelsen af hele tiden at være lige ved at blive sindssyg, at jeg lige om lidt ville miste alt. Alt var gråt. Og det gik op for mig, at jeg måtte have hjælp, ellers ville jeg ikke leve.

Hjælpen kom. I form af en psykiater og lykkepiller, eller antidepressiv medicin, alt efter hvad man har lyst til at kalde det. Uanset hvad, er der mange, der har meget negativt at sige om den form for medicin, men Camilla er ikke en af dem. Pillerne har hjulpet hende lige siden.

– Effekten af pillerne kom gradvist, men jeg husker særligt en dag, hvor jeg gik ned ad Nørrebrogade i København: Pludselig var farvene tilbage. Jeg kunne se, at folk smilede og grinede – og jeg kunne dufte. Siden har jeg stort set spist pillerne hver dag. Jeg har måske sammenlagt holdt nogle års pause – bl.a. da jeg var gravid med mit første barn.

– Når jeg stopper med pillerne, fungerer det i en periode, men så begynder det at gå dårligt igen. Der er nogle, der siger, at man ikke er sig selv, når man spiser medicin, men sådan oplever jeg det slet ikke. Jeg kan stadig grine og græde. Det lægger ikke låg på mine følelser, siger hun.

Alligevel har hun, siden hun tog den første pille, haft håbet om en dag at kunne slippe dem helt. Men i dag fylder det ikke så meget.

– Det er ikke længere vigtigt. Og i dag får jeg sådan en lille dosis, at jeg nærmest er i tvivl om, om effekten er placebo, og jeg har ikke lyst til at løbe risikoen ved at stoppe. Og hvis jeg skal tage medicin resten af mit liv, gør jeg det.

Ikke en identitet

Men når hun kigger tilbage, hvad tænker hun så er årsagen til hendes angst og depression? Er det kemi i hjernen? Et voldsomt chok som 16-årig? Eller uregulerede følelser? Hun mener selv, det er en blanding.

– Jeg tror, det er et mix. Der er noget kemisk i min hjerne, og noget i min barndom, hvor jeg ikke har lært at sige fra.

Siden dengang Camilla første gang lå lammet, har hun fået adskillige erfaringer med, hvordan hun tackler dette mix. Og en af de ting, hun ret tidligt valgte at gøre var at lukke mørket ud i lyset. Altså at fortælle om det. Og det har hjulpet.

– Da jeg var i midten af 20’erne, fik jeg arbejde hos Pernille Aalund, der både havde kvindesitet Oestrogen og lavede talkshows, og der var folk meget åbne. Man talte om, hvordan man havde det. Man delte ud af sine erfaringer, og derfor var det naturligt for mig at byde ind og f.eks. fortælle, at jeg spiste lykkepiller.

– Det stod klart, at man sagtens kan have noget kørende for sig, selvom man er svag. Og jeg lærte, at det at stå frem med sin svaghed, er en styrke. Det er befriende at sige tingene, som de er. Og siden har jeg været åben omkring, hvordan jeg har det.

– Det er ikke noget, jeg siger, når jeg går til ansættelsessamtale. Det skal jo ikke gå hen og blive min identitet, eller den eneste fortælling om mig selv, men jeg taler om det, når det er naturligt.

– Jeg havde engang en chef, der sagde, at jeg måske skulle holde lidt igen, men jeg har ikke lyst til at leve i en verden, hvor man ikke kan tale om det, der er menneskeligt.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand"

Valgte at blive skilt

En anden erfaring, Camilla har fået, er, hvor dyr en pris, hun skal betale, når hun ikke lever et liv efter sine værdier. Altså dem inderst inde.

– Da jeg mødte min mand, syntes jeg, at han havde styr på, hvordan man levede, og jeg flød bare med strømmen. Vi fik tre børn, to hunde, to biler og folk væltede ind og ud af vores hjem, selv om det drænede mig. Han er meget social og elsker selskab, og jeg har meget brug for ro, når jeg har fri, men jeg fik slet ikke sagt fra og gjort plads til mine værdier. Jeg begyndte at hade weekenderne, for dér blev jeg 100 procent konfronteret med det liv, hvor jeg ikke havde mig selv med.

– En dag tænkte jeg: Hvis jeg bliver i det her, begynder jeg at pimpe, eller også ender jeg som Maude. Jeg var ikke mig selv, jeg var sådan en uklar person. Og det var det sværeste at tænke på: at mine børn skulle vokse op uden at vide, hvem jeg var.

Det sidste var den udløsende årsag til, at Camilla valgte at blive skilt.

