Julie Ugleholdt
Fødsel

Julie fik en fødselsdepression efter fødslen af sin datter: ”Jeg havde rigtig svært ved at elske hende”

Julies datter Charlie kom til verden ved et akut kejsersnit, fordi navlestrengen var ved at kvæle hende. Fødselsoplevelsen var traumatisk for Julie, og da Charlie efterfølgende udviklede kolik, blev det starten på en lang og svær fødselsdepression for Julie.

At være nybagt mor til et barn med kolik tærede så meget på Julie Ugleholdt, at hun begyndte at finde på forskellige metoder til at undgå at være en del af familielivet. Bare en lille pause ville hjælpe, forestillede hun sig – for eksempel en uge på hospitalet med en brækket arm med mad og søvn - og uden et skrigende barn. Selvom det blev ved fantasierne, blev det værre og værre og udviklede sig til forestillingen om en lastbil og et specifikt gadehjørne.

 

Vestorm og stimulerende

Da Julie blev mor til lille Charlie en vinterdag i 2017, var det hele vejen igennem med en følelse af, at noget ikke var, som det skulle være. Lige fra da hun sammen med sin mand, Jon, tog på hospitalet med veer og blev sendt hjem igen med beskeden om, at hun skulle åbne sig mere for at komme på fødestuen, følte hun, at noget var helt forkert. Derfor blev de indlogeret i hospitalets lounge, hvor Julie tilbragte natten i vestorm.

Efter at have fået hindeløsning af en jordemoder blev hun flyttet til fødestuen, men der skete stadig ingenting, og det forstærkede følelsen af, at noget var galt. Da Julie havde haft veer i over 24 timer, og ingen forstod, hvorfor der ikke skete noget, besluttede lægerne at give hende vestimulerende drop og en epiduralblokade.

- På det tidspunkt var jeg ligeglad. Der var intet ved den fødsel, der var gået, som jeg havde forestillet mig, selvom jeg havde forberedt mig virkelig grundigt. Men nu ville jeg bare gerne have smerten til at stoppe. Lige pludselig opdagede de, at der var noget galt med min datters puls – hver gang, der var en ve, faldt hendes puls til 50, og derefter steg den til 180. Der var noget galt derinde, men der var ikke nogen, der sagde noget. Der var ret stille, og samtidig var stemningen rigtig ubehagelig. Jeg kan huske, at jeg spurgte, hvorfor de ikke bare satte mig i gang, og om der var noget galt. Men der var ikke noget galt, sagde de. Til sidst skulle de lige til at give mig vestimulerende drop, da døren gik op, og der blev råbt: ”Kontraordre fra overlægen! Stop!”. Så fortalte de, at jeg skulle have akut kejsersnit, så der ikke gik mere galt. Jeg forstod det ikke, for alt havde jo været i orden kort tid inden. Men på det tidspunkt var jeg så udkørt, at jeg bare sagde ja til det, siger Julie.

LÆS OGSÅ: Josephine: ”Det var et kæmpe pres, at alle spurgte, om det ikke var fedt at være på barsel, når jeg overhovedet ikke havde det sådan”

Apgar score på 1

Kejsersnittet var hurtigt overstået, og pludselig blev der meget stille. Lægerne havde rettet opmærksomheden fra Julie til et helt andet sted på stuen. Hun kunne ikke høre lyden af barnegråd, selvom hendes lille datter for få øjeblikke siden var blevet født ved kejsersnit. Det eneste, hun kan se, var sin mands kridhvide ansigt, der skiftevis vendte øjnene mod Julie og et punkt i den modsatte ende af rummet uden for Julies synsfelt. Hans blik flakkede.

- Jeg var sindssygt bange for, at hun var død. Det var det eneste, jeg tænkte på. Da de kom med min lille datter, var jeg slet ikke glad og lykkelig. Hun var bare sådan en lille bange én, der slet ikke sagde noget. Jeg følte, jeg var havnet i et mareridt, og at hun ikke var mit barn. Så da de spurgte, om jeg ville have hende ned til mig, havde jeg faktisk ikke lyst. Efter ti minutter skiftede jeg mening og ville gerne have hende ind til mig, men jeg kunne ikke bevæge mig på grund af medicinen. Jeg kunne slet ikke det, jeg havde forestillet mig – at hun skulle ligge mod min hud, fortæller Julie.

