Det er ikke nytårsfesten, jeg længes efter. Det er følelsen af at høre til

Da jeg sidste år stod på Den Røde Plads på Nørrebro nytårsaften og så den ene raket fyre op i den grå nattehimmel efter den anden, gav jeg mig selv et løfte.

“Næste år gør jeg noget helt andet.”

Det var egentlig ikke, fordi det var en dårlig nytårsaften. Den bød både på slimede østers, stemningsfuldt selskab og dansefest. Men det var, som løftet antyder, heller ikke den bedste.

Sagen er, at nytårsaften er gået hen og blevet en af de aftener, hvis årlige genkomst jeg frygter allermest – og det er på trods af, eller måske nærmere på grund af, at jeg absolut elsker nytår.

Når nogen eksempelvis italesætter nytårsaften som “bare endnu en fest”, spreder der sig en intens kløe i mit indre. Fordi det er lige præcis, hvad nytårsaften ikke er, hvis du spørger mig.

Hvis man ser bort fra bryllupper, så findes der nemlig ingen andre fester i løbet af et år, hvor der er blevet brugt timer, hvis ikke dage, på at sammensætte, fastlægge og forberede en menu; hvor der bliver gjort en dyd ud af borddækning, oppyntning og underholdning, og hvor der bliver drukket champagne som var det mælk direkte fra koens yver.

Det er en fest, der symboliserer slutningen på noget og starten på et andet. En fest, hvor der er lagt op til at hylde og skåle på det forgangne års succeser og grine (eller græde) over dets fiaskoer. Den ene aften om året, hvor det på slaget 18.00 er tilladt at lukke sin indre royalist ud af skabet, og hvor man efter midnat ikke skal bekymre sig om klager fra underboen, kun om den næste dags tømmermænd.

Spørgsmålet er, hvornår og hvordan nytårsaften gik fra at være “årets fest” til “årets test”?

Som barn og teenager husker jeg tydeligt den vibrerende og lettere kaotiske stemning i timerne op til, at gæsterne skulle ankomme. Jeg husker, hvordan min søster og jeg dansede til Britney Spears, der blev spillede på P3, imens Festen & Gæsten bragede ud af FM-radioens højtalere i køkkenet, hvor min mor stod og lavede tunmousse, imens hun uddelte ordrer, der havde med oprydning og borddækning at gøre.

Stort set hver nytårsaften blev som minimum holdt sammen med mine forældres tætte vennepar og deres to døtre, der var jævnaldrende med min søster og jeg. Jeg husker, hvordan de voksne var klædt i grimme hatte og festligt humør, og hvordan deres jokes blev mere og mere underlige (læs: forbudte for børn), som aftenen skred frem og rødvinen røg ned.

På nytårsaften var det tilladt at være løssluppen og bryde alle regler. Nytårsaften var tidløs; der fandtes kun nuet, der eksisterede som en underlig tom lomme mellem sidste år og næste år – klar til at blive fyldt op af glimmer og håb. Alt kunne ske, alt stod åbent.

De senere år er følelsen af tidløshed til gengæld blevet erstattet af følelsen af en faretruende nedtælling, der starter allerede når de første blade falder af træerne. En nedtælling, der jo tættere på nytårsaften, vi kommer, minder mig om, at jeg igen i år ikke har fået nogle officielle invitationer til nytårsaften.

Efter jeg flyttede hjemmefra, har ingen nytårsaften været den samme. Som en der aldrig har gået på hverken efterskole eller højskole, men som derimod har været så heldig at samle venner og veninder op løbende gennem hele mit liv, har jeg derfor ikke nogen fast vennegruppe, som jeg fejrer nytår med.

Flere gange i årenes løb har jeg selv været vært for forskellige venne-mix-ups. Men den løsning er ikke længere aktuel, da de fleste i min omgangskreds allerede har besluttet sig for, hvem de skal holde nytår med – de samme som sidste år.

Mere end én gang har jeg de seneste fem år derfor også tyet til løsningen “at invitere mig selv”. Men i sidste ende har det altid resulteret i en følelse af ikke at høre til. At være anmasende, påtrængende, og som et slags skilsmissebarn, der går på omgang mellem vennerne, ligesom gamle usikkerheder om at være en venneløs taber stikker sit grimme ansigt frem.

At jeg er en af de eneste singler tilbage blandt veninderne, hvor flertallet har børn eller er gravide, hjælper heller ikke på situationen.

Hvis jeg har dristet mig til at bringe nytår op i samtaler med mine veninder, har det i nogle tilfælde resulteret i uofficielle invitationer på bagkant - “du er også velkommen!” - og selvom jeg værdsætter de invitationer virkelig højt, er der stadig en ond lille stemme i mit hoved, der fortæller mig, at det dækker over dårlig samvittighed, pligt eller ren og skær velmenenhed, selvom jeg inderst inde godt ved, at det ikke er tilfældet.

Det var den følelse, der sidste år ledte til, at jeg i år ville gøre noget anderledes. Spørgsmålet er hvad? Jeg ved det stadig ikke.

Det har ført mig til overvejelsen om, hvorvidt den kommende nytårsaften skal være den første, jeg tilbringer alene – noget som jeg kender mange, der har gjort før, og som jeg i øvrigt oplever i stigende grad er blevet mindre tabuiseret, ligesom tåbeligheden ved nytårsaften de sidste mange år er blevet skrevet vidt og bredt om. Vi er tilsyneladende mange venneløse tabere derude.

Men lige så fristende og befriende, den mulighed føles på papiret og i tankerne, lige så ensom har jeg på fornemmelsen, at jeg vil føle mig i praksis på selve aftenen. Fordi selvom jeg intet problem har med at skulle lave tre-retters middag til mig selv og min kat, så er det blevet tydeligt for mig, at det ikke er festen, jeg længes efter. Det er følelsen af at høre til.

Den følelse jeg havde som barn, når Robbie Williams brølede ud af højtalerne, og velourdugen glimtede, og alt var muligt. En følelse, der siden er gået tabt mellem forventningspres og voksenlivets foranderlige virkelighed.

Erkendelsen rammer lige så hårdt, som champagneproppen popper. Samtidig kommer den med en sorg over tider, der aldrig kommer tilbage, og venskaber, der skifter form.

Måske kommer følelsen ikke tilbage, som den var. Måske finder jeg den et nyt sted, i en ny form. Imens jeg lægger sidste hånd på denne tekst, tikker der en besked ind på min telefon.

Det er en invitation til nytårsaften. Måske hører jeg alligevel til et sted?

Godt nytår.