Hovedretter

Lynstegt svinekød med aubergine og grønne bønner

Madplan for uge 35: Ugens fredagsopskrift er lynstegt svinekød med aubergine og grønne bønner. Få opskriften her

Lynstegt svinekød med aubergine og grønne bønner til 4 personer

Muscovadosukkeret giver marinaden en karamelagtig smag med et strejf af anis. Alternativt kan du bruge brun farin.
Tid: 30 minutter. 
 
DET SKAL DU BRUGE
500 g svinekød i tern
1 aubergine
200 g friske grønne bønner
1 frisk rød chili
olie til stegning
2 hjertesalater
1 bundt koriander
 
SOJAMARINADE
1 fed hvidløg
1 spsk. fiskesauce
2 spsk. sojasauce
1 spsk. muscovadosukker
4 spsk. solsikkeolie
 
TILBEHØR 
200 g nudler
 
TIL SERVERING
saft af 1 limefrugt
 

Opskrift - sådan laver du lynstegt svinekød med aubergine og grønne bønner

 
1. Sojamarinade: Pres hvidløget, og rør det sammen med fiskesauce, sojasauce, muscovadosukker og olie. Læg svinekødet i en skål, hæld sojamarinaden over, og lad kødet marinere i 15 minutter. 
 
2. Skyl auberginen, og skær den i tern. Skyl og nip bønnerne. Rens chilien, og hak den fint. Steg kødet lidt ad gangen i olie i en wok eller på en pande i 3-4 minutter. Læg det til side, og hold det varmt. Hæld lidt mere olie i wokken, og steg aubergine, bønner og chili i 4-5 minutter. Tilsæt kødet, og varm det hele godt igennem. Skyl og snit hjertesalater. Hak koriander. Vend hjertesalater og koriander i wokretten.
 
3. Tilbehør: Kog nudler efter anvisningen på pakken.
 
4. Servering: Pres limesaft over wokretten, og servér med nudler til.