Mens der var helt stille på stuen, havde lægerne stået og nulret alle Charlies små lemmer, fordi hun havde en Apgar score på 1. Havde den været på 0, havde hun været død. Der var ikke mange tegn på liv, men de fik liv i hendes svage puls, og hudfarven blev mere normal. Det viste sig, at navlestrengen havde viklet sig rundt om Charlie, og for hver gang, veerne pressede hende nedad mod Julies bækken, trak navlestrengen hende tilbage og kvalte hende samtidig. Det var også grunden til, Julie havde haft så mange veer uden at åbne sig. Det satte sig meget i Julie efterfølgende – for hvad nu, hvis lægerne havde givet hende vestimulerende drop, og kontraordren ikke var kommet?

- Angsten for at have mistet mit barn før moderskabet sad virkelig dybt i mig. Det var virkelig voldsomt. Jeg havde regnet med, at jeg ikke ville kunne lade hende være, og at jeg ville kigge på hende hele tiden, når vi kom hjem, men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg følte mig meget forkert, og jeg havde ikke lyst til at se nogen. Mine forventninger til moderskabet var blevet knust fuldstændig, og jeg havde rigtig svært ved at elske hende ubetinget, som jeg troede, man skulle. I virkeligheden ville jeg bare gerne være mig selv, deale med følelserne og sluge tingene. Men så skulle jeg amme, op om natten hele tiden – lave alle de ting, som alle mødre skal. Det var svært at skulle håndtere de uundgåelige lavpraktiske problemer hele tiden. De kunne ikke sættes på pause, selvom jeg følelsesmæssigt havde det så skidt.

 

Julies gravide mave

Kolikbarn

Julie isolerede sig. Hun så ikke sine venner og kunne ikke overskue at gå i mødregruppe. Efter ca. fem dage begyndte Charlie at få kolik. Samtidig rystede hun voldsomt, når hun skulle skiftes eller bades, og hun ville kun være i sine forældres favn. Måske et tegn på, at den hårde fødsel havde påvirket hende. Mens Charlie græd, gemte Julie sig endnu mere for omverdenen.

- Jeg havde ikke lyst til at tage hende med nogen steder, for hun græd jo hele tiden. Jeg havde slet ikke lyst til at mærke alle de fordømmende øjne på mig – ”få dit barn til at holde op med at græde” – eller ”lad være med selv at græde” – jeg græd jo også selv hele tiden. Når folk kom på besøg, sagde de alt muligt, som var rigtig svært at blive konfronteret med. ”Hvor er hun sød”, og ”Godt lavet”. På et tidspunkt kom min veninde forbi, og vi sad i stuen, jeg i en stol og hun i sofaen med Charlie. Jeg var misundelig på min veninde, når hun sad der med mit lille barn i armene, og alt var perfekt. Hun blev et symbol på den mor, jeg burde være. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at være sådan? Jeg blev en huleboer, der sad indenfor, når jeg ikke gik ture med hende, siger Julie.

Kolikken fortsatte dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Julie og Jon prøvede alt for at få Charlie til at holde op med at græde, men intet hjalp hende.

- Jeg havde rigtig svært ved at elske hende, selvom jeg heldigvis vidste dybt inde i mig selv, at jeg elskede hende. Men jeg blev ofte virkelig vred på hende. Jeg var vred over, at hun havde kolik, selvom det ikke var hendes skyld. Og jeg var vred over, mit liv var ødelagt for evigt, og at det aldrig ville blive godt igen. Jeg kunne også sige til mig selv, at jeg fortrød, at jeg havde fået et barn, for jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle få mad, gå i bad, være sammen med mine venner og gå på arbejde igen. Det hele handlede bare om at passe det barn, som krævede alt.

LÆS OGSÅ: Emilie fik en efterfødselsreaktion: "Jeg havde en sindssyg frygt for at miste William"

Depressioner i ét væk

I takt med Charlies gråd sank Julie dybere ned i en depression. Hun havde mistet håbet og meningen med det hele. Hendes og Jons familier tog ofte fri fra arbejde for at komme og hjælpe, så de kunne tage et bad, rydde op eller spise. Men hvor Jon havde overskud til at kunne se det store billede, kunne Julie ikke overskue noget.

- Det er første gang, jeg har prøvet at have sådan en voldsom depression. Jon prøvede tit at påpege, at det var depressionen, der talte, og ikke mig. Det kunne godt hjælpe mig lidt op af de sorte huller, jeg kunne falde ned i. Vi havde en meget skrøbelig hverdag, fordi vi fik så lidt søvn, mad og tid. Hvis vi havde nogle dage eller nætter, der var ekstra hårde, eller hvis vi havde Jons andet barn fra tidligere samtidig, så skulle det bare prikke lidt til mig, før jeg røg ned igen. Det føltes, som om jeg var fortabt for evigt, og derfor kunne jeg lige så godt fjerne mig selv fra livet – jeg ville bare væk fra den her fuldstændig ubærlige situation, fortæller Julie.

Fødselsdepressionen startede som tanker om, at hvis Julie nu gik ud foran en lastbil og brækkede en arm eller et ben, så kunne hun ligge på hospitalet og sove og spise, og hun skulle ikke høre på det skrigende barn. Men tankerne udviklede sig. Da Charlies kolik stoppede, havde Julie overskud til at tænke over alle de følelser, hun havde holdt tilbage. Det var især i forhold til fødslen. Mens hun fik det værre, blev forestillingerne til selvmordstanker.

- Jeg snakkede meget med min psykolog om det, og hun sagde, at jeg skulle være opmærksom på, om jeg skrev selvmordsbreve, og om jeg satte datoer og planlagde det meget detaljeret. Der nåede jeg heldigvis aldrig til. Men vi var på vej derhen, fordi jeg blev meget konkret med metoderne. Vi snakkede meget om det derhjemme, så Jon kunne støtte mig, men det var rigtig svært at høre om for min familie og venner. På et tidspunkt var der nogen, der blev decideret vrede på mig, for jeg havde jo verdens dejligste lille datter.

Sidste stop psykiatrien

Da Charlie var næsten et år gammel og var begyndt i vuggestue, var Jon også blevet depressiv – så meget, at han ikke kunne arbejde. Han havde taget sig af familien det sidste år. Julie kunne stadig ikke holde til at være alene, og de havde prøvet alt. Sidste stop for Julie var psykiatrien. Den dag, hvor de skulle afsted til psykiateren, havde de begge ikke sovet i flere dage.

- Da havde jeg bare lyst til at skyde mig selv – jeg kan huske, at jeg råbte ind i stuen, at jeg ville have fat i en pistol. Jeg brød fuldstændig sammen. Da vi var oppe hos psykiateren, kunne jeg ikke læse noget, min krop var helt fucked, og min hjerne var stået af. Min mand skulle pege der, hvor jeg skulle skrive under på papirerne, og forklare, hvad jeg skrev under på. Jeg virkede bare ikke som et menneske. Da jeg kom hjem, blev jeg sendt hjem til min søster for at fjerne mig fuldstændig fra hjemmet. De dage hjemme hos hende, lå jeg bare og stirrede op i luften og følte bare, jeg havde mistet mig selv. Jeg var ingenting, jeg var bare en skal. Det var helt klart rock bottom.

Julie Ugleholdt fik en fødselsdepression i forbindelse med fødslen af sin datter Charlie

Et lyspunkt

Der var dog også små glimt af håb. En dag sad Julie og sang nogle børnesange for Charlie. Hun grinede så meget, at Julie kunne tage imod det og grine tilbage.

- Det var virkelig et lyspunkt for mig, hvor jeg tænkte, at jeg måske med tiden kunne få det godt igen, få et godt forhold til hende og blive en god mor. Det, at jeg lige pludselig var i stand til at være et normalt menneske bare i fem minutter, gav mig håb for, at det ville være 10 minutter i morgen, og måske en hel dag om en måned. Jeg havde brug for de lyspunkter, som kunne bryde med den depressive tankegang.

En anden ting, der gav Julie håb, var at lytte til en podcasten ”Den Uperfekte Mor” på DR3, når hun gik ture med barnevognen. Blandt andet lyttede hun til et afsnit om en kvinde, som havde stået i Rundetårn klar til at springe ud, men som havde klaret den, og stadig er her i dag. Det at høre om en, som var kommet igennem noget værre, et konkret selvmord, var en lettelse for Julie.

- Det kunne være, jeg også kunne klare det. Jeg troede, jeg var den eneste, der havde det sådan her, fordi mine veninder i hvert fald slet ikke havde det ligesom mig. De var velfungerende, selvom de havde deres egne problemer. Det var vigtigt, at jeg ikke følte mig alene i det.

Tanker blev til damp

Lige så langsomt fik Julie det bedre. Hun ændrede sin kost og begyndte at vinterbade og gå i sauna. Noget, hun aldrig havde prøvet før, var at meditere og dyrke yoga, og især meditationen hjalp.

- Depressionen blev ved med at fise rundt oppe i kasketten og fortalte mig, at alt var ligegyldigt, og at jeg var en dårlig mor og et dårligt menneske. Det hjalp mig væk fra de mørke tanker at sidde og trække vejret og ikke tænke på noget. Mærke min krop og bare lytte til lydene. Pludselig kunne jeg godt forstå, at tankerne ikke var virkeligheden, men at virkeligheden derimod var min krop og den verden, vi lever i. Jeg var ikke kun en tom skal. Det var, som om tankerne blev til damp, der sivede op af mig.

For Julie føltes det, som om bestemte følelser havde sat sig fast i kroppen, og det at give slip på hovedet og gå ned i kroppen forløste alle de forankrede tanker.

- Det var meget kropsligt – følelsen af en knude, der stille og roligt begyndte at løsne sig. Jeg gennemlevede fødslen igen, og jeg begyndte bare at tude. Yogaen gjorde det samme for mig. Jeg brugte min krop, og hvad enten man vil det eller ej, så opstår der jo endorfiner, når man bevæger sig. Det gjorde, at jeg gik fra yoga med et smil. Jeg var ikke super frisk, da jeg havde været gennem sådan en lang depression, men nervesystemet begyndte at slappe af, og al den der stress, der var bygget op i mig, blev forløst. Det var en kæmpe lettelse. Jeg dyrker stadig virkelig meget yoga i dag, men det kunne sikkert lige så godt have været en anden form for bevægelse. Det er bare så godt for mig at bruge min krop, siger Julie.

LÆS OGSÅ: Annabell fik en fødselspsykose: "Jeg kunne ikke overskue at skulle være mor resten af livet"

Et fantastisk barn

Julie blev raskmeldt i 2018. Hun kan stadig falde tilbage, når noget trigger de gamle følelser, og processen med at komme over en depression er lang. Charlie har det til gengæld fantastisk.

- Det er bare noget helt andet med Charlie nu. Hun sover vildt godt, er nem at putte om aftenen og er sød og glad. Der er totalt gang i den. Jeg har det også helt anderledes. Jeg har det nu, som jeg troede, man ville have det, da man lige havde født. Jeg er helt forelsket i hende og bliver så glad, når hun vil putte med mig, være tæt på mig, sidde med mig og kramme og kysse mig. Hun bliver nærmest irriteret på mig, når jeg ikke kan lade være med at nusse hende, og siger, ”nej mor!”. Jeg kan dog stadig have meget svært ved at putte min datter i weekenden, fordi der er så meget angst forbundet med hendes søvn. Jeg kan nærmest gå i panik, hvis hun stritter imod, når hun skal sove middagslur. Jeg undgår det stadig, fordi det gør mig helt vanvittig.

Det har været så vigtigt for den lille familie, at deres venner, forældre og søskende har hjulpet til med lille Charlie. I starten tøvede Julie med at bede om hjælp, fordi hun følte, det var hendes ansvar som mor at passe sit barn. Først efter lang tid begyndte hun at takke ja til at få Charlie passet om natten.

- Jeg fandt ud af, at det faktisk var lige meget, om det var min mor eller mig, der gik en tur med Charlie – og om hun fik sutteflaske eller bryst. Hun er blevet et fantastisk barn i dag, og vores bånd er ikke blevet svagere. Små børn har jo bare brug for tryghed og nærhed. Jeg skulle også have stoppet med amningen længe før. Det var svært at give slip på det eneste, jeg følte, jeg kunne finde ud af som mor – i hvert fald det eneste, jeg gjorde efter normen. Jeg brugte alt for lang tid på ammegrupper på Facebook og på at lytte til andre – jeg ville jo ikke være den mor, der nægtede mit barn amning, når amning ifølge de grupper var lig med kærlighed og nærhed. Jeg vil bare anbefale andre at lytte til sig selv og gøre det, der føles rigtigt for en selv. Der er så mange, der har holdninger til, hvordan tingene skal være – systemet, vennerne, verden, Facebook… Men der er ikke noget, der er på formel, og det er okay at skille sig ud, siger Julie.