
Theresa fra Kastaniegården drømmer om at holde jul et særligt sted: "Forestil dig at sidde udenfor i en varm heldragt med gløgg og gås over bålet"

Theresa Maria Jessing, autodidakt illustrator
Foto: privat
Hvem?
Theresa Maria Jessing, 44 år
Autodidakt illustrator
Instagram: @sortillustrator / @kastaniegaarden
Hvad er det første du tænker, når nogen siger jul?
Lys i mørket.
Hvornår begynder din jul?
Første søndag i advent – og ikke et sekund før.
Hvad betyder julen for dig?
Det er en anledning, hvor alle er fælles indstillet på leg, fantasi og samvær i alle mulige kombinationer – og traditioner og sangskatten er i fuld fokus. Fordi langt de fleste socialt er indstillet på ovenstående, lader mere sig gøre: Der sker så meget. Vi besøger hinanden, mødes, skaber anledninger til at ses og være sammen. De fleste kommer ud af deres huler – inklusive mig selv.
Hvad er dine juletraditioner?
Der er mange. Fra at hente halm i laden og binde en grankrans til adventslysene, dyppe bivokslys til lige netop julen, lave honningfordej af årets honningoverskud, komme gran og flettede hjerter i alle køkkenvinduer – inklusive at vaske dem først, og der er immervæk 90 vinduesruder i alt bare i køkkenet på grund af sprosser … Så er det vaniljekransebagning, hjemmebagte æbleskiver med marcipan og solbærsyltetøj første søndag i advent. Der laves gløgg-ekstrakt på masser af krydderurter og friske appelsiner, citron og ingefær. December er den måned, hvor vi spiser appelsiner og klementiner – ellers sjældent. Men i december er frugtfadet altid fyldt med citrus, æbler og nødder. Der slagtes gæs; dun bruges til projekter senere; gåsen “sprænges” juleaften.
Solhverv er en traditionsbunden aften, hvor vi mødes med naboer, spiser aftensuppe og synger “Skyerne gråne” udenfor ved bål – blot et par timer, hvor vi ser hinanden og ønsker god jul og møder hinandens familier og børn. Jeg kunne blive ved …
Min jul
Julen tager sig forskelligt ud for os alle, men for mange er den forbundet med håndværk – lige fra bagning til klippe- og klistreprojekter, små greb der skaber stemning.
I denne serie inviterer femina en række danske kvinder, der hver især lever af at inspirere andre inden for netop de håndgjorte kreative universer, til at dele deres personlige jul.
Hvad er dit dejligste juleminde?
Der er både virkelig gode stemningsbilleder fra min egen barndoms jul og et spring til nu selv at stå for julen og have fået børn. Det er to meget forskellige jule og to forskellige oplevelser. Men det savn, jeg kan have, når jeg tænker på at være barn og helt fri i leg og intuition, og på hvor magisk juletiden føltes dengang, kan jeg nu selv være med til at skabe for mine børn. Det kan jeg glæde mig rigtig meget over. Det handler ikke om gaver. Det handler mere om leg, overraskelser og de ting, man gør sammen, og som på den måde bliver til minder og traditioner.
Hvad er det sværeste ved jul for dig?
At den starter, før det overhovedet er jul. Og det hænger sammen med den næste store splint i øjet: Alt det materialistiske, vi har bildt os ind, der skal til, for at det bliver jul, og som mange siger, tynger mere, end det glæder. At høre på voksne, der er kørt trætte i mønstre, de måske selv burde gøre op med. De kunne bryde dem og byde ind med noget nyt, der passer dem bedre, så det hele ikke bare skal vinges af i en kalender, fordi “det plejer vi”.
Jeg siger ikke, det er let. Jeg har selv dele af min familie, som er tilhængere af “plejer”-modellen, uanset om det gør dem rigtig glade, eller om de i virkeligheden ville foretrække noget andet. Måske har de slet ikke overvejet, om de kan vælge noget andet. Men det kan vi da. Altså fravælge de materialistiske elementer i julen.
Hvad glæder du dig mest til i år?
Ferie! Altså børnenes ferie – for så falder der ro på, og vi vender energien og tiden hjem, sammen i familien, og skal være sammen – hele tiden (synes jeg).
Hvem holder du jul med i år?
Mine unger, min mand, min mor, min bror og min nevø. Næste dag udvider vi med flere af familiens søskende, børn og børnebørn. Det bliver rigtig dejligt at se alle.
Hvad er din ultimative drømmejul?
Jeg vil meget gerne prøve både en italiensk variant med midnatsmesse – og ellers en helt enkel jul udenfor i det blå, for eksempel i et telt ved et bål i nærheden af vand eller skov. Forestil dig at sidde udenfor i en varm heldragt med gløgg og gås over bålet, måske et brød og en honningkage i tasken. Man kan synge alle steder, så at synge alle de klassiske sange, lytte til aftenens lyde og så selvfølgelig – ingen regn!