– Det var angstprovokerende at stå ansigt til ansigt med problemerne og deale med dem, men der var også noget forløsende ved at tage det skridt. Og så skulle jeg jo være der for mine børn. Det skal man jo!

Men da børnene var taget på ferie med deres far, ramlede det hele alligevel igen. Men denne gang havde Camilla en god psykolog.

– Noget af det, jeg gerne ville gøre om, var at få en god psykolog tidligere. I forbindelse med skilsmissen fik jeg en rigtig god psykolog, som var der for mig. Hun sagde, at jeg kunne ringe når som helst, og det beroligede mig. Selvfølgelig kan man også få hjælp fra dem, som er tæt på en. Men jeg tror også, at når man taler med nogen, man kender, så blander de sig selv ind i det. Derfor kan det være godt at tale med en person, hvor der er distance. Og min psykolog kan lære mig at forstå, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Og hun kan tage mig tilbage til situationer i min barndom og give mig mulighed for at hele dem. Og mig selv.

Livet må godt være godt

Helingen er også kommet i form af nydelse og en dyrkelse af fællesskabet.

– Med alderen har jeg lært, at livet faktisk godt må være godt. At der er meget at være taknemmelig for og meget at nyde: Mine tre børn, mad, rejser osv. Og man må godt tage for sig, så længe det ikke går ud over andre. Ja, det er nærmest lidt utaknemmeligt ikke at tage for sig. Sådan har jeg det i dag.

– Det, at jeg har fået sat fokus på nydelsen, har gjort, at der er er kommet mere lyd, lys og duft i mit liv. Nydelsen giver mig lyst til at leve, og jeg kan igen mærke den der glæde i maven, som jeg havde, da jeg var barn og skulle i Brændesgårdshaven. Nu mærker jeg den f.eks., når jeg skal være sammen med mine børn eller til Italien med min kæreste.

– Tidligere har jeg også meget dyrket det at være alene, nok fordi jeg har manglet modet og evnen til at forbinde mig med fællesskabet. Men for mig har det været vigtigt at finde modet til at rejse ind i fællesskabet og finde ud af, hvad det kan give mig. En nøgle til det har været erkendelsen af, at ansvaret for min egen forløsning ligger hos mig selv. Tidligere har jeg haft det sådan, at ”hvis bare, jeg bliver inviteret til …. så ….” eller ”hvis bare han giver mig …, så ….” , ” hvis bare jeg får 100 likes…, så…” . I dag ved jeg, at andre ikke – heller ikke en kæreste – kan forløse mig og gøre mig lykkelig. Jeg har ansvar for mig egen forløsning og egen grundglæde. Efter jeg har fået den erkendelse, kan jeg også se fælleskabet som en gave, en bonus.

LÆS OGSÅ: Angst: Sådan genkender du den

Hvilken plads har mørket så i dag?

– Jeg har det sådan, at der kommer små symptomer, hvis jeg er stresset. Så kommer den indre uro og synsforstyrrelserne. Virkelighedsopfattelsen forsvinder. Når det sker, hiver jeg nogle dage ud af kalenderen og slapper af, sover, går ture og den slags.

– På den måde er angsten blevet et pejlemærke og en styrepind i forhold til, hvornår jeg skal stoppe op. Et tegn på, at mine grænser er blevet overskredet. Og i dag fanger jeg det. Tidligere har det overmandet mig, siger hun og fortsætter:

– Så angsten er stadig en del af mig, og jeg tør heller ikke slippe den helt. Jeg er bange for, at hvis jeg slipper den, kommer den tilbage og overmander mig, så jeg har det bedst med, at den er en del af mig, men den fylder meget mindre, og i dag har jeg accepteret, at den er en side af mig, siger hun.

Og tænker man tilbage på Camillas svar på hjerneforskerens spørgsmål: ”hvad er det, du er bange for, Camilla?” så er det måske heller ikke så mærkeligt, at angsten altid vil være der. For hvem er ikke bange for at være helt alene et meget mørkt sted? Som Camilla selv siger:

– Der er logik i det: Vi er pattedyr, og vi kan ikke klare os, hvis vi bliver ladt alene. Så pludselig gav angsten mening. Det er en overlevelsesmekanisme og ikke mig, der er sindssyg og mærkelig.

Camilla Kjems, 44 år, er chefredaktør for femina og forfatter til bogen ”Du skal turde elske først”, hvor hun fortæller om sin egen depression og angst, og taler med folk, der har hjulpet hende undervejs. Bogen udkommer til august. Hun har tre børn og en kæreste.

Læs